Jeg er bare trist idag. Jeg havde ikke lyst til at stå op, jeg kom først ud af min seng ved 14tiden, og det såmænd heller ikke fordi jeg havde lyst til at stå op der. Jeg har ikke lyst til at lave noget som helst idag. Det hele virker trist og gråt. Der er ikke noget at glædes over. Jeg prøver på at finde lyspunkterne, men det vil ikke lykkes idag. Jeg har ikke lyst til at køre på motionscyklen idag, jeg magter det ikke rigtig. Det kan gå godt i perioder, men der skal godt nok ikke meget til at vælte læsset. Der skal ikke meget til, før jeg taber lysten til alting. Jeg vil gerne tabe mig, men det er svært at gøre, når der hele tiden er noget der gør jeg kommer i ubalance. Lige for tiden at det den der dumme lockout. Ingen ved hvornår den slutter, og der er bare meget tanke-energi forbundet i den. I og med jeg ikke ved hvornår den slutter, så går jeg og tænker meget på det, jeg læser i nyhederne og jeg skal hele tiden planlægge en uge af gangen. Hvad skal der ske osv. Jeg kan ikke have min søn hjemme, jeg magter ikke at skulle aktivere ham alle de timer. Jeg synes weekender er svære at forholde sig til, for der er godt nok mange timer hvor jeg burde være på, men ikke kan være på fordi jeg ikke magter det. På den måde bliver en weekend godt nok lang. Hvis min søn keder sig, så begynder han at lave ballade, for det meste. Nogen gange kan han da godt bare sidde ved pc'en, men det er jo heller ikke optimalt. Heldigvis er næste uge planlagt og på plads, så han ikke skal være hjemme i hverdagene. Men hvad med ugen efter den? Og ugen efter igen? Osv? Kan jeg stole på at jeg finde pasning til ham eller skal han være hjemme hos mig? Det kommer ikke til at gå hvis han skal være hjemme hos mig. Der er mange der ikke forstår at jeg ikke kan passe min søn alene i hverdagene tror jeg, det er noget jeg går og slår mig selv oveni hovedet med og pt. er det jo rigtig tydeligt, fordi der er så mange timer han ikke kan komme i skole som han plejer.
Jeg trænger til at få talt med min familiekoordinator. Jeg trænger til at få hverdagen til at køre normalt igen. Jeg er så træt hele tiden, og kan slet ikke slappe ordentligt af i hovedet. Selvom der er styr på at han ikke skal være hjemme hos mig, så lurer det alligevel i baghovedet om han lige pludselig skal. Det koster bare mange psykiske kræfter at have det hængende over hovedet hele tiden og jeg kan ikke få det til at gå væk. Jeg er mentalt helt drænet for energi og der er ikke umiddelbart udsigt til at det blir bedre.
søndag den 7. april 2013
søndag den 6. januar 2013
Sove sove sove......
For pokker. Jeg sov hele dagen igår, og kom først ud af sengen kort inden aftensmad. Jeg er så forfærdelig træt for tiden - igen. Jeg har rigtig mange perioder hvor jeg bare er træt HELE tiden. Idag kom jeg først ud af fjerene kl 15. Det er sindsygt, synes jeg og jeg er virkelig ikke stolt af det. Men jeg kan ikke sove om natten, før kl. lort og så på et eller andet tidspunkt i løbet af et døgn skal man jo sove. Fuck jeg ville ønske jeg havde noget mere rygrad, men det har jeg ikke. Når jeg har behov for at sove, så sover jeg og det hele går i stå. Både manden og jeg er skide trætte idag og det er som om det hele bare er så tungt og sønnen føles bare.... åh, det er altså ikke nemt. Øv hvor kan man skrive mange negative ting og øv hvor hjælper det ikke en dyt lige nu. Jeg kan slet ikke have tv og snak idag, jeg kan ikke forholde mig til hele tiden at skulle svare et barn, gud, hvor taler de egentlig meget nogen gange.
5. januar 2013
Jeg ved godt at det nok virker temmelig rodet, håber at man kan finde rundt i det alligevel.
Kaos - My life in a nutshell....
Hele november var faktisk ok, og december indtil d. 10. da ramlede det igen, pga en angstprovokerende oplevelse, som ville have været piece of cake hvis det ikke lige var fordi det virkelig fik aktiveret min socialangst. Jeg troede faktisk at jeg ikke havde det at slås med længere, men det ligger åbenbart inde i mig og ulmer. Men hvordan skulle jeg egentlig osse være klar over at det var der stadigvæk, når jeg bare går hjemme i trygge omgivelser hele tiden og kun bevæger mig ud når jeg "tør"? Sådan har jeg jo levet de sidste 4 år. Jeg tror der er mange ting der ligger passive og ulmer inde i mig, og det bliver aktiveret hvis jeg føler mig presset. Det minder mig om at jeg stadig har brug for at være på førtidspension og at der er en grund til at jeg fik den tilkendt. Det er ikke for sjovt fordi jeg bare er doven, jeg har reelt massive psykiske issues at slås med, det hjælper og holder det i ave at være i trygge omgivelser. Jeg kan godt gå rundt og føle at jeg er stort set normal, og jeg kan gå ud i byen og gå i butikker, men der er heller ingen krav der presser mig, ingen af de mennesker der er derud i byen skal jeg forholde mig til. For 10 år siden følte jeg at jeg skulle forholde mig til dem, så meget filter har jeg dog fået bygget op, så jeg går ikke længere og føler at jeg kan mærke hvordan andre mennesker har det, går ikke længere og er i tvivl om hvor jeg selv stopper og hvor andre mennesker begynder. Men hvis jeg blev sat under pres, så er jeg ikke i tvivl om at det ville komme tilbage. Så jeg er altså i virkeligheden meget skrøbelig selvom det måske ikke umiddelbart virker sådan. Faktisk snyder det også mig selv. Meget ofte føler jeg at der da ikke er nogen grund til at jeg skal gå rundt her hjemme og fise den af, men det er der altså, og det har jeg papirer på. Hvis ikke det passede så havde de sq ikke tilkendt mig førtidspension i en alder af 28 år. Slet ikke i det samfund vi har idag. Der er så mange mennesker derude som ikke forstår sådan en som mig. De kan slet ikke sætte sig ind i hvordan det er at have en personlighedsforstyrrelse. Det kaos man må leve med hver eneste dag - også på de gode dage. Tankerne står ikke stille i hovedet på mig, det er mit lod i livet åbenbart, at spekulere hele tiden. Selv om natten kører det, jeg har mange mareridt i perioder, om at blive forfulgt, at jeg skal dræbe en eller også dræber vedkommende mig. Jeg har engang drømt at jeg kørte min mor ned med en bus jeg havde stjålet, jeg vågnede op ved lyden af mit eget hysteriske grin. Det var sjovt og ret uhyggeligt på samme tid. Jeg blev faktisk lidt bange for mig selv. Jeg har også haft mareridt om at jeg ledte efter nogen, jeg tror i min underbevidsthed at jeg har ledt efter hvem jeg selv var, i flere at drømmene ledte jeg efter en pige og hver gang jeg var lige ved at finde hende, så forsvandt hun. Hun var altid meget forsømt og havde brug for hjælp. Jeg tror det var mig selv.
Det er meget angstprovokerende for mig at møde nye mennesker og at skulle lære dem at kende, at skulle forholde mig til dem. Det er en barriere som er meget svær at komme over for mig. Det kommer sig af at jeg tidligt i mit liv erfarede at mennesker grundliggende ikke er til at stole på, at de i bund og grund ikke vil mig, og at jeg ikke er noget særligt eller vigtig. Jeg ved godt med min fornuft nu at det ikke passer, men det laver ikke mine følelser om. Det kan ikke ændre på at det sidder så dybt i min rygrad at det er noget som jeg altid vil slås med. Jeg har meget få mennesker i mit liv som jeg stoler fuldstændig på. Min mand, mine børn og mine svigerforældre. Og så min kontaktperson. That's it, There is no more.
Når man ikke kommer på en arbejdsplads får man ingen kolleger eller veninder af den vej. Det er jo ikke sådan at man går hen til en anden kvinde i Bilka og siger "Du ser sød ud, har du lyst til at drikke en kop kaffe sammen?". Og hvor skal de så komme fra, de falder ikke ned fra himlen. Det er svært synes jeg, og jeg er ensom. Virkelig ubærligt ensom. Jeg har ingen veninder at ringe til i min telefon. Der er masser af numre til alle mulige andre, skolen, kommunen, kontaktperson, osv. Men veninderne mangler. Selv om man har en god mand og dejlige børn, så mangler der altså nogle veninder. Og det skal være en som kan holde en person ud som melder fra aftaler ind i mellem fordi hun har det dårligt psykisk. Og som kan holde ud at køre med på en følelsesmæssig rutchebanetur ind i mellem. En der holder ved selv om man råber at man aldrig vil se vedkommende mere, for en borderliners vrede er flygtig og man mener det slet ikke på den måde, det er bare fordi man brænder sammen oveni og ikke kan finde ud af at håndtere følelserne på en fornuftig måde og er sindssyg i gerningsøjeblikket. En der forstår hvad det vil sige og indebærer at have en borderline personlighed.
Jeg tror måske jeg har en ide om hvorfor jeg bliver oppe så længe om natten og hvorfor jeg ligger og spille længe på min telefon efter jeg egentlig er gået i seng og burde lægge mig til at sove. Jeg tror det er for at køre mig selv så træt som muligt, for hvis ikke heg er så træt at jeg næsten ikke kan hænge sammen og tænke, så kører tankerne på højtryk om alle mulige ting, både vigtigt og mere ligegyldige ting. Der er aldrig ro, jeg tænker altid på et eller andet, og det er pissetræls at ens hoved aldrig gider være med til at slappe af. Så jeg er vågen til jeg er ved at blive helt skeløjet og ikke føler at jeg kan holde mig vågen længere. Hvem fanden gider ligge i 2 timer og glo ud i nattens mørke med 1000 tanker i hovedet der ikke gider forsvinde? Hvem fanden kan så sove? Ikke mig.
Kaos - My life in a nutshell....
Hele november var faktisk ok, og december indtil d. 10. da ramlede det igen, pga en angstprovokerende oplevelse, som ville have været piece of cake hvis det ikke lige var fordi det virkelig fik aktiveret min socialangst. Jeg troede faktisk at jeg ikke havde det at slås med længere, men det ligger åbenbart inde i mig og ulmer. Men hvordan skulle jeg egentlig osse være klar over at det var der stadigvæk, når jeg bare går hjemme i trygge omgivelser hele tiden og kun bevæger mig ud når jeg "tør"? Sådan har jeg jo levet de sidste 4 år. Jeg tror der er mange ting der ligger passive og ulmer inde i mig, og det bliver aktiveret hvis jeg føler mig presset. Det minder mig om at jeg stadig har brug for at være på førtidspension og at der er en grund til at jeg fik den tilkendt. Det er ikke for sjovt fordi jeg bare er doven, jeg har reelt massive psykiske issues at slås med, det hjælper og holder det i ave at være i trygge omgivelser. Jeg kan godt gå rundt og føle at jeg er stort set normal, og jeg kan gå ud i byen og gå i butikker, men der er heller ingen krav der presser mig, ingen af de mennesker der er derud i byen skal jeg forholde mig til. For 10 år siden følte jeg at jeg skulle forholde mig til dem, så meget filter har jeg dog fået bygget op, så jeg går ikke længere og føler at jeg kan mærke hvordan andre mennesker har det, går ikke længere og er i tvivl om hvor jeg selv stopper og hvor andre mennesker begynder. Men hvis jeg blev sat under pres, så er jeg ikke i tvivl om at det ville komme tilbage. Så jeg er altså i virkeligheden meget skrøbelig selvom det måske ikke umiddelbart virker sådan. Faktisk snyder det også mig selv. Meget ofte føler jeg at der da ikke er nogen grund til at jeg skal gå rundt her hjemme og fise den af, men det er der altså, og det har jeg papirer på. Hvis ikke det passede så havde de sq ikke tilkendt mig førtidspension i en alder af 28 år. Slet ikke i det samfund vi har idag. Der er så mange mennesker derude som ikke forstår sådan en som mig. De kan slet ikke sætte sig ind i hvordan det er at have en personlighedsforstyrrelse. Det kaos man må leve med hver eneste dag - også på de gode dage. Tankerne står ikke stille i hovedet på mig, det er mit lod i livet åbenbart, at spekulere hele tiden. Selv om natten kører det, jeg har mange mareridt i perioder, om at blive forfulgt, at jeg skal dræbe en eller også dræber vedkommende mig. Jeg har engang drømt at jeg kørte min mor ned med en bus jeg havde stjålet, jeg vågnede op ved lyden af mit eget hysteriske grin. Det var sjovt og ret uhyggeligt på samme tid. Jeg blev faktisk lidt bange for mig selv. Jeg har også haft mareridt om at jeg ledte efter nogen, jeg tror i min underbevidsthed at jeg har ledt efter hvem jeg selv var, i flere at drømmene ledte jeg efter en pige og hver gang jeg var lige ved at finde hende, så forsvandt hun. Hun var altid meget forsømt og havde brug for hjælp. Jeg tror det var mig selv.
Det er meget angstprovokerende for mig at møde nye mennesker og at skulle lære dem at kende, at skulle forholde mig til dem. Det er en barriere som er meget svær at komme over for mig. Det kommer sig af at jeg tidligt i mit liv erfarede at mennesker grundliggende ikke er til at stole på, at de i bund og grund ikke vil mig, og at jeg ikke er noget særligt eller vigtig. Jeg ved godt med min fornuft nu at det ikke passer, men det laver ikke mine følelser om. Det kan ikke ændre på at det sidder så dybt i min rygrad at det er noget som jeg altid vil slås med. Jeg har meget få mennesker i mit liv som jeg stoler fuldstændig på. Min mand, mine børn og mine svigerforældre. Og så min kontaktperson. That's it, There is no more.
Når man ikke kommer på en arbejdsplads får man ingen kolleger eller veninder af den vej. Det er jo ikke sådan at man går hen til en anden kvinde i Bilka og siger "Du ser sød ud, har du lyst til at drikke en kop kaffe sammen?". Og hvor skal de så komme fra, de falder ikke ned fra himlen. Det er svært synes jeg, og jeg er ensom. Virkelig ubærligt ensom. Jeg har ingen veninder at ringe til i min telefon. Der er masser af numre til alle mulige andre, skolen, kommunen, kontaktperson, osv. Men veninderne mangler. Selv om man har en god mand og dejlige børn, så mangler der altså nogle veninder. Og det skal være en som kan holde en person ud som melder fra aftaler ind i mellem fordi hun har det dårligt psykisk. Og som kan holde ud at køre med på en følelsesmæssig rutchebanetur ind i mellem. En der holder ved selv om man råber at man aldrig vil se vedkommende mere, for en borderliners vrede er flygtig og man mener det slet ikke på den måde, det er bare fordi man brænder sammen oveni og ikke kan finde ud af at håndtere følelserne på en fornuftig måde og er sindssyg i gerningsøjeblikket. En der forstår hvad det vil sige og indebærer at have en borderline personlighed.
Jeg tror måske jeg har en ide om hvorfor jeg bliver oppe så længe om natten og hvorfor jeg ligger og spille længe på min telefon efter jeg egentlig er gået i seng og burde lægge mig til at sove. Jeg tror det er for at køre mig selv så træt som muligt, for hvis ikke heg er så træt at jeg næsten ikke kan hænge sammen og tænke, så kører tankerne på højtryk om alle mulige ting, både vigtigt og mere ligegyldige ting. Der er aldrig ro, jeg tænker altid på et eller andet, og det er pissetræls at ens hoved aldrig gider være med til at slappe af. Så jeg er vågen til jeg er ved at blive helt skeløjet og ikke føler at jeg kan holde mig vågen længere. Hvem fanden gider ligge i 2 timer og glo ud i nattens mørke med 1000 tanker i hovedet der ikke gider forsvinde? Hvem fanden kan så sove? Ikke mig.
23. september 2012
Mente bare at du skulle komme en af dagene og snakke lidt, jeg er så trist, jeg sover dårligt og på de forkerte tidspunkter. Jeg er ikke taget med til fødselsdag idag fordi xxxx skulle med. Jeg svinger utrolig meget i humøret. Nogen gange er det ok, andre gange helt forfærdeligt, jeg græder ikke, er bare trist. Det har helt klart taget meget hårdt på mig at xxxx og xxxx har gjort det her, jeg har haft en meget dårlig sommer pga det. Jeg kan skrive side op og ned om hvor uretfærdigt jeg synes det er og hvor lidt de egentlig forstår af noget som helst. Jeg er flov fordi jeg ringede og var så hidsig overfor xxxx. Min personlighed styrer mig meget for tiden, det er ikke mig der styrer den. Jeg kunne have haft det meget bedre, hvis ikke alt det her var sket og det er deres skyld at jeg har det så dårligt, deres skyld hvis ikke jeg kan gøre det godt nok for sønnen. Men det ser de ikke, de ser måske bare at jeg isolerer mig og trækker mig, og det bekræfter dem så bare i deres forkerte syn på det hele. Jeg tror ik jeg kan holde til at gå i den her - hvad skal man kalde det? tilstand? Altså det at de ikke forstår hvad det er de gør, tror de har retten på deres side, deres forestilling om at jeg er en dårlig mor, som jeg åbenbart ik kan få dem til at ændre. At de samtidig med at de siger at de prøver at hjælpe, ignorerer mig på det groveste, når jeg ber om respons på mine mails. Ingenting gir mening. Jeg forstår stadig ik hvordan de skulle kunne have reelle hensigter med det her. Det er så modbydeligt. Jeg synes at uanset hvor meget jeg så end skriver om det her, så blir det ikke bedre. Jeg synes det er synd for mig at jeg ikke kan gå og glæde mig til jeg skal på ferie, fordi jeg ved at jeg skal bide en masse i mig og at jeg klasker sammen som en våd klud når jeg kommer hjem, fordi jeg skal beherske mig for ikke at flippe ud på dem og fortælle hvad jeg mener. Det gav luft den dag jeg skældte xxxx ud og svinede hende til. Jeg kan ikke være sammen med nogle mennesker der er så overbevist om at de ved bedre, når det ikke er sandheden. JEG HADER sådan nogle mennesker, jeg afskyr dem. Jeg vil ha tingene tilbage som før alt der her lort og det er det eneste jeg godt ved ikke kan lade sig gøre. Jeg ved godt at jeg aldrig for dem til at indrømme at de tog fejl og handlede forkert og gjorde noget lort mod mig, og det æder mig op! Jeg kan slet ik se bort fra det og acceptere at være sammen med dem. Jeg kan ik lade som ingenting. Jeg har slet ikke lyst til at være på ferie med dem.
9. marts 2012
Jeg har noget brok jeg må af med.
Egentlig burde jeg ligge i min seng.
Jeg har skændtes med min mand idag, det er ikke særlig sjovt. Det var bare en af de der dage hvor alt jeg siger er lort og jeg kan ikke finde ud af at sige noget som helst rigtigt. Så udløser det altså skænderier, og det gang på gang idag. En rigtig lortedag lige på det punkt. Sådan er det så bare, hvad kan jeg lære af det, tænke mig om en ekstra gang før jeg åbner munden, er det dumt det jeg vil sige, så lad være med at sige noget. Sådan er det at være Borderliner og at have dystymi. Jeg har bare lortedage, jeg siger bare tingene ligeud, råt for usødet, jeg er stridbar, jeg kan slet ikke lade være når jeg føler mig provokeret.
Jeg ville sådan ønske at det var anderledes. Jeg er bare sådan, sådan har jeg faktisk altid været. Hvis bare min mand for fanden ikke var så skide latterligt barnlig! Det er så provokerende, det pisser mig virkelig af totalt meget. Jeg hader det, det er en side af min mand som jeg godt kunne undvære. Men jeg har jo giftet mig med ham med hud og hår og det står jeg ved. Punktum.
For fanden!
Hvis bare han ikke var så satans konfliksky. Han stikker hovedet i busken hver gang jeg vil tale med ham om noget der er bare en lille smule seriøst eller alvorligt. DET ER SÅ IRRITERENDE!!!!!! BLIV NU VOKSEN MAND!!!
Du kan ikke rende væk hver gang det bliver svært resten af dit liv, Kom nu ind i kampen, mand, tag dit ansvar for vores økonomi sammen med mig. Tag dit ansvar for vores parforhold sammen med mig. I stedet for bare at flygte! Det er så nederen, nitten, LORT!
Jeg er så fyldt op af irritation over min mand at jeg tror jeg eksploderer snart.Jeg føler mig fyldt til bristepunktet. jeg ved ikke længere hvad jeg er fyldt af, det er bare det hele, hele den måde det skal køre på. Det går nok, vi får se, det ordner sig, blablaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa! Hold nu kæft, din idiot.
Og så glemmer han ALTING! Det er ikke bare nogle ting, det er virkelig ALTING!!!!!!!!! Hvis ikke han gør de ting han skal lige med det samme som han skal, så glemmer han det og man skal minde ham om det 10000000000000000000000000000000000000000000000000 gange, før han gør noget ved det og så er manden jo nået at blive så edikkesur på mig fordi jeg har sagt alting 1000000000000000000000000000000000000000000000000 gange til ham og så skændes vi om det eller jeg bliver skide irriteret på ham og blir fyldt op af det. Jeg er så træt af det og jeg vil gerne ændre på et eller andet, jeg ved ikke hvad eller hvordan.
Jeg var så tæt på at råbe ham ind i ansigtet idag at jeg ville skilles fordi jeg ikke kan holde ham ud mere, jeg var så gal, så vred, så frustreret, så IRRITERET! Jeg gik ud på trappen og skreg ud i luften i stedet indtil der ikke var mere luft i mine lunger, jeg skreg bare sindssygt højt.
Han forstår ikke hvorfor vores sexliv ikke fungerer. Det gir perfekt mening for mig nu, for hvem fanden gider sex med en der irriterer en så meget som han gør? Han er jordklodens så absolut mest irriterende menneske!
Og jeg elsker ham over alt på jorden! Jeg vil gøre hvad det skal være for at få det til at fungere. Jeg har giftet mig med ham fordi jeg elsker ham og jeg har givet ham mit ord i kirken, jeg vil være gift med den mand til den dag jeg dør.
Han gør mig bare så træt.
Hjælp mig.
Egentlig burde jeg ligge i min seng.
Jeg har skændtes med min mand idag, det er ikke særlig sjovt. Det var bare en af de der dage hvor alt jeg siger er lort og jeg kan ikke finde ud af at sige noget som helst rigtigt. Så udløser det altså skænderier, og det gang på gang idag. En rigtig lortedag lige på det punkt. Sådan er det så bare, hvad kan jeg lære af det, tænke mig om en ekstra gang før jeg åbner munden, er det dumt det jeg vil sige, så lad være med at sige noget. Sådan er det at være Borderliner og at have dystymi. Jeg har bare lortedage, jeg siger bare tingene ligeud, råt for usødet, jeg er stridbar, jeg kan slet ikke lade være når jeg føler mig provokeret.
Jeg ville sådan ønske at det var anderledes. Jeg er bare sådan, sådan har jeg faktisk altid været. Hvis bare min mand for fanden ikke var så skide latterligt barnlig! Det er så provokerende, det pisser mig virkelig af totalt meget. Jeg hader det, det er en side af min mand som jeg godt kunne undvære. Men jeg har jo giftet mig med ham med hud og hår og det står jeg ved. Punktum.
For fanden!
Hvis bare han ikke var så satans konfliksky. Han stikker hovedet i busken hver gang jeg vil tale med ham om noget der er bare en lille smule seriøst eller alvorligt. DET ER SÅ IRRITERENDE!!!!!! BLIV NU VOKSEN MAND!!!
Du kan ikke rende væk hver gang det bliver svært resten af dit liv, Kom nu ind i kampen, mand, tag dit ansvar for vores økonomi sammen med mig. Tag dit ansvar for vores parforhold sammen med mig. I stedet for bare at flygte! Det er så nederen, nitten, LORT!
Jeg er så fyldt op af irritation over min mand at jeg tror jeg eksploderer snart.Jeg føler mig fyldt til bristepunktet. jeg ved ikke længere hvad jeg er fyldt af, det er bare det hele, hele den måde det skal køre på. Det går nok, vi får se, det ordner sig, blablaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa! Hold nu kæft, din idiot.
Og så glemmer han ALTING! Det er ikke bare nogle ting, det er virkelig ALTING!!!!!!!!! Hvis ikke han gør de ting han skal lige med det samme som han skal, så glemmer han det og man skal minde ham om det 10000000000000000000000000000000000000000000000000 gange, før han gør noget ved det og så er manden jo nået at blive så edikkesur på mig fordi jeg har sagt alting 1000000000000000000000000000000000000000000000000 gange til ham og så skændes vi om det eller jeg bliver skide irriteret på ham og blir fyldt op af det. Jeg er så træt af det og jeg vil gerne ændre på et eller andet, jeg ved ikke hvad eller hvordan.
Jeg var så tæt på at råbe ham ind i ansigtet idag at jeg ville skilles fordi jeg ikke kan holde ham ud mere, jeg var så gal, så vred, så frustreret, så IRRITERET! Jeg gik ud på trappen og skreg ud i luften i stedet indtil der ikke var mere luft i mine lunger, jeg skreg bare sindssygt højt.
Han forstår ikke hvorfor vores sexliv ikke fungerer. Det gir perfekt mening for mig nu, for hvem fanden gider sex med en der irriterer en så meget som han gør? Han er jordklodens så absolut mest irriterende menneske!
Og jeg elsker ham over alt på jorden! Jeg vil gøre hvad det skal være for at få det til at fungere. Jeg har giftet mig med ham fordi jeg elsker ham og jeg har givet ham mit ord i kirken, jeg vil være gift med den mand til den dag jeg dør.
Han gør mig bare så træt.
Hjælp mig.
20. juni 2012
Jeg er nød til at skrive det her ned, ellers tror jeg mit hoved eksploderer af tanker. Igår havde jeg det ok med situationen, nu har jeg sovet på det og har det bare rigtig skidt. Jeg er nød til at prøve at få det skrevet ned så godt som jeg kan, huske så godt som jeg kan hvad der skete. Det er ikke sikkert jeg får det hele med. Det er ikke sikkert at det jeg skriver er det samme som resten af familien oplevede. Det er sådan som jeg husker og oplevede det. Som borderlineren opfattede tingene.
Det startede i tirsdags da xxxx ringede til mig. Hun sagde at mandens forældre havde brug for at se os alle sammen, for de havde brug for at få sagt fra fordi de synes vi alle trækker for meget på dem. Jeg reagerede med at blive vred og gjorde xxxx ked af det. Jeg sagde nej til at komme fordi jeg ikke kan overskue det lige pt. xxxx ringer til manden for at sige om han ikke kan snakke med mig om vi ikke godt kan gøre det og få det overstået. Jeg føler mig presset og siger ok. Resten af aftenen går med at spekulere og fundere og jeg får det meget skidt over det hele, jeg har ikke lyst til at komme om og høre på at jeg er en klods om benet på svigerforældrene, så jeg overvejer frem og tilbage om jeg har lyst til at tage afsted. Jeg trækker mig ind i computerverdenen med høj musik i ørerne for at slippe for at tænke mere resten af aftenen.
Onsdag vågner jeg og har det skidt med det hele, men har besluttet mig for at tage med og høre hvad de har at sige. Jeg snakker med xxxx om det og ser lidt lysere på tingene. Jeg skriver til xxxx og giver hende en undskyldning og alt er fint. Det har jeg det godt med. Det ændres nu lidt til at vi skal have et møde fordi alle i familien har det svært og vi skal snakke om hvad vi kan gøre for at hjælpe hinanden. Ok, fint nok, det lyder fornuftigt nok, tænker jeg. Lad os bare tage en snak om hvad vi hver især har af ting at bøvle med. Så længe det ikke handler om at jeg er en klods om benet på nogen er det fint nok. Så længe det ikke er møntet på mig er det fint. Jeg sætter mig og skriver en tekst som jeg vil tage med:
Kære familie
Alting bygger på respekt.
Vi ved at I mener det godt når I vil passe sønnen og vi sætter stor pris på det.
Hvorvidt der skal findes en ny aflastningsfamilie til sønnen efter sommerferien,
det er noget som manden og jeg alene tager stilling til sammen. I må selvfølgelig have
alle de meninger I har lyst til og komme med alle de gode råd I vil, men de endelige
beslutninger tages kun af manden, mig og xxxx.
Vi ønsker ikke at drøfte sønnens aflastning med jer, da vi synes det er meget privat
og man kommer hurtigt for tæt ind i nogle diskussioner man ikke har lyst til.
Vi takker meget gerne ja til tilbud om pasning af sønnen.
Dette beder vi jer respektere.
Jeg bryder mig ikke om at jeg bare får at vide at nu er der strikkeklub
hos xxxx (i fredags), uden at blive spurgt om jeg har tid/lyst/overskud til at være med.
Derudover synes jeg ikke det er sjovt at jeg så sidder og venter på at blive hentet,
men jeg bliver ikke hentet og finder kun ud af at vi ikke skal afsted før om aftenen fordi jeg
ringer for at spørge hvornår jeg bliver hentet.
Kommunikation er kodeordet her, kære familie.
Vil I ikke godt forsøge at blive bedre til at informere om tider og andet vigtigt?
Det er meget frustrerende kun at kende til en halv altale.
Eller få vigtige ting at vide i sidste øjeblik.
Jeg bliver hentet af xxxx. Vi samles, giver knusere og får omsider sat os i sofaen alle sammen. På nær svigerfar som pusler med stegen til aftensmaden og i øvrigt ikke er særlig meget med i mødet overhovedet, viser det sig senere.
xxxx starter mødet og meget hurtigt drejer det over i at handle meget fokuseret på mandens og min situation omkring sønnen. xxxx har en hel liste med stikord på sin Iphone som tilsyneladende handler enormt meget om os og jeg bliver nærmest bombarderet med spørgsmål. Jeg føler hvordan de bare regner ned over mig og jeg kan mærke at jeg bare slet ikke har lyst til at svare på nogen af dem. Men jeg bliver siddende i sofaen og afværger så godt jeg kan den værste katastrofe. Hun spør om ting som »Hvad vil I gøre for at sønnen ikke skal stikke af?« »Hvad gør du (henvendt til mig) for at få det bedre?« Jeg kan ikke huske alt, men det er det som jeg blev mest ked af at blive spurgt om. Jeg tror xxxx som mange tager fejl af borderline som en psykisk sygdom der kan helbredes med den rette behandling af medicin og terapi. Men det er netop hvad det ikke er. Det er som titlen beskriver en personlighedforstyrrelse og ikke noget jeg egentlig kan helbredes for, da det jo netop er min personlighed, så skulle jeg ændres til at være et helt andet menneske hvis jeg skulle »helbredes«. Da jeg gik til psykiater sagde hun at jeg ikke kunne helbredes og at min tilstand ville være varig. Det står i mine papirer.
Vi får af xxxx at vide svigerforældrenen ikke kan holde til at manden kommer meget på besøg med sønnen, for når han kommer, så sætter manden sig til at se tv eller lægger sig og sover på sofaen og så er det svigermor der står med sønnen alene, det mener hun ikke at hun kan længere, sønnen er for besværlig (sådan tolker jeg det, det blev ikke sagt direkte) Vi er ikke enige om hvor tit det sker, men vi mener ikke at det er så ofte som svigermor mener. Det korte af det lange i den diskussion er, at manden ikke længere må gøre det. Han må ikke komme og bare lade sin mor tage sig af sønnen. Svigermors overskud er helt i bund pt. Hun er stadig stødt over det møde vi tre havde tidligere på året omkring morgener, finder jeg ud af, hun blev skuffet over at jeg kom med listen med det halve års morgener hvor xxxx ikke kommer her. Hun vil ikke planlægge så meget pga det fordi hun skal stå med det alene.
Hvis svigerfar siger ja til at passe sønnen, så tager han ham med hjem, sætter sig i sofaen og sover fordi han er træt og ikke kan overskue det. Så er det igen svigermor der står med sønnen. De andre siger så at skal der laves aftaler om at passe sønnen, så skal det går gennem svigermor, fordi det er hende der skal passe ham under alle omstændigheder. Det duer ikke at lave aftaler med svigerfar længere, fordi han ikke kan overskue det. Det er helt fint med mig, jeg kan sagtens forstå at det skal være sådan når det forholder sig på den måde.
Manden siger næsten ingenting under hele mødet. xxxx, xxxx og xxxx vil have at manden skal ringe til dem når han har det svært og sige det, så de kan hjælpe. Men det er jo ikke bare noget man kan få manden til, det ved man hvis man kender ham godt. Han skal bare lige ringe til dem og sige noget i stil med »Kan jeg komme forbi i eftermiddag, jeg har brug for at komme ud eller vil I med i zoo?"
xxxx er inde på at sønnen skal have adgang til at ringe til dem hvis han har brug for det.
xxxx snakker om at man måske kan få nogen til at komme og give sønnen endnu mere struktur, sætte alting op i skema og lære ham hvornår han skal hvad så han bliver nemmere at styre for os. Jeg tænker at det dels vil være meget dyrt at her skal være nogen hele tiden og dels vil det da være enormt invaderende for os som familie aldrig at kunne være i fred. Jeg siger at der er de foranstaltninger på sønnen som er nødvendige for at han kan fungere og bo hos os, som xxxx finder tilstrækkelige. De spør en del til xxxx, vil gerne vide hvad det er xxxx gør. Jeg føler på sin vis ikke at jeg har lyst til at gå dybt ind i alt hvad xxxx hjælper os med. Jeg ønsker privatliv, jeg vil ikke have blotlagt alting til skue. Det får mig til at føle mig sårbar, nøgen. Jeg føler ikke at de mener jeg er i min ret til at være privat om de ting, fordi de mener de skal hjælpe os med en hel masse. Jeg afviser at tale om aflastning, da det er vores beslutning alene. Det vil jeg simpelthen ikke have at de blander sig i. Jeg siger til dem at det ikke er deres bord at tage sig af det og at jeg ikke kan svare på hvad der kommer til at ske efter sommerferien. De mener at der skal findes en ny aflastningfamilie, så vores egen familie ikke bliver belastet. Når nu de går ind og »tilbyder« hjælp så tror jeg de føler at de har ret til at kræve et svar på om der kommer en ny aflastningfamilie. Men i bund og grund er det altså ikke noget jeg har bedt dem om, de har selv tilbudt at passe sønnen og jeg synes ikke de kan tillade sig at stille krav på det grundlag, så er jeg hellere foruden hjælpen. Så vil jeg hellere bede xxxx om hjælp, end hjælp på betingelse af at de får lov til at trumfe deres mening igennem. Det vil jeg simpelthen ikke være med til.
Jeg føler mig meget alene. Psykisk tortureret og forulempet. Min familie har gjort det værst tænkelig ved mig. Jeg kan godt se at det de gør er fordi de mener at det kan hjælpe os. Men de snød mig. Fortalte mig at jeg skulle til møde med fokus på Sørens forældre. I stedet ender jeg og min lille familie som midtpunkt for det hele. Får mig på den ene side til at føle mig som en belastning. På en måde vil de give os hjælp, men det er egentlig ikke en hjælp jeg føler at jeg har lov til at sige nej tak til. Fordi jeg har en søn som belaster dem enormt meget ved sin tilstedeværelse. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal beskrive hvordan jeg har det med det. Jeg tænker en masse ting i hovedet, der er osse en masse tanker jeg ikke får sat ord på, der foregår så meget tankevirksomhed i mit hovede lige nu at det er svært at holde det ud. Tanker der kører i ring, situationer og spørgmål der blev stillet som kører igen og igen inde i mit hovede. Jeg har med garanti ikke fået skrevet alt ned. Det er svært at vide om familien har opfattet det her på samme måde som mig. Jeg ved bare at jeg har det skidt og det jeg har skrevet var noget af det som foregik igår.
Jeg ved hvordan jeg selv er som menneske, hvis ikke manden var her, så boede sønnen nok ikke hos mig. Måske ville det være sådan. manden har svært ved at indrømme at han ikke har et stort overskud. Hvis vores familie føler sig belastet af at han kommer med sin søn, så skal vi måske bede om at xxxx finder en ny aflastningfamilie. Jeg ved det ikke rigtig. Manden synes ikke at sønnen skal lære en ny familie at kende. Men hvis vi ikke selv kan klare det her som det er nu, så er det måske det vi er nød til at gøre. Jeg vidste ikke at han bare tog sønnen med derom og lagde sig til at sove eller se tv. Jeg troede at de hyggede sig.
Jeg føler at der er masser af tanker og følelser jeg ikke har skrevet ud endnu. Jeg føler mig meget psykisk træt idag. Det var hårdt at tage imod den regn af spørgsmål uden en paraply.
Formålet med et møde med xxxx og familien, de vil gerne vide mere om xxxx, jeg ved slet ikke om det er ok, at de kommer og spør en hel masse. Måske er det, måske ikke. De vil gerne vide hvordan de kan hjælpe os, jeg ved ikke om jeg har lyst til at have familien så tæt på, jeg ved ikke om det er hensigtsmæssigt. Jeg ved ikke om de kan gå hen og få nogle roller i fht os, der gør at familieforholdet bliver uligevægtigt. Det er lidt sigesom at man heller ikke kan bruge sin partner til at læsse en hel masse ting af, fordi personen er for tæt på. Jeg har ikke lyst til at have dem så tæt på, jeg vil hellere at det er fagpersoner, der er neutrale, eller i det mindste ikke fortæller hvis de synes noget skidt om mig, som kan være 100% professionelle omkring den opgave de skal udføre. Min eget personlige formål med mødet er at få hjælp til at sige fra overfor familien.
Jeg er godt klar over med min fornuft at de gør det fordi de bare gerne vil hjælpe, men jeg føler mig i den grad tråd på.
Jeg kan mærke på mig selv at jeg sidder og bliver meget vred på min familie lige nu. Jeg tror ikke de har overvejet konsekvenserne af det der skete igår. Hvis jeg er uheldig får jeg er nedtur pga af det, fordi de har knækket mig. Det føles sådan lige nu. Jeg tror ikke de er klar over hvor ondt alle spørgsmålene gjorde, hvor dybt såret jeg faktisk er over at de kan finde på at »invitere« til møde og så skal det i virkeligheden handle om noget helt andet end det jeg har fået at vide. Jeg havde på ingen måde sagt ja hvis jeg havde vidst at vi skulle sidde og tale om det her. Jeg er meget skuffet, såret og føler den sædvandlige følelse af svigt som jeg kun kender alt for godt. Ikke fordi de vil hjælpe os, men fordi de gør det på den måde de gør. De ødelægger den skrøbelige tillid jeg har fået bygget op til dem ved ikke at være ærlige overfor mig. Jeg følte ikke at jeg havde noget valg eller kunne sige fra, jeg følte mig tvunget til at sidde på pinebænken og blive udspurgt om nogle højst personlige og smertefulde ting. Der er intet jeg kan udtrykke med ord der dækker hvordan jeg har det. Skuffet er slet ikke stærkt nok et ord. Ubeskriveligt vred. Jeg føler det trukket ned over hovedet på mig at skulle sidde der når jeg mest af alt havde lyst til at skride. Et eller andet sted så er den vrede jeg lod gå ud over xxxx da hun ringede til mig måske berettiget lige pludselig? Jeg vil aldrig mere tillade at de går bag ryggen på mig igen på den måde. Aldrig igen. Måske er tilliden for altid brudt og forsvundet. Hvordan skal jeg kunne fortælle min familie næste gang at sønnen stikker af, hvis de så skal udspørge og ydmyge mig igen på den måde? Hvordan skal jeg have tillid til at snakke med xxxx om fortrolige ting når jeg forventer at det ryger direkte videre til xxxx? Jeg føler at nu bliver jeg nød til at trække mig ind i mig selv og holde mere på de svære ting og ikke fortælle min familie det. Jeg troede bare de kunne være dem der lagde et øre til når tingene var svære uden at gøre et stort nummer ud af det. Jeg har igen absolut ingen familie jeg føler tillid til eller føler jeg kan snakke med om svære ting længere. Der er kun dig xxxx. Kun dig.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved noget af det.
Jeg ved ikke om jeg skal sende den her tekst til min familie eller lade være. Jeg ved ikke hvad konsekvenserne af det vil være hvis jeg gør. Jeg kan slet ikke finde ud af hvor jeg står henne i fht familien. De tror alt er godt og fint fordi jeg havde det fint da vi var færdige med at snakke igår, de ved slet ikke hvordan jeg har det. Men jeg ved at reaktionen på noget så traumatiserende som det de udsatte mig for først skal bundfælde sig mindst til dagen efter. Den er så kommet nu. Det jeg frygtede er sket, vores familieforhold bliver aldrig det samme igen. Det kan jeg mærke. I hvert fald ikke for mig. Jeg har ikke lyst til at gi dem krammer mere når vi mødes. Det er for tæt på. Det har jeg virkelig ikke lyst til. Fordi de sårer mig så dybt. Gør mig så ked af det. Jeg er så gal, vred, frustreret, jeg har brug for at snakke med nogen, men der er ingen at snakke med, jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen og snakke mere. Jeg er så forbandet ensom lige nu, jeg har brug for at der er nogen der holder om mig, holder mig fast, så jeg kan mærke at jeg ikke bare forsvinder i kaos. Men det skal være nogen som ikke gør mig ondt.
Der er ingen i familien der har kompetencer eller forståelse nok til at lave et møde med indhold af den karakter. Om de så havde, ville jeg stadig have sagt nej til dem, netop fordi de er familie, hvis jeg altså følte at jeg havde et valg vel at mærke.
Det gir mig snart hovedpine at blive ved med at have alle de tanker drønende rundt i hovedet. Jeg har lavet mig en kop kakao for prøve om det hjælper lidt med noget varmt. Ikke engang høj musik og computerspil kan holde det væk. Jeg ved jeg er sulten men jeg har ikke lyst til at spise noget fordi jeg er så ked af det indeni. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med noget af det og ingen forstår hvad der foregår indeni mig. Ingen kan sætte sig ind i det. De kan ikke engang begynde at forestille sig hvor stort et kaos de har skabt inde i mig.
Jeg er simpelthen så vred på jer. Det er ikke ok at gå bagom ryggen på mig som I har gjort. Det I gør, er ikke noget der hjælper andre end jeres egen samvittighed. Der hvor I mener at det skal hjælpe, der hjælper det ikke. Det er ikke hjælp, det handler udelukkende om jer selv og hvordan I kan få det bedre med jer selv og føle at nu har I gjort noget godt for os. I stedet føler jeg mig umyndiggjort, jeg føler mig ydmyget på det groveste. Jeg føler mig overhovedet ikke hjulpet. Hvis man vil hjælpe andre så spør man dem hvad de har brug for, man begynder ikke at udspørge dem og fortælle dem hvad man mener de skal gøre. Det er bare ikke i orden det I har gjort. Det kan godt være at jeg har nogle psykiske problemer at slås med, men det gør mig ikke til et mindreværdigt menneske man kan behandle som man vil. Jeg har krav på og fortjener at blive behandlet ordentligt og med respekt.
Det startede i tirsdags da xxxx ringede til mig. Hun sagde at mandens forældre havde brug for at se os alle sammen, for de havde brug for at få sagt fra fordi de synes vi alle trækker for meget på dem. Jeg reagerede med at blive vred og gjorde xxxx ked af det. Jeg sagde nej til at komme fordi jeg ikke kan overskue det lige pt. xxxx ringer til manden for at sige om han ikke kan snakke med mig om vi ikke godt kan gøre det og få det overstået. Jeg føler mig presset og siger ok. Resten af aftenen går med at spekulere og fundere og jeg får det meget skidt over det hele, jeg har ikke lyst til at komme om og høre på at jeg er en klods om benet på svigerforældrene, så jeg overvejer frem og tilbage om jeg har lyst til at tage afsted. Jeg trækker mig ind i computerverdenen med høj musik i ørerne for at slippe for at tænke mere resten af aftenen.
Onsdag vågner jeg og har det skidt med det hele, men har besluttet mig for at tage med og høre hvad de har at sige. Jeg snakker med xxxx om det og ser lidt lysere på tingene. Jeg skriver til xxxx og giver hende en undskyldning og alt er fint. Det har jeg det godt med. Det ændres nu lidt til at vi skal have et møde fordi alle i familien har det svært og vi skal snakke om hvad vi kan gøre for at hjælpe hinanden. Ok, fint nok, det lyder fornuftigt nok, tænker jeg. Lad os bare tage en snak om hvad vi hver især har af ting at bøvle med. Så længe det ikke handler om at jeg er en klods om benet på nogen er det fint nok. Så længe det ikke er møntet på mig er det fint. Jeg sætter mig og skriver en tekst som jeg vil tage med:
Kære familie
Alting bygger på respekt.
Vi ved at I mener det godt når I vil passe sønnen og vi sætter stor pris på det.
Hvorvidt der skal findes en ny aflastningsfamilie til sønnen efter sommerferien,
det er noget som manden og jeg alene tager stilling til sammen. I må selvfølgelig have
alle de meninger I har lyst til og komme med alle de gode råd I vil, men de endelige
beslutninger tages kun af manden, mig og xxxx.
Vi ønsker ikke at drøfte sønnens aflastning med jer, da vi synes det er meget privat
og man kommer hurtigt for tæt ind i nogle diskussioner man ikke har lyst til.
Vi takker meget gerne ja til tilbud om pasning af sønnen.
Dette beder vi jer respektere.
Jeg bryder mig ikke om at jeg bare får at vide at nu er der strikkeklub
hos xxxx (i fredags), uden at blive spurgt om jeg har tid/lyst/overskud til at være med.
Derudover synes jeg ikke det er sjovt at jeg så sidder og venter på at blive hentet,
men jeg bliver ikke hentet og finder kun ud af at vi ikke skal afsted før om aftenen fordi jeg
ringer for at spørge hvornår jeg bliver hentet.
Kommunikation er kodeordet her, kære familie.
Vil I ikke godt forsøge at blive bedre til at informere om tider og andet vigtigt?
Det er meget frustrerende kun at kende til en halv altale.
Eller få vigtige ting at vide i sidste øjeblik.
Jeg bliver hentet af xxxx. Vi samles, giver knusere og får omsider sat os i sofaen alle sammen. På nær svigerfar som pusler med stegen til aftensmaden og i øvrigt ikke er særlig meget med i mødet overhovedet, viser det sig senere.
xxxx starter mødet og meget hurtigt drejer det over i at handle meget fokuseret på mandens og min situation omkring sønnen. xxxx har en hel liste med stikord på sin Iphone som tilsyneladende handler enormt meget om os og jeg bliver nærmest bombarderet med spørgsmål. Jeg føler hvordan de bare regner ned over mig og jeg kan mærke at jeg bare slet ikke har lyst til at svare på nogen af dem. Men jeg bliver siddende i sofaen og afværger så godt jeg kan den værste katastrofe. Hun spør om ting som »Hvad vil I gøre for at sønnen ikke skal stikke af?« »Hvad gør du (henvendt til mig) for at få det bedre?« Jeg kan ikke huske alt, men det er det som jeg blev mest ked af at blive spurgt om. Jeg tror xxxx som mange tager fejl af borderline som en psykisk sygdom der kan helbredes med den rette behandling af medicin og terapi. Men det er netop hvad det ikke er. Det er som titlen beskriver en personlighedforstyrrelse og ikke noget jeg egentlig kan helbredes for, da det jo netop er min personlighed, så skulle jeg ændres til at være et helt andet menneske hvis jeg skulle »helbredes«. Da jeg gik til psykiater sagde hun at jeg ikke kunne helbredes og at min tilstand ville være varig. Det står i mine papirer.
Vi får af xxxx at vide svigerforældrenen ikke kan holde til at manden kommer meget på besøg med sønnen, for når han kommer, så sætter manden sig til at se tv eller lægger sig og sover på sofaen og så er det svigermor der står med sønnen alene, det mener hun ikke at hun kan længere, sønnen er for besværlig (sådan tolker jeg det, det blev ikke sagt direkte) Vi er ikke enige om hvor tit det sker, men vi mener ikke at det er så ofte som svigermor mener. Det korte af det lange i den diskussion er, at manden ikke længere må gøre det. Han må ikke komme og bare lade sin mor tage sig af sønnen. Svigermors overskud er helt i bund pt. Hun er stadig stødt over det møde vi tre havde tidligere på året omkring morgener, finder jeg ud af, hun blev skuffet over at jeg kom med listen med det halve års morgener hvor xxxx ikke kommer her. Hun vil ikke planlægge så meget pga det fordi hun skal stå med det alene.
Hvis svigerfar siger ja til at passe sønnen, så tager han ham med hjem, sætter sig i sofaen og sover fordi han er træt og ikke kan overskue det. Så er det igen svigermor der står med sønnen. De andre siger så at skal der laves aftaler om at passe sønnen, så skal det går gennem svigermor, fordi det er hende der skal passe ham under alle omstændigheder. Det duer ikke at lave aftaler med svigerfar længere, fordi han ikke kan overskue det. Det er helt fint med mig, jeg kan sagtens forstå at det skal være sådan når det forholder sig på den måde.
Manden siger næsten ingenting under hele mødet. xxxx, xxxx og xxxx vil have at manden skal ringe til dem når han har det svært og sige det, så de kan hjælpe. Men det er jo ikke bare noget man kan få manden til, det ved man hvis man kender ham godt. Han skal bare lige ringe til dem og sige noget i stil med »Kan jeg komme forbi i eftermiddag, jeg har brug for at komme ud eller vil I med i zoo?"
xxxx er inde på at sønnen skal have adgang til at ringe til dem hvis han har brug for det.
xxxx snakker om at man måske kan få nogen til at komme og give sønnen endnu mere struktur, sætte alting op i skema og lære ham hvornår han skal hvad så han bliver nemmere at styre for os. Jeg tænker at det dels vil være meget dyrt at her skal være nogen hele tiden og dels vil det da være enormt invaderende for os som familie aldrig at kunne være i fred. Jeg siger at der er de foranstaltninger på sønnen som er nødvendige for at han kan fungere og bo hos os, som xxxx finder tilstrækkelige. De spør en del til xxxx, vil gerne vide hvad det er xxxx gør. Jeg føler på sin vis ikke at jeg har lyst til at gå dybt ind i alt hvad xxxx hjælper os med. Jeg ønsker privatliv, jeg vil ikke have blotlagt alting til skue. Det får mig til at føle mig sårbar, nøgen. Jeg føler ikke at de mener jeg er i min ret til at være privat om de ting, fordi de mener de skal hjælpe os med en hel masse. Jeg afviser at tale om aflastning, da det er vores beslutning alene. Det vil jeg simpelthen ikke have at de blander sig i. Jeg siger til dem at det ikke er deres bord at tage sig af det og at jeg ikke kan svare på hvad der kommer til at ske efter sommerferien. De mener at der skal findes en ny aflastningfamilie, så vores egen familie ikke bliver belastet. Når nu de går ind og »tilbyder« hjælp så tror jeg de føler at de har ret til at kræve et svar på om der kommer en ny aflastningfamilie. Men i bund og grund er det altså ikke noget jeg har bedt dem om, de har selv tilbudt at passe sønnen og jeg synes ikke de kan tillade sig at stille krav på det grundlag, så er jeg hellere foruden hjælpen. Så vil jeg hellere bede xxxx om hjælp, end hjælp på betingelse af at de får lov til at trumfe deres mening igennem. Det vil jeg simpelthen ikke være med til.
Jeg føler mig meget alene. Psykisk tortureret og forulempet. Min familie har gjort det værst tænkelig ved mig. Jeg kan godt se at det de gør er fordi de mener at det kan hjælpe os. Men de snød mig. Fortalte mig at jeg skulle til møde med fokus på Sørens forældre. I stedet ender jeg og min lille familie som midtpunkt for det hele. Får mig på den ene side til at føle mig som en belastning. På en måde vil de give os hjælp, men det er egentlig ikke en hjælp jeg føler at jeg har lov til at sige nej tak til. Fordi jeg har en søn som belaster dem enormt meget ved sin tilstedeværelse. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal beskrive hvordan jeg har det med det. Jeg tænker en masse ting i hovedet, der er osse en masse tanker jeg ikke får sat ord på, der foregår så meget tankevirksomhed i mit hovede lige nu at det er svært at holde det ud. Tanker der kører i ring, situationer og spørgmål der blev stillet som kører igen og igen inde i mit hovede. Jeg har med garanti ikke fået skrevet alt ned. Det er svært at vide om familien har opfattet det her på samme måde som mig. Jeg ved bare at jeg har det skidt og det jeg har skrevet var noget af det som foregik igår.
Jeg ved hvordan jeg selv er som menneske, hvis ikke manden var her, så boede sønnen nok ikke hos mig. Måske ville det være sådan. manden har svært ved at indrømme at han ikke har et stort overskud. Hvis vores familie føler sig belastet af at han kommer med sin søn, så skal vi måske bede om at xxxx finder en ny aflastningfamilie. Jeg ved det ikke rigtig. Manden synes ikke at sønnen skal lære en ny familie at kende. Men hvis vi ikke selv kan klare det her som det er nu, så er det måske det vi er nød til at gøre. Jeg vidste ikke at han bare tog sønnen med derom og lagde sig til at sove eller se tv. Jeg troede at de hyggede sig.
Jeg føler at der er masser af tanker og følelser jeg ikke har skrevet ud endnu. Jeg føler mig meget psykisk træt idag. Det var hårdt at tage imod den regn af spørgsmål uden en paraply.
Formålet med et møde med xxxx og familien, de vil gerne vide mere om xxxx, jeg ved slet ikke om det er ok, at de kommer og spør en hel masse. Måske er det, måske ikke. De vil gerne vide hvordan de kan hjælpe os, jeg ved ikke om jeg har lyst til at have familien så tæt på, jeg ved ikke om det er hensigtsmæssigt. Jeg ved ikke om de kan gå hen og få nogle roller i fht os, der gør at familieforholdet bliver uligevægtigt. Det er lidt sigesom at man heller ikke kan bruge sin partner til at læsse en hel masse ting af, fordi personen er for tæt på. Jeg har ikke lyst til at have dem så tæt på, jeg vil hellere at det er fagpersoner, der er neutrale, eller i det mindste ikke fortæller hvis de synes noget skidt om mig, som kan være 100% professionelle omkring den opgave de skal udføre. Min eget personlige formål med mødet er at få hjælp til at sige fra overfor familien.
Jeg er godt klar over med min fornuft at de gør det fordi de bare gerne vil hjælpe, men jeg føler mig i den grad tråd på.
Jeg kan mærke på mig selv at jeg sidder og bliver meget vred på min familie lige nu. Jeg tror ikke de har overvejet konsekvenserne af det der skete igår. Hvis jeg er uheldig får jeg er nedtur pga af det, fordi de har knækket mig. Det føles sådan lige nu. Jeg tror ikke de er klar over hvor ondt alle spørgsmålene gjorde, hvor dybt såret jeg faktisk er over at de kan finde på at »invitere« til møde og så skal det i virkeligheden handle om noget helt andet end det jeg har fået at vide. Jeg havde på ingen måde sagt ja hvis jeg havde vidst at vi skulle sidde og tale om det her. Jeg er meget skuffet, såret og føler den sædvandlige følelse af svigt som jeg kun kender alt for godt. Ikke fordi de vil hjælpe os, men fordi de gør det på den måde de gør. De ødelægger den skrøbelige tillid jeg har fået bygget op til dem ved ikke at være ærlige overfor mig. Jeg følte ikke at jeg havde noget valg eller kunne sige fra, jeg følte mig tvunget til at sidde på pinebænken og blive udspurgt om nogle højst personlige og smertefulde ting. Der er intet jeg kan udtrykke med ord der dækker hvordan jeg har det. Skuffet er slet ikke stærkt nok et ord. Ubeskriveligt vred. Jeg føler det trukket ned over hovedet på mig at skulle sidde der når jeg mest af alt havde lyst til at skride. Et eller andet sted så er den vrede jeg lod gå ud over xxxx da hun ringede til mig måske berettiget lige pludselig? Jeg vil aldrig mere tillade at de går bag ryggen på mig igen på den måde. Aldrig igen. Måske er tilliden for altid brudt og forsvundet. Hvordan skal jeg kunne fortælle min familie næste gang at sønnen stikker af, hvis de så skal udspørge og ydmyge mig igen på den måde? Hvordan skal jeg have tillid til at snakke med xxxx om fortrolige ting når jeg forventer at det ryger direkte videre til xxxx? Jeg føler at nu bliver jeg nød til at trække mig ind i mig selv og holde mere på de svære ting og ikke fortælle min familie det. Jeg troede bare de kunne være dem der lagde et øre til når tingene var svære uden at gøre et stort nummer ud af det. Jeg har igen absolut ingen familie jeg føler tillid til eller føler jeg kan snakke med om svære ting længere. Der er kun dig xxxx. Kun dig.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved noget af det.
Jeg ved ikke om jeg skal sende den her tekst til min familie eller lade være. Jeg ved ikke hvad konsekvenserne af det vil være hvis jeg gør. Jeg kan slet ikke finde ud af hvor jeg står henne i fht familien. De tror alt er godt og fint fordi jeg havde det fint da vi var færdige med at snakke igår, de ved slet ikke hvordan jeg har det. Men jeg ved at reaktionen på noget så traumatiserende som det de udsatte mig for først skal bundfælde sig mindst til dagen efter. Den er så kommet nu. Det jeg frygtede er sket, vores familieforhold bliver aldrig det samme igen. Det kan jeg mærke. I hvert fald ikke for mig. Jeg har ikke lyst til at gi dem krammer mere når vi mødes. Det er for tæt på. Det har jeg virkelig ikke lyst til. Fordi de sårer mig så dybt. Gør mig så ked af det. Jeg er så gal, vred, frustreret, jeg har brug for at snakke med nogen, men der er ingen at snakke med, jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen og snakke mere. Jeg er så forbandet ensom lige nu, jeg har brug for at der er nogen der holder om mig, holder mig fast, så jeg kan mærke at jeg ikke bare forsvinder i kaos. Men det skal være nogen som ikke gør mig ondt.
Der er ingen i familien der har kompetencer eller forståelse nok til at lave et møde med indhold af den karakter. Om de så havde, ville jeg stadig have sagt nej til dem, netop fordi de er familie, hvis jeg altså følte at jeg havde et valg vel at mærke.
Det gir mig snart hovedpine at blive ved med at have alle de tanker drønende rundt i hovedet. Jeg har lavet mig en kop kakao for prøve om det hjælper lidt med noget varmt. Ikke engang høj musik og computerspil kan holde det væk. Jeg ved jeg er sulten men jeg har ikke lyst til at spise noget fordi jeg er så ked af det indeni. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med noget af det og ingen forstår hvad der foregår indeni mig. Ingen kan sætte sig ind i det. De kan ikke engang begynde at forestille sig hvor stort et kaos de har skabt inde i mig.
Jeg er simpelthen så vred på jer. Det er ikke ok at gå bagom ryggen på mig som I har gjort. Det I gør, er ikke noget der hjælper andre end jeres egen samvittighed. Der hvor I mener at det skal hjælpe, der hjælper det ikke. Det er ikke hjælp, det handler udelukkende om jer selv og hvordan I kan få det bedre med jer selv og føle at nu har I gjort noget godt for os. I stedet føler jeg mig umyndiggjort, jeg føler mig ydmyget på det groveste. Jeg føler mig overhovedet ikke hjulpet. Hvis man vil hjælpe andre så spør man dem hvad de har brug for, man begynder ikke at udspørge dem og fortælle dem hvad man mener de skal gøre. Det er bare ikke i orden det I har gjort. Det kan godt være at jeg har nogle psykiske problemer at slås med, men det gør mig ikke til et mindreværdigt menneske man kan behandle som man vil. Jeg har krav på og fortjener at blive behandlet ordentligt og med respekt.
29. december 2012
Jeg skriver fordi jeg er ved at brænde samme oven i hovedet lige nu. Jeg er træt og har haft en lang dag og skal bare af med nogle tanker, ellers tager jeg det med mig i seng og kan ikke sove for det.
Vi sov dårlig for 2 nætter siden og sidste nat fordi sønnen vågnede og klagede over ondt i øret. Vi blev holdt vågen noget tid, hvor manden ringede til lægevagten og fik at vide at når man ikke har feber, så kan man ikke få penicillin. Så er det eneste man kan gøre at give en smertestillende pille. Jeg er holdt op med at tale med vagtlægerne, af en eller anden grund bliver jeg altid opfattet som hysterisk, så nu er det bare manden der klarer det. Da manden var færdig med at snakke med vagtlægen og kom tilbage til soveværelset, da var sønnen faldet i søvn i min arm. Da vi vågnede næste morgen og skulle til julefrokost, havde han ikke ond i øret mere. Så skete det igen i nat. Denne gang fik vi ham - efter meget og trættende overbeviselses snak - til at tage en smertestillende pille og han faldt i søvn. Nu sidder jeg og skriver og tænker på om han mon vågner igen med ondt i øret. Og hvad det mon skyldes og hvorfor der egentlig ikke er noget i vejen om dagen. Og om det mon bunder i noget helt andet end ondt i øret.
Den der udfordring med xxxx og xxxx spøger stadig. Jeg orker næsten ikke at forklare en hel masse omkring det, den blir bare ved med at dukke op, egentlig har jeg glemt den, og arkiveret den, men så begyndte svigerfar at snakke om den igen idag, så starter møllen forfra. Jeg synes stadig jeg har vundet, men jeg kan ikke nyde det særlig meget fordi det ikke er anerkendt af hverken xxxx og xxxx. Kan det lort ikke bare gå i glemmebogen og forsvinde, helt ærligt. Jeg er så røvtræt af det.
Jeg har hørt at Mira Wanting er død her fornylig af livmoderhalskræft. Det er dog fordærdelig hvor mange der rammes at den modbydelig sygdom og den vinder over mange mennesker. Mira Wanting, Geo, xxxx (datterens farmors mand), xxxx (Forhenværende kontaktperson på xxxx) En af svigermors kolleger, man hører jævnlig om folk som rammes og kæmper forgæves kamp mod den sygdom. Både kendte og ikke kendte. Jeg gør mig tanker om kræft. Det er alle der kan blive ramt, gamle som unge, Mira Wanting blev kun 34 år og efterlader sig to døtre, hvoraf den ene blot er 2½ år. Hvor er det tragisk og giver bare slet ingen mening. Hun kommer aldrig til at se hendes piger vokse op, og de kommer til at leve med et evigt savn. Det sætter virkelig ens eget liv i perspektiv. Jeg gør mig specielt mange tanker i denne forbindelse fordi hun døde af livmoderhalskræft. Det bliver de fleste kvinder screenet for hver 3. år, men ikke mig Jeg har dårlig samvittighed overfor mig selv børnene og manden. Tænk, om jeg skulle blive ramt af netop livmoderhalskræft eller en hvilken som helst anden type kræft for den sags skyld, og jeg så ikke havde gjort alt hvad der stod i min magt for at forhindre det og tage det i opløbet, så tror jeg ikke jeg ville overleve det. Tænk hvis man vidste at man ikke havde gjort alt hvad man kunne for at forhindre det i at ske. Så ville det på en måde være ens egen skyld hvis man ikke overlevede det. Disse tanker om kræft gør mig bare så ked af det. Jeg ser sikkert lysere på tingene i morgen, lige nu er jeg bare overvældet af tristhed og en anelse dødsangst, eller ubehagelige tanker om døden. Man ved jo slet ikke hvad der venter, eller om der overhovedet venter noget.
Vi sov dårlig for 2 nætter siden og sidste nat fordi sønnen vågnede og klagede over ondt i øret. Vi blev holdt vågen noget tid, hvor manden ringede til lægevagten og fik at vide at når man ikke har feber, så kan man ikke få penicillin. Så er det eneste man kan gøre at give en smertestillende pille. Jeg er holdt op med at tale med vagtlægerne, af en eller anden grund bliver jeg altid opfattet som hysterisk, så nu er det bare manden der klarer det. Da manden var færdig med at snakke med vagtlægen og kom tilbage til soveværelset, da var sønnen faldet i søvn i min arm. Da vi vågnede næste morgen og skulle til julefrokost, havde han ikke ond i øret mere. Så skete det igen i nat. Denne gang fik vi ham - efter meget og trættende overbeviselses snak - til at tage en smertestillende pille og han faldt i søvn. Nu sidder jeg og skriver og tænker på om han mon vågner igen med ondt i øret. Og hvad det mon skyldes og hvorfor der egentlig ikke er noget i vejen om dagen. Og om det mon bunder i noget helt andet end ondt i øret.
Den der udfordring med xxxx og xxxx spøger stadig. Jeg orker næsten ikke at forklare en hel masse omkring det, den blir bare ved med at dukke op, egentlig har jeg glemt den, og arkiveret den, men så begyndte svigerfar at snakke om den igen idag, så starter møllen forfra. Jeg synes stadig jeg har vundet, men jeg kan ikke nyde det særlig meget fordi det ikke er anerkendt af hverken xxxx og xxxx. Kan det lort ikke bare gå i glemmebogen og forsvinde, helt ærligt. Jeg er så røvtræt af det.
Jeg har hørt at Mira Wanting er død her fornylig af livmoderhalskræft. Det er dog fordærdelig hvor mange der rammes at den modbydelig sygdom og den vinder over mange mennesker. Mira Wanting, Geo, xxxx (datterens farmors mand), xxxx (Forhenværende kontaktperson på xxxx) En af svigermors kolleger, man hører jævnlig om folk som rammes og kæmper forgæves kamp mod den sygdom. Både kendte og ikke kendte. Jeg gør mig tanker om kræft. Det er alle der kan blive ramt, gamle som unge, Mira Wanting blev kun 34 år og efterlader sig to døtre, hvoraf den ene blot er 2½ år. Hvor er det tragisk og giver bare slet ingen mening. Hun kommer aldrig til at se hendes piger vokse op, og de kommer til at leve med et evigt savn. Det sætter virkelig ens eget liv i perspektiv. Jeg gør mig specielt mange tanker i denne forbindelse fordi hun døde af livmoderhalskræft. Det bliver de fleste kvinder screenet for hver 3. år, men ikke mig Jeg har dårlig samvittighed overfor mig selv børnene og manden. Tænk, om jeg skulle blive ramt af netop livmoderhalskræft eller en hvilken som helst anden type kræft for den sags skyld, og jeg så ikke havde gjort alt hvad der stod i min magt for at forhindre det og tage det i opløbet, så tror jeg ikke jeg ville overleve det. Tænk hvis man vidste at man ikke havde gjort alt hvad man kunne for at forhindre det i at ske. Så ville det på en måde være ens egen skyld hvis man ikke overlevede det. Disse tanker om kræft gør mig bare så ked af det. Jeg ser sikkert lysere på tingene i morgen, lige nu er jeg bare overvældet af tristhed og en anelse dødsangst, eller ubehagelige tanker om døden. Man ved jo slet ikke hvad der venter, eller om der overhovedet venter noget.
Abonner på:
Opslag (Atom)