søndag den 7. april 2013

Trist

Jeg er bare trist idag. Jeg havde ikke lyst til at stå op, jeg kom først ud af min seng ved 14tiden, og det såmænd heller ikke fordi jeg havde lyst til at stå op der. Jeg har ikke lyst til at lave noget som helst idag. Det hele virker trist og gråt. Der er ikke noget at glædes over. Jeg prøver på at finde lyspunkterne, men det vil ikke lykkes idag. Jeg har ikke lyst til at køre på motionscyklen idag, jeg magter det ikke rigtig. Det kan gå godt i perioder, men der skal godt nok ikke meget til at vælte læsset. Der skal ikke meget til, før jeg taber lysten til alting. Jeg vil gerne tabe mig, men det er svært at gøre, når der hele tiden er noget der gør jeg kommer i ubalance. Lige for tiden at det den der dumme lockout. Ingen ved hvornår den slutter, og der er bare meget tanke-energi forbundet i den. I og med jeg ikke ved hvornår den slutter, så går jeg og tænker meget på det, jeg læser i nyhederne og jeg skal hele tiden planlægge en uge af gangen. Hvad skal der ske osv. Jeg kan ikke have min søn hjemme, jeg magter ikke at skulle aktivere ham alle de timer. Jeg synes weekender er svære at forholde sig til, for der er godt nok mange timer hvor jeg burde være på, men ikke kan være på fordi jeg ikke magter det. På den måde bliver en weekend godt nok lang. Hvis min søn keder sig, så begynder han at lave ballade, for det meste. Nogen gange kan han da godt bare sidde ved pc'en, men det er jo heller ikke optimalt. Heldigvis er næste uge planlagt og på plads, så han ikke skal være hjemme i hverdagene. Men hvad med ugen efter den? Og ugen efter igen? Osv? Kan jeg stole på at jeg finde pasning til ham eller skal han være hjemme hos mig? Det kommer ikke til at gå hvis han skal være hjemme hos mig. Der er mange der ikke forstår at jeg ikke kan passe min søn alene i hverdagene tror jeg, det er noget jeg går og slår mig selv oveni hovedet med og pt. er det jo rigtig tydeligt, fordi der er så mange timer han ikke kan komme i skole som han plejer.
Jeg trænger til at få talt med min familiekoordinator. Jeg trænger til at få hverdagen til at køre normalt igen. Jeg er så træt hele tiden, og kan slet ikke slappe ordentligt af i hovedet. Selvom der er styr på at han ikke skal være hjemme hos mig, så lurer det alligevel i baghovedet om han lige pludselig skal. Det koster bare mange psykiske kræfter at have det hængende over hovedet hele tiden og jeg kan ikke få det til at gå væk. Jeg er mentalt helt drænet for energi og der er ikke umiddelbart udsigt til at det blir bedre.