søndag den 7. april 2013

Trist

Jeg er bare trist idag. Jeg havde ikke lyst til at stå op, jeg kom først ud af min seng ved 14tiden, og det såmænd heller ikke fordi jeg havde lyst til at stå op der. Jeg har ikke lyst til at lave noget som helst idag. Det hele virker trist og gråt. Der er ikke noget at glædes over. Jeg prøver på at finde lyspunkterne, men det vil ikke lykkes idag. Jeg har ikke lyst til at køre på motionscyklen idag, jeg magter det ikke rigtig. Det kan gå godt i perioder, men der skal godt nok ikke meget til at vælte læsset. Der skal ikke meget til, før jeg taber lysten til alting. Jeg vil gerne tabe mig, men det er svært at gøre, når der hele tiden er noget der gør jeg kommer i ubalance. Lige for tiden at det den der dumme lockout. Ingen ved hvornår den slutter, og der er bare meget tanke-energi forbundet i den. I og med jeg ikke ved hvornår den slutter, så går jeg og tænker meget på det, jeg læser i nyhederne og jeg skal hele tiden planlægge en uge af gangen. Hvad skal der ske osv. Jeg kan ikke have min søn hjemme, jeg magter ikke at skulle aktivere ham alle de timer. Jeg synes weekender er svære at forholde sig til, for der er godt nok mange timer hvor jeg burde være på, men ikke kan være på fordi jeg ikke magter det. På den måde bliver en weekend godt nok lang. Hvis min søn keder sig, så begynder han at lave ballade, for det meste. Nogen gange kan han da godt bare sidde ved pc'en, men det er jo heller ikke optimalt. Heldigvis er næste uge planlagt og på plads, så han ikke skal være hjemme i hverdagene. Men hvad med ugen efter den? Og ugen efter igen? Osv? Kan jeg stole på at jeg finde pasning til ham eller skal han være hjemme hos mig? Det kommer ikke til at gå hvis han skal være hjemme hos mig. Der er mange der ikke forstår at jeg ikke kan passe min søn alene i hverdagene tror jeg, det er noget jeg går og slår mig selv oveni hovedet med og pt. er det jo rigtig tydeligt, fordi der er så mange timer han ikke kan komme i skole som han plejer.
Jeg trænger til at få talt med min familiekoordinator. Jeg trænger til at få hverdagen til at køre normalt igen. Jeg er så træt hele tiden, og kan slet ikke slappe ordentligt af i hovedet. Selvom der er styr på at han ikke skal være hjemme hos mig, så lurer det alligevel i baghovedet om han lige pludselig skal. Det koster bare mange psykiske kræfter at have det hængende over hovedet hele tiden og jeg kan ikke få det til at gå væk. Jeg er mentalt helt drænet for energi og der er ikke umiddelbart udsigt til at det blir bedre.

søndag den 6. januar 2013

Sove sove sove......

For pokker. Jeg sov hele dagen igår, og kom først ud af sengen kort inden aftensmad. Jeg er så forfærdelig træt for tiden - igen. Jeg har rigtig mange perioder hvor jeg bare er træt HELE tiden. Idag kom jeg først ud af fjerene kl 15. Det er sindsygt, synes jeg og jeg er virkelig ikke stolt af det. Men jeg kan ikke sove om natten, før kl. lort og så på et eller andet tidspunkt i løbet af et døgn skal man jo sove. Fuck jeg ville ønske jeg havde noget mere rygrad, men det har jeg ikke. Når jeg har behov for at sove, så sover jeg og det hele går i stå. Både manden og jeg er skide trætte idag og det er som om det hele bare er så tungt og sønnen føles bare.... åh, det er altså ikke nemt. Øv hvor kan man skrive mange negative ting og øv hvor hjælper det ikke en dyt lige nu. Jeg kan slet ikke have tv og snak idag, jeg kan ikke forholde mig til hele tiden at skulle svare et barn, gud, hvor taler de egentlig meget nogen gange.

5. januar 2013

Jeg ved godt at det nok virker temmelig rodet, håber at man kan finde rundt i det alligevel.
Kaos - My life in a nutshell....
Hele november var faktisk ok, og december indtil d. 10. da ramlede det igen, pga en angstprovokerende oplevelse, som ville have været piece of cake hvis det ikke lige var fordi det virkelig fik aktiveret min socialangst. Jeg troede faktisk at jeg ikke havde det at slås med længere, men det ligger åbenbart inde i mig og ulmer. Men hvordan skulle jeg egentlig osse være klar over at det var der stadigvæk, når jeg bare går hjemme i trygge omgivelser hele tiden og kun bevæger mig ud når jeg "tør"? Sådan har jeg jo levet de sidste 4 år. Jeg tror der er mange ting der ligger passive og ulmer inde i mig, og det bliver aktiveret hvis jeg føler mig presset. Det minder mig om at jeg stadig har brug for at være på førtidspension og at der er en grund til at jeg fik den tilkendt. Det er ikke for sjovt fordi jeg bare er doven, jeg har reelt massive psykiske issues at slås med, det hjælper og holder det i ave at være i trygge omgivelser. Jeg kan godt gå rundt og føle at jeg er stort set normal, og jeg kan gå ud i byen og gå i butikker, men der er heller ingen krav der presser mig, ingen af de mennesker der er derud i byen skal jeg forholde mig til. For 10 år siden følte jeg at jeg skulle forholde mig til dem, så meget filter har jeg dog fået bygget op, så jeg går ikke længere og føler at jeg kan mærke hvordan andre mennesker har det, går ikke længere og er i tvivl om hvor jeg selv stopper og hvor andre mennesker begynder. Men hvis jeg blev sat under pres, så er jeg ikke i tvivl om at det ville komme tilbage. Så jeg er altså i virkeligheden meget skrøbelig selvom det måske ikke umiddelbart virker sådan. Faktisk snyder det også mig selv. Meget ofte føler jeg at der da ikke er nogen grund til at jeg skal gå rundt her hjemme og fise den af, men det er der altså, og det har jeg papirer på. Hvis ikke det passede så havde de sq ikke tilkendt mig førtidspension i en alder af 28 år. Slet ikke i det samfund vi har idag. Der er så mange mennesker derude som ikke forstår sådan en som mig. De kan slet ikke sætte sig ind i hvordan det er at have en personlighedsforstyrrelse. Det kaos man må leve med hver eneste dag - også på de gode dage. Tankerne står ikke stille i hovedet på mig, det er mit lod i livet åbenbart, at spekulere hele tiden. Selv om natten kører det, jeg har mange mareridt i perioder, om at blive forfulgt, at jeg skal dræbe en eller også dræber vedkommende mig. Jeg har engang drømt at jeg kørte min mor ned med en bus jeg havde stjålet, jeg vågnede op ved lyden af mit eget hysteriske grin. Det var sjovt og ret uhyggeligt på samme tid. Jeg blev faktisk lidt bange for mig selv. Jeg har også haft mareridt om at jeg ledte efter nogen, jeg tror i min underbevidsthed at jeg har ledt efter hvem jeg selv var, i flere at drømmene ledte jeg efter en pige og hver gang jeg var lige ved at finde hende, så forsvandt hun. Hun var altid meget forsømt og havde brug for hjælp. Jeg tror det var mig selv.
Det er meget angstprovokerende for mig at møde nye mennesker og at skulle lære dem at kende, at skulle forholde mig til dem. Det er en barriere som er meget svær at komme over for mig. Det kommer sig af at jeg tidligt i mit liv erfarede at mennesker grundliggende ikke er til at stole på, at de i bund og grund ikke vil mig, og at jeg ikke er noget særligt eller vigtig. Jeg ved godt med min fornuft nu at det ikke passer, men det laver ikke mine følelser om. Det kan ikke ændre på at det sidder så dybt i min rygrad at det er noget som jeg altid vil slås med. Jeg har meget få mennesker i mit liv som jeg stoler fuldstændig på. Min mand, mine børn og mine svigerforældre. Og så min kontaktperson. That's it, There is no more.
Når man ikke kommer på en arbejdsplads får man ingen kolleger eller veninder af den vej. Det er jo ikke sådan at man går hen til en anden kvinde i Bilka og siger "Du ser sød ud, har du lyst til at drikke en kop kaffe sammen?". Og hvor skal de så komme fra, de falder ikke ned fra himlen. Det er svært synes jeg, og jeg er ensom. Virkelig ubærligt ensom. Jeg har ingen veninder at ringe til i min telefon. Der er masser af numre til alle mulige andre, skolen, kommunen, kontaktperson, osv. Men veninderne mangler. Selv om man har en god mand og dejlige børn, så mangler der altså nogle veninder. Og det skal være en som kan holde en person ud som melder fra aftaler ind i mellem fordi hun har det dårligt psykisk. Og som kan holde ud at køre med på en følelsesmæssig rutchebanetur ind i mellem. En der holder ved selv om man råber at man aldrig vil se vedkommende mere, for en borderliners vrede er flygtig og man mener det slet ikke på den måde, det er bare fordi man brænder sammen oveni og ikke kan finde ud af at håndtere følelserne på en fornuftig måde og er sindssyg i gerningsøjeblikket. En der forstår hvad det vil sige og indebærer at have en borderline personlighed.

Jeg tror måske jeg har en ide om hvorfor jeg bliver oppe så længe om natten og hvorfor jeg ligger og spille længe på min telefon efter jeg egentlig er gået i seng og burde lægge mig til at sove. Jeg tror det er for at køre mig selv så træt som muligt, for hvis ikke heg er så træt at jeg næsten ikke kan hænge sammen og tænke, så kører tankerne på højtryk om alle mulige ting, både vigtigt og mere ligegyldige ting. Der er aldrig ro, jeg tænker altid på et eller andet, og det er pissetræls at ens hoved aldrig gider være med til at slappe af. Så jeg er vågen til jeg er ved at blive helt skeløjet og ikke føler at jeg kan holde mig vågen længere. Hvem fanden gider ligge i 2 timer og glo ud i nattens mørke med 1000 tanker i hovedet der ikke gider forsvinde? Hvem fanden kan så sove? Ikke mig.

23. september 2012

Mente bare at du skulle komme en af dagene og snakke lidt, jeg er så trist, jeg sover dårligt og på de forkerte tidspunkter. Jeg er ikke taget med til fødselsdag idag fordi xxxx skulle med. Jeg svinger utrolig meget i humøret. Nogen gange er det ok, andre gange helt forfærdeligt, jeg græder ikke, er bare trist. Det har helt klart taget meget hårdt på mig at xxxx og xxxx har gjort det her, jeg har haft en meget dårlig sommer pga det. Jeg kan skrive side op og ned om hvor uretfærdigt jeg synes det er og hvor lidt de egentlig forstår af noget som helst. Jeg er flov fordi jeg ringede og var så hidsig overfor xxxx. Min personlighed styrer mig meget for tiden, det er ikke mig der styrer den. Jeg kunne have haft det meget bedre, hvis ikke alt det her var sket og det er deres skyld at jeg har det så dårligt, deres skyld hvis ikke jeg kan gøre det godt nok for sønnen. Men det ser de ikke, de ser måske bare at jeg isolerer mig og trækker mig, og det bekræfter dem så bare i deres forkerte syn på det hele. Jeg tror ik jeg kan holde til at gå i den her - hvad skal man kalde det? tilstand? Altså det at de ikke forstår hvad det er de gør, tror de har retten på deres side, deres forestilling om at jeg er en dårlig mor, som jeg åbenbart ik kan få dem til at ændre. At de samtidig med at de siger at de prøver at hjælpe, ignorerer mig på det groveste, når jeg ber om respons på mine mails. Ingenting gir mening. Jeg forstår stadig ik hvordan de skulle kunne have reelle hensigter med det her. Det er så modbydeligt. Jeg synes at uanset hvor meget jeg så end skriver om det her, så blir det ikke bedre. Jeg synes det er synd for mig at jeg ikke kan gå og glæde mig til jeg skal på ferie, fordi jeg ved at jeg skal bide en masse i mig og at jeg klasker sammen som en våd klud når jeg kommer hjem, fordi jeg skal beherske mig for ikke at flippe ud på dem og fortælle hvad jeg mener. Det gav luft den dag jeg skældte xxxx ud og svinede hende til. Jeg kan ikke være sammen med nogle mennesker der er så overbevist om at de ved bedre, når det ikke er sandheden. JEG HADER sådan nogle mennesker, jeg afskyr dem. Jeg vil ha tingene tilbage som før alt der her lort og det er det eneste jeg godt ved ikke kan lade sig gøre. Jeg ved godt at jeg aldrig for dem til at indrømme at de tog fejl og handlede forkert og gjorde noget lort mod mig, og det æder mig op! Jeg kan slet ik se bort fra det og acceptere at være sammen med dem. Jeg kan ik lade som ingenting. Jeg har slet ikke lyst til at være på ferie med dem.

9. marts 2012

Jeg har noget brok jeg må af med.

Egentlig burde jeg ligge i min seng.

Jeg har skændtes med min mand idag, det er ikke særlig sjovt. Det var bare en af de der dage hvor alt jeg siger er lort og jeg kan ikke finde ud af at sige noget som helst rigtigt. Så udløser det altså skænderier, og det gang på gang idag. En rigtig lortedag lige på det punkt. Sådan er det så bare, hvad kan jeg lære af det, tænke mig om en ekstra gang før jeg åbner munden, er det dumt det jeg vil sige, så lad være med at sige noget. Sådan er det at være Borderliner og at have dystymi. Jeg har bare lortedage, jeg siger bare tingene ligeud, råt for usødet, jeg er stridbar, jeg kan slet ikke lade være når jeg føler mig provokeret.
Jeg ville sådan ønske at det var anderledes. Jeg er bare sådan, sådan har jeg faktisk altid været. Hvis bare min mand for fanden ikke var så skide latterligt barnlig! Det er så provokerende, det pisser mig virkelig af totalt meget. Jeg hader det, det er en side af min mand som jeg godt kunne undvære. Men jeg har jo giftet mig med ham med hud og hår og det står jeg ved. Punktum.
For fanden!
Hvis bare han ikke var så satans konfliksky. Han stikker hovedet i busken hver gang jeg vil tale med ham om noget der er bare en lille smule seriøst eller alvorligt. DET ER SÅ IRRITERENDE!!!!!! BLIV NU VOKSEN MAND!!!
Du kan ikke rende væk hver gang det bliver svært resten af dit liv, Kom nu ind i kampen, mand, tag dit ansvar for vores økonomi sammen med mig. Tag dit ansvar for vores parforhold sammen med mig. I stedet for bare at flygte! Det er så nederen, nitten, LORT!
Jeg er så fyldt op af irritation over min mand at jeg tror jeg eksploderer snart.Jeg føler mig fyldt til bristepunktet. jeg ved ikke længere hvad jeg er fyldt af, det er bare det hele, hele den måde det skal køre på. Det går nok, vi får se, det ordner sig, blablaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa! Hold nu kæft, din idiot.
Og så glemmer han ALTING! Det er ikke bare nogle ting, det er virkelig ALTING!!!!!!!!! Hvis ikke han gør de ting han skal lige med det samme som han skal, så glemmer han det og man skal minde ham om det 10000000000000000000000000000000000000000000000000 gange, før han gør noget ved det og så er manden jo nået at blive så edikkesur på mig fordi jeg har sagt alting 1000000000000000000000000000000000000000000000000 gange til ham og så skændes vi om det eller jeg bliver skide irriteret på ham og blir fyldt op af det. Jeg er så træt af det og jeg vil gerne ændre på et eller andet, jeg ved ikke hvad eller hvordan.
Jeg var så tæt på at råbe ham ind i ansigtet idag at jeg ville skilles fordi jeg ikke kan holde ham ud mere, jeg var så gal, så vred, så frustreret, så IRRITERET! Jeg gik ud på trappen og skreg ud i luften i stedet indtil der ikke var mere luft i mine lunger, jeg skreg bare sindssygt højt.
Han forstår ikke hvorfor vores sexliv ikke fungerer. Det gir perfekt mening for mig nu, for hvem fanden gider sex med en der irriterer en så meget som han gør? Han er jordklodens så absolut mest irriterende menneske!
Og jeg elsker ham over alt på jorden! Jeg vil gøre hvad det skal være for at få det til at fungere. Jeg har giftet mig med ham fordi jeg elsker ham og jeg har givet ham mit ord i kirken, jeg vil være gift med den mand til den dag jeg dør.
Han gør mig bare så træt.
Hjælp mig.

20. juni 2012

Jeg er nød til at skrive det her ned, ellers tror jeg mit hoved eksploderer af tanker. Igår havde jeg det ok med situationen, nu har jeg sovet på det og har det bare rigtig skidt. Jeg er nød til at prøve at få det skrevet ned så godt som jeg kan, huske så godt som jeg kan hvad der skete. Det er ikke sikkert jeg får det hele med. Det er ikke sikkert at det jeg skriver er det samme som resten af familien oplevede. Det er sådan som jeg husker og oplevede det. Som borderlineren opfattede tingene.
Det startede i tirsdags da xxxx ringede til mig. Hun sagde at mandens forældre havde brug for at se os alle sammen, for de havde brug for at få sagt fra fordi de synes vi alle trækker for meget på dem. Jeg reagerede med at blive vred og gjorde xxxx ked af det. Jeg sagde nej til at komme fordi jeg ikke kan overskue det lige pt. xxxx ringer til manden for at sige om han ikke kan snakke med mig om vi ikke godt kan gøre det og få det overstået. Jeg føler mig presset og siger ok. Resten af aftenen går med at spekulere og fundere og jeg får det meget skidt over det hele, jeg har ikke lyst til at komme om og høre på at jeg er en klods om benet på svigerforældrene, så jeg overvejer frem og tilbage om jeg har lyst til at tage afsted. Jeg trækker mig ind i computerverdenen med høj musik i ørerne for at slippe for at tænke mere resten af aftenen.
Onsdag vågner jeg og har det skidt med det hele, men har besluttet mig for at tage med og høre hvad de har at sige. Jeg snakker med xxxx om det og ser lidt lysere på tingene. Jeg skriver til xxxx og giver hende en undskyldning og alt er fint. Det har jeg det godt med. Det ændres nu lidt til at vi skal have et møde fordi alle i familien har det svært og vi skal snakke om hvad vi kan gøre for at hjælpe hinanden. Ok, fint nok, det lyder fornuftigt nok, tænker jeg. Lad os bare tage en snak om hvad vi hver især har af ting at bøvle med. Så længe det ikke handler om at jeg er en klods om benet på nogen er det fint nok. Så længe det ikke er møntet på mig er det fint. Jeg sætter mig og skriver en tekst som jeg vil tage med:

Kære familie

Alting bygger på respekt.
Vi ved at I mener det godt når I vil passe sønnen og vi sætter stor pris på det.
Hvorvidt der skal findes en ny aflastningsfamilie til sønnen efter sommerferien,
det er noget som manden og jeg alene tager stilling til sammen. I må selvfølgelig have
alle de meninger I har lyst til og komme med alle de gode råd I vil, men de endelige
beslutninger tages kun af manden, mig og xxxx.
Vi ønsker ikke at drøfte sønnens aflastning med jer, da vi synes det er meget privat
og man kommer hurtigt for tæt ind i nogle diskussioner man ikke har lyst til.
Vi takker meget gerne ja til tilbud om pasning af sønnen.
Dette beder vi jer respektere.

Jeg bryder mig ikke om at jeg bare får at vide at nu er der strikkeklub
hos xxxx (i fredags), uden at blive spurgt om jeg har tid/lyst/overskud til at være med.
Derudover synes jeg ikke det er sjovt at jeg så sidder og venter på at blive hentet,
men jeg bliver ikke hentet og finder kun ud af at vi ikke skal afsted før om aftenen fordi jeg
ringer for at spørge hvornår jeg bliver hentet.
Kommunikation er kodeordet her, kære familie.
Vil I ikke godt forsøge at blive bedre til at informere om tider og andet vigtigt?
Det er meget frustrerende kun at kende til en halv altale.
Eller få vigtige ting at vide i sidste øjeblik.



Jeg bliver hentet af xxxx. Vi samles, giver knusere og får omsider sat os i sofaen alle sammen. På nær svigerfar som pusler med stegen til aftensmaden og i øvrigt ikke er særlig meget med i mødet overhovedet, viser det sig senere.
xxxx starter mødet og meget hurtigt drejer det over i at handle meget fokuseret på mandens og min situation omkring sønnen. xxxx har en hel liste med stikord på sin Iphone som tilsyneladende handler enormt meget om os og jeg bliver nærmest bombarderet med spørgsmål. Jeg føler hvordan de bare regner ned over mig og jeg kan mærke at jeg bare slet ikke har lyst til at svare på nogen af dem. Men jeg bliver siddende i sofaen og afværger så godt jeg kan den værste katastrofe. Hun spør om ting som »Hvad vil I gøre for at sønnen ikke skal stikke af?« »Hvad gør du (henvendt til mig) for at få det bedre?« Jeg kan ikke huske alt, men det er det som jeg blev mest ked af at blive spurgt om. Jeg tror xxxx som mange tager fejl af borderline som en psykisk sygdom der kan helbredes med den rette behandling af medicin og terapi. Men det er netop hvad det ikke er. Det er som titlen beskriver en personlighedforstyrrelse og ikke noget jeg egentlig kan helbredes for, da det jo netop er min personlighed, så skulle jeg ændres til at være et helt andet menneske hvis jeg skulle »helbredes«. Da jeg gik til psykiater sagde hun at jeg ikke kunne helbredes og at min tilstand ville være varig. Det står i mine papirer.
Vi får af xxxx at vide svigerforældrenen ikke kan holde til at manden kommer meget på besøg med sønnen, for når han kommer, så sætter manden sig til at se tv eller lægger sig og sover på sofaen og så er det svigermor der står med sønnen alene, det mener hun ikke at hun kan længere, sønnen er for besværlig (sådan tolker jeg det, det blev ikke sagt direkte) Vi er ikke enige om hvor tit det sker, men vi mener ikke at det er så ofte som svigermor mener. Det korte af det lange i den diskussion er, at manden ikke længere må gøre det. Han må ikke komme og bare lade sin mor tage sig af sønnen. Svigermors overskud er helt i bund pt. Hun er stadig stødt over det møde vi tre havde tidligere på året omkring morgener, finder jeg ud af, hun blev skuffet over at jeg kom med listen med det halve års morgener hvor xxxx ikke kommer her. Hun vil ikke planlægge så meget pga det fordi hun skal stå med det alene.
Hvis svigerfar siger ja til at passe sønnen, så tager han ham med hjem, sætter sig i sofaen og sover fordi han er træt og ikke kan overskue det. Så er det igen svigermor der står med sønnen. De andre siger så at skal der laves aftaler om at passe sønnen, så skal det går gennem svigermor, fordi det er hende der skal passe ham under alle omstændigheder. Det duer ikke at lave aftaler med svigerfar længere, fordi han ikke kan overskue det. Det er helt fint med mig, jeg kan sagtens forstå at det skal være sådan når det forholder sig på den måde.
Manden siger næsten ingenting under hele mødet. xxxx, xxxx og xxxx vil have at manden skal ringe til dem når han har det svært og sige det, så de kan hjælpe. Men det er jo ikke bare noget man kan få manden til, det ved man hvis man kender ham godt. Han skal bare lige ringe til dem og sige noget i stil med »Kan jeg komme forbi i eftermiddag, jeg har brug for at komme ud eller vil I med i zoo?"
xxxx er inde på at sønnen skal have adgang til at ringe til dem hvis han har brug for det.
xxxx snakker om at man måske kan få nogen til at komme og give sønnen endnu mere struktur, sætte alting op i skema og lære ham hvornår han skal hvad så han bliver nemmere at styre for os. Jeg tænker at det dels vil være meget dyrt at her skal være nogen hele tiden og dels vil det da være enormt invaderende for os som familie aldrig at kunne være i fred. Jeg siger at der er de foranstaltninger på sønnen som er nødvendige for at han kan fungere og bo hos os, som xxxx finder tilstrækkelige. De spør en del til xxxx, vil gerne vide hvad det er xxxx gør. Jeg føler på sin vis ikke at jeg har lyst til at gå dybt ind i alt hvad xxxx hjælper os med. Jeg ønsker privatliv, jeg vil ikke have blotlagt alting til skue. Det får mig til at føle mig sårbar, nøgen. Jeg føler ikke at de mener jeg er i min ret til at være privat om de ting, fordi de mener de skal hjælpe os med en hel masse. Jeg afviser at tale om aflastning, da det er vores beslutning alene. Det vil jeg simpelthen ikke have at de blander sig i. Jeg siger til dem at det ikke er deres bord at tage sig af det og at jeg ikke kan svare på hvad der kommer til at ske efter sommerferien. De mener at der skal findes en ny aflastningfamilie, så vores egen familie ikke bliver belastet. Når nu de går ind og »tilbyder« hjælp så tror jeg de føler at de har ret til at kræve et svar på om der kommer en ny aflastningfamilie. Men i bund og grund er det altså ikke noget jeg har bedt dem om, de har selv tilbudt at passe sønnen og jeg synes ikke de kan tillade sig at stille krav på det grundlag, så er jeg hellere foruden hjælpen. Så vil jeg hellere bede xxxx om hjælp, end hjælp på betingelse af at de får lov til at trumfe deres mening igennem. Det vil jeg simpelthen ikke være med til.

Jeg føler mig meget alene. Psykisk tortureret og forulempet. Min familie har gjort det værst tænkelig ved mig. Jeg kan godt se at det de gør er fordi de mener at det kan hjælpe os. Men de snød mig. Fortalte mig at jeg skulle til møde med fokus på Sørens forældre. I stedet ender jeg og min lille familie som midtpunkt for det hele. Får mig på den ene side til at føle mig som en belastning. På en måde vil de give os hjælp, men det er egentlig ikke en hjælp jeg føler at jeg har lov til at sige nej tak til. Fordi jeg har en søn som belaster dem enormt meget ved sin tilstedeværelse. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal beskrive hvordan jeg har det med det. Jeg tænker en masse ting i hovedet, der er osse en masse tanker jeg ikke får sat ord på, der foregår så meget tankevirksomhed i mit hovede lige nu at det er svært at holde det ud. Tanker der kører i ring, situationer og spørgmål der blev stillet som kører igen og igen inde i mit hovede. Jeg har med garanti ikke fået skrevet alt ned. Det er svært at vide om familien har opfattet det her på samme måde som mig. Jeg ved bare at jeg har det skidt og det jeg har skrevet var noget af det som foregik igår.
Jeg ved hvordan jeg selv er som menneske, hvis ikke manden var her, så boede sønnen nok ikke hos mig. Måske ville det være sådan. manden har svært ved at indrømme at han ikke har et stort overskud. Hvis vores familie føler sig belastet af at han kommer med sin søn, så skal vi måske bede om at xxxx finder en ny aflastningfamilie. Jeg ved det ikke rigtig. Manden synes ikke at sønnen skal lære en ny familie at kende. Men hvis vi ikke selv kan klare det her som det er nu, så er det måske det vi er nød til at gøre. Jeg vidste ikke at han bare tog sønnen med derom og lagde sig til at sove eller se tv. Jeg troede at de hyggede sig.
Jeg føler at der er masser af tanker og følelser jeg ikke har skrevet ud endnu. Jeg føler mig meget psykisk træt idag. Det var hårdt at tage imod den regn af spørgsmål uden en paraply.
Formålet med et møde med xxxx og familien, de vil gerne vide mere om xxxx, jeg ved slet ikke om det er ok, at de kommer og spør en hel masse. Måske er det, måske ikke. De vil gerne vide hvordan de kan hjælpe os, jeg ved ikke om jeg har lyst til at have familien så tæt på, jeg ved ikke om det er hensigtsmæssigt. Jeg ved ikke om de kan gå hen og få nogle roller i fht os, der gør at familieforholdet bliver uligevægtigt. Det er lidt sigesom at man heller ikke kan bruge sin partner til at læsse en hel masse ting af, fordi personen er for tæt på. Jeg har ikke lyst til at have dem så tæt på, jeg vil hellere at det er fagpersoner, der er neutrale, eller i det mindste ikke fortæller hvis de synes noget skidt om mig, som kan være 100% professionelle omkring den opgave de skal udføre. Min eget personlige formål med mødet er at få hjælp til at sige fra overfor familien.
Jeg er godt klar over med min fornuft at de gør det fordi de bare gerne vil hjælpe, men jeg føler mig i den grad tråd på.
Jeg kan mærke på mig selv at jeg sidder og bliver meget vred på min familie lige nu. Jeg tror ikke de har overvejet konsekvenserne af det der skete igår. Hvis jeg er uheldig får jeg er nedtur pga af det, fordi de har knækket mig. Det føles sådan lige nu. Jeg tror ikke de er klar over hvor ondt alle spørgsmålene gjorde, hvor dybt såret jeg faktisk er over at de kan finde på at »invitere« til møde og så skal det i virkeligheden handle om noget helt andet end det jeg har fået at vide. Jeg havde på ingen måde sagt ja hvis jeg havde vidst at vi skulle sidde og tale om det her. Jeg er meget skuffet, såret og føler den sædvandlige følelse af svigt som jeg kun kender alt for godt. Ikke fordi de vil hjælpe os, men fordi de gør det på den måde de gør. De ødelægger den skrøbelige tillid jeg har fået bygget op til dem ved ikke at være ærlige overfor mig. Jeg følte ikke at jeg havde noget valg eller kunne sige fra, jeg følte mig tvunget til at sidde på pinebænken og blive udspurgt om nogle højst personlige og smertefulde ting. Der er intet jeg kan udtrykke med ord der dækker hvordan jeg har det. Skuffet er slet ikke stærkt nok et ord. Ubeskriveligt vred. Jeg føler det trukket ned over hovedet på mig at skulle sidde der når jeg mest af alt havde lyst til at skride. Et eller andet sted så er den vrede jeg lod gå ud over xxxx da hun ringede til mig måske berettiget lige pludselig? Jeg vil aldrig mere tillade at de går bag ryggen på mig igen på den måde. Aldrig igen. Måske er tilliden for altid brudt og forsvundet. Hvordan skal jeg kunne fortælle min familie næste gang at sønnen stikker af, hvis de så skal udspørge og ydmyge mig igen på den måde? Hvordan skal jeg have tillid til at snakke med xxxx om fortrolige ting når jeg forventer at det ryger direkte videre til xxxx? Jeg føler at nu bliver jeg nød til at trække mig ind i mig selv og holde mere på de svære ting og ikke fortælle min familie det. Jeg troede bare de kunne være dem der lagde et øre til når tingene var svære uden at gøre et stort nummer ud af det. Jeg har igen absolut ingen familie jeg føler tillid til eller føler jeg kan snakke med om svære ting længere. Der er kun dig xxxx. Kun dig.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved noget af det.
Jeg ved ikke om jeg skal sende den her tekst til min familie eller lade være. Jeg ved ikke hvad konsekvenserne af det vil være hvis jeg gør. Jeg kan slet ikke finde ud af hvor jeg står henne i fht familien. De tror alt er godt og fint fordi jeg havde det fint da vi var færdige med at snakke igår, de ved slet ikke hvordan jeg har det. Men jeg ved at reaktionen på noget så traumatiserende som det de udsatte mig for først skal bundfælde sig mindst til dagen efter. Den er så kommet nu. Det jeg frygtede er sket, vores familieforhold bliver aldrig det samme igen. Det kan jeg mærke. I hvert fald ikke for mig. Jeg har ikke lyst til at gi dem krammer mere når vi mødes. Det er for tæt på. Det har jeg virkelig ikke lyst til. Fordi de sårer mig så dybt. Gør mig så ked af det. Jeg er så gal, vred, frustreret, jeg har brug for at snakke med nogen, men der er ingen at snakke med, jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen og snakke mere. Jeg er så forbandet ensom lige nu, jeg har brug for at der er nogen der holder om mig, holder mig fast, så jeg kan mærke at jeg ikke bare forsvinder i kaos. Men det skal være nogen som ikke gør mig ondt.
Der er ingen i familien der har kompetencer eller forståelse nok til at lave et møde med indhold af den karakter. Om de så havde, ville jeg stadig have sagt nej til dem, netop fordi de er familie, hvis jeg altså følte at jeg havde et valg vel at mærke.
Det gir mig snart hovedpine at blive ved med at have alle de tanker drønende rundt i hovedet. Jeg har lavet mig en kop kakao for prøve om det hjælper lidt med noget varmt. Ikke engang høj musik og computerspil kan holde det væk. Jeg ved jeg er sulten men jeg har ikke lyst til at spise noget fordi jeg er så ked af det indeni. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med noget af det og ingen forstår hvad der foregår indeni mig. Ingen kan sætte sig ind i det. De kan ikke engang begynde at forestille sig hvor stort et kaos de har skabt inde i mig.

Jeg er simpelthen så vred på jer. Det er ikke ok at gå bagom ryggen på mig som I har gjort. Det I gør, er ikke noget der hjælper andre end jeres egen samvittighed. Der hvor I mener at det skal hjælpe, der hjælper det ikke. Det er ikke hjælp, det handler udelukkende om jer selv og hvordan I kan få det bedre med jer selv og føle at nu har I gjort noget godt for os. I stedet føler jeg mig umyndiggjort, jeg føler mig ydmyget på det groveste. Jeg føler mig overhovedet ikke hjulpet. Hvis man vil hjælpe andre så spør man dem hvad de har brug for, man begynder ikke at udspørge dem og fortælle dem hvad man mener de skal gøre. Det er bare ikke i orden det I har gjort. Det kan godt være at jeg har nogle psykiske problemer at slås med, men det gør mig ikke til et mindreværdigt menneske man kan behandle som man vil. Jeg har krav på og fortjener at blive behandlet ordentligt og med respekt.

29. december 2012

Jeg skriver fordi jeg er ved at brænde samme oven i hovedet lige nu. Jeg er træt og har haft en lang dag og skal bare af med nogle tanker, ellers tager jeg det med mig i seng og kan ikke sove for det.
Vi sov dårlig for 2 nætter siden og sidste nat fordi sønnen vågnede og klagede over ondt i øret. Vi blev holdt vågen noget tid, hvor manden ringede til lægevagten og fik at vide at når man ikke har feber, så kan man ikke få penicillin. Så er det eneste man kan gøre at give en smertestillende pille. Jeg er holdt op med at tale med vagtlægerne, af en eller anden grund bliver jeg altid opfattet som hysterisk, så nu er det bare manden der klarer det. Da manden var færdig med at snakke med vagtlægen og kom tilbage til soveværelset, da var sønnen faldet i søvn i min arm. Da vi vågnede næste morgen og skulle til julefrokost, havde han ikke ond i øret mere. Så skete det igen i nat. Denne gang fik vi ham - efter meget og trættende overbeviselses snak - til at tage en smertestillende pille og han faldt i søvn. Nu sidder jeg og skriver og tænker på om han mon vågner igen med ondt i øret. Og hvad det mon skyldes og hvorfor der egentlig ikke er noget i vejen om dagen. Og om det mon bunder i noget helt andet end ondt i øret.
Den der udfordring med xxxx og xxxx spøger stadig. Jeg orker næsten ikke at forklare en hel masse omkring det, den blir bare ved med at dukke op, egentlig har jeg glemt den, og arkiveret den, men så begyndte svigerfar at snakke om den igen idag, så starter møllen forfra. Jeg synes stadig jeg har vundet, men jeg kan ikke nyde det særlig meget fordi det ikke er anerkendt af hverken xxxx og xxxx. Kan det lort ikke bare gå i glemmebogen og forsvinde, helt ærligt. Jeg er så røvtræt af det.
Jeg har hørt at Mira Wanting er død her fornylig af livmoderhalskræft. Det er dog fordærdelig hvor mange der rammes at den modbydelig sygdom og den vinder over mange mennesker. Mira Wanting, Geo, xxxx (datterens farmors mand), xxxx (Forhenværende kontaktperson på xxxx) En af svigermors kolleger, man hører jævnlig om folk som rammes og kæmper forgæves kamp mod den sygdom. Både kendte og ikke kendte. Jeg gør mig tanker om kræft. Det er alle der kan blive ramt, gamle som unge, Mira Wanting blev kun 34 år og efterlader sig to døtre, hvoraf den ene blot er 2½ år. Hvor er det tragisk og giver bare slet ingen mening. Hun kommer aldrig til at se hendes piger vokse op, og de kommer til at leve med et evigt savn. Det sætter virkelig ens eget liv i perspektiv. Jeg gør mig specielt mange tanker i denne forbindelse fordi hun døde af livmoderhalskræft. Det bliver de fleste kvinder screenet for hver 3. år, men ikke mig Jeg har dårlig samvittighed overfor mig selv børnene og manden. Tænk, om jeg skulle blive ramt af netop livmoderhalskræft eller en hvilken som helst anden type kræft for den sags skyld, og jeg så ikke havde gjort alt hvad der stod i min magt for at forhindre det og tage det i opløbet, så tror jeg ikke jeg ville overleve det. Tænk hvis man vidste at man ikke havde gjort alt hvad man kunne for at forhindre det i at ske. Så ville det på en måde være ens egen skyld hvis man ikke overlevede det. Disse tanker om kræft gør mig bare så ked af det. Jeg ser sikkert lysere på tingene i morgen, lige nu er jeg bare overvældet af tristhed og en anelse dødsangst, eller ubehagelige tanker om døden. Man ved jo slet ikke hvad der venter, eller om der overhovedet venter noget.

24. september 2012

Så sidder jeg her igen, i en sen nattetime. Jeg kan ikke få mig selv til at gå i seng. Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver siddende i stedet for at forsøge at sove. Det er som en ond cirkel der bider sig selv i halen hele tiden. Jeg bliver oppe til kl 2-3-4 stykker, går i seng og sover efterhånden til ud på eftermiddagen. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke går i seng. Det starter lidt med at jeg bliver oppe til kl 0.30, så bliver kl 1, så 1.30 osv. Så går jeg i seng og ser måske lidt tv. Det er dumt, jeg ved det godt. Det er sådan I de perioder hvor jeg har det skidt. Jeg er træt af at have det skidt. Jeg er osse ret træt af at gå i seng, bare for at ligge og kigge ud i mørket uden at sove i flere timer. Som regel ender det med at jeg ligger og spiller et eller andet på min telefon, for ikke at ligge og glo. Jeg kan ikke li at ligge og kigge for at falde i søvn, så er det jeg spekulerer for meget på alt det der sker omkring mig. Det har været en ret hård sommer hvad det angår. Det er hver gang jeg ikke foretager mig noget specielt, så kommer tankerne. Det er måske nok derfor jeg ikke har lyst til at gå i seng før jeg er så træt at jeg er ved at skvatte sammen.
Efterhånden som kl bliver sent, så bliver jeg så osse mere trist. Jeg synes sjældent at jeg er i særlig godt humør, det er altid dårligt eller højest middel. Jeg ved godt jeg har min lille familie, men det er ikke nok. Jeg holder utrolig meget af dem, men det er simpelthen ikke nok alene til at holde mit humør, jeg bliver nød til at finde noget i mit liv, som gør mig glad. Jeg laver aldrig andet end at spille computer, det er nok blevet en slags flugt fra virkeligheden. Jeg spiller wow mange timer, specielt om aftenen og natten, som regel så hygger jeg med det. Nogen gange er selv det ikke nok og jeg spekulerer alligevel. Det er som om jeg ikke kan få givet slip på alle de tanker omkring alt lortet med xxxx og xxxx. Jeg ved godt at de ikke burde få lov til at påvirke mig på den måde, men jeg kan ikke gøre for det, jeg magter simpelthen ikke at - jeg ved slet ikke engang hvad jeg skal skrive her. Jeg er bare træt af altid at tænke på et eller andet dårligt. Det er osse hver gang xxxx, xxxx eller xxxx bliver nævnt, så er det stensikkert at tankerne kommer tilbage. Jeg sidder lige nu og synes at livet ikke giver særlig meget mening. Jeg forstår stadig ingenting. Jeg vender hele tiden tilbage til hvad jeg dog har gjort siden man gør det her mod mig. Jeg kan vitterligt ikke huske hvornår jeg har oplevet noget lignende. Og det siger jeg som menneske, ikke borderliner. At jeg har borderline oveni forstærker bare det hele. Jeg er ked af at jeg ikke styrer min personlighed, at den styrer mig og gør mig til en der har det så dårligt. Jeg kan ikke se bort fra det, jeg kan aldrig abstrahere fra det. Der er ingen forløsning i at skrive eller skrige ud i luften, for de hører eller læser det ikke. Og det jeg har skrevet til dem, reagerer de ikke på. Jeg er så fortvivlet og aner virkelig ikke mine levende råd. Hvorfor? Hvorfor? Kan jeg bare blive ved med at tænke. Hvorfor skal jeg igennem det her? Hvorfor vågner de ikke op og ser tingene som de virkelig er? Jeg fatter det simpelthen ikke. Jeg føler mig mere død end levende, jeg har lyst til at gemme mig væk for dem, isolere mig totalt, så kan de ikke gøre mig fortræd igen. Det bliver ved, de bliver ved med at gøre mig ondt, uanset hvad jeg gør, uanset hvordan jeg handler, så blir det ikke anderledes og det æder mig simpelthen fuldstændig op. Uanset hvor meget jeg skriver så vil det ikke gå væk. Jeg kan ikke få det ud af mit hovede og komme videre, ikke denne gang. Som regel når jeg har problemer at spekulere på, så kommer der en løsning. Jeg er så pisse ked af at blive misforstået på den her måde. De mener at jeg er dårlig til at passe mit ansvar og gøre det jeg skal og den måde jeg reagerer på med at trække mig tilbage, bekræfter dem bare i det. Der er bare en lille detalje i det; jeg reagerer som jeg gør pga af deres handlinger, jeg får det dårligt pga dem, jeg kan ikke passe mit ansvar, fordi de har såret mig så dybt at jeg har fået nogle store flænger i min sjæl, som ikke sådan lige lader sig reparere. Jeg stolede på dem, det gjorde jeg virkelig. Jeg tror ikke jeg har oplevet noget lignende, der gør så ondt, som siden jeg var bare og var udsat for svigt fra min mor og far. Det her er med til at sørge for at jeg endnu mindre føler at jeg passer ind noogen steder. Det er sådan jeg har det, jeg føler ikke at jeg passer ind nogen steder. Jeg var så glad for at jeg virkelig var begyndt at føle mig tryk ved familien og nu er det hele ødelagt. Lige i skrivende stund har jeg det ret skidt, jeg har siddet og tænkt lidt på at der ikke er særlig meget ved livet. Jeg ønsker ikke at de tanker bliver stærkede, at de tager over og jeg tænker det længere ud, nogen må gøre noget. De SKAL forstå, de skal se hvad de gør, de skal forstå hvor meget det her skader mig. Og at det i sidste ende går ud over sønnen. Det vil i sidste ende være ham der bliver sorteper i det her spil.
Jeg kan ikke lægge låg på længere, men det er som at slå i en dyne, det er som at smide en sten i et bundløst hul og håbe på at dække hullet. Det er meget ubehageligt (i mangle af et bedre og mere kraftfuldt ord) at blive ignoreret. Det er frustrerende og jeg føler bare afmagt.
Jeg skriver og skriver og skriver og lige meget hjælper det. Det er der stadig, det er uforløst for de ved slet ikke hvordan jeg har det. Eller hvis de ved hvordan jeg har det, så føles det i hvert fald for mig som om de er ligeglade. Det er som at skrige højt, hjerteskærende og længe ud i et lydtæt rum, der er ingen der hører mig. Jeg har været vågen alt for længe nu, og jeg går snart over i en tilstand af at være endnu mere trist og ked af det. Jeg fryser og har gjort det længe. Hvis jeg går i seng, så skal mine ben først have varmen og det tager nok en halv til en hel time, og så kan jeg så ligge der og tænke så længe.
Jeg sidder hele tiden og har lyst til at skrive til dem, men de ingorerer det jo blot og så nytter det ingenting.
Jeg kunne fortsætte med at skrive, men til hvad nytte?

13. januar 2012

Nogen gange tænker jeg ret meget over hvorfor livet er sådan som det er.
Jeg tænker på hvorfor det er så svært at forklare andre hvorfor man er som man er,
eller hvorfor man føler som man gør, eller hvorfor der er nogle ting man bare ikke kan
lige nu. Jeg har Borderline- og depressiv Personlighedsstruktur, også kaldet dystymi.
Mit stemningsleje er altid forsænket i forhold til hvad der er normalt og i forhold til
hvordan andre mennesker har det. Jeg er sjældent, for ikke at sige aldrig, rigtig dybtfølt glad indeni.
Der er altid noget der gør at jeg ikke føler mig rigtig glad. Jeg er altid bekymret eller trist, eller
føler dårlig samvittighed over at jeg ikke gør de ting jeg burde i fht alle aspekter af mit liv.
Rengøring, oprydning, arbejde, mine børn, min mand. Jeg føler aldrig succes, heller ikke når det rent faktisk lykkes for mig at gøre noget godt. Det er hårdt altid at være trist og ked af det. Det er hårdt altid at have dårlig samvittighed. Det koster faktisk ret så meget energi. Det er hårdt at være mig!
Min døgnrytme er ikke-eksisterende. Jeg står næsten aldrig op om morgenen og er der for Magnus, jeg ville ikke kunne trække mig selv ud af sengen om så det gjaldt mit liv. Jeg er simpelhen for træt og udkørt.
Min hverdag er præget af manglende struktur, jeg magter ikke at lave det om. Jeg magter faktisk ikke ret meget, ud over at sidde i sofaen og kigge lidt på min computer eller strikketøj. Min computer er mit vindue til verden, derfor er den mig så dyrebar. Hvis ikke jeg havde den, så ville jeg nok bare sidde og glo ud af vinduet.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved noget af det og hvis jeg vidste det, så er jeg ikke sikker på at jeg ville magte at gøre det.


Jeg har tænkt mig at xxx skal læse den. Vi havde en lang snak igår, jeg tror han var ret træt i hovedet til sidst af al den snak.
Jeg prøvede og prøve at forklare ham hvordan det er at være mig og hvordan jeg har det. Hvad jeg går og slås med. Hvor svært det kan være
at leve op til selv bitte små krav som livet stiller én hele tiden. Hvor svært det er at stå op om morgenen. Hvor meget energi det koster at gøre noget.
I tirsdags tog jeg til byen for at være sammen med xxx, hun var hjemme fordi hun var syg, jeg var tilfældigvis oppe og skulle jo ikke noget. Jeg var der fra kl 10.15
om formiddagen og indtil jeg havde spist aftensmad hos dem. xxx spurgte mig om jeg havde lyst til det, fordi det ville xxx gerne. Så det sagde jeg ja tak til.
Vi er begyndt at have det rigtig godt sammen, xxx og jeg, efter hun har været her en hel del i juleferien. Jeg kan mærke at jeg har brug for at være sammen med
hende og gøre noget for hende og vise hende at jeg er der for hende. Og hun har brug for mig. Og jeg gør det fordi jeg har lyst til det. Jeg spurgte xxx om han havde noget
imod at jeg var hos dem så længe. Han kunne ikke rigtig forstå hvordan jeg kunne, når jeg stort set aldrig kan noget herhjemme. Og når ham og xxx gerne vil lave noget med
mig, så er jeg for træt. Jeg fik rigtig dårlig samvittighed overfor ham og xxx, da han sagde det til mig. Nu har jeg så én ting mere jeg kan banke mig selv i hovedet med. ØV.
Der er milevid forskel på hvordan det er at være sammen med de to børn. xxx kan jo det hele selv, vi sad bare i sofaen med hver vores computer hele dagen.
Og guderne skal vide hvor træt jeg var den dag, fordi jeg ikke havde sovet særlig meget om natten. Der var flere gange jeg overvejede om jeg bare skulle tage hjem igen, fordi jeg har ved at falde sammen af træthed. Men jeg blev der. Jeg er stadig ikke kommet psykisk ovenpå efter i tirsdags. Jeg sidder bare og hænger i sofaen hele dagen uden at få gjort noget som helst. Det har virkelig sin pris når jeg bruger energi på sådan en ting. Det koster flere dage efter. Det fortalte jeg også xxx, at det altså ikke var omkostningsfrit at bruge en dag på den måde. Jeg ved ikke om han forstod hvor udkørt jeg er efter i tirsdags, hvor psykisk afkræftet jeg er.
xxx og jeg kan godt hygge os. Det er slet ikke det. Jeg elsker vores fredag aftener, når xxx er til badminton, hvor vi bare hygger med slik og sidder i sofaen sammen og ser tv. Men så snart der er noget jeg vil bestemme at han skal, såsom i seng, børste tænder, tage tøjet af og ble på, så kommer konflikterne. Han kan finde på at nægte pure. Så må jeg med sved på panden tage tøjet af knægten og stikke tandbørsten ind i munden. Det er ret svært fordi han efterhånden er en stor stærk dreng. Det er eddermame noget af en prøvelse, når man har så ringe en tålmodighed som jeg. Ofte kommer jeg til at være rigtig voldsom, indimellem kommer jeg til at slå. Jeg ved ikke hvordan jeg skal få min dreng til at bare gøre det jeg ber ham om. Han vil ikke høre efter. Så er det meget nemmere at være sammen med xxx, hun hører altid efter og er bare en rigtig go\' pige som jeg virkelig kan mærke at jeg er pavestolt af.
Kære xxx, kan du lære mig at få xxx til at høre efter? Jeg er helt blank og handler tit i afmagt fordi jeg vitterligt ikke ved hvordan jeg skal takle situationer fornuftigt. Jeg vil gerne holde op med at være sådan en sur mor. Men jeg er ikke sikker på at jeg magter det.

11. oktober 2008

Jeg har det lidt bedre end igår, men ikke meget.
Jeg er nok desværre tilbøjelig til at falde ned i et hul når jeg er ked af det. Et hul, som jeg kun langsomt kan kravle op af igen.
Jeg skriver så godt jeg kan hvordan det føles for at få det gennem kroppen. Giver mig selv lov til at være ked af det.
Tænker på de gode ting jeg oplevede med hende. Desværre er det ikke særlig mange, vi har aldrig set meget til hinanden. Det bedste jeg husker er min efterårsferie for 19 år siden hos hende. Vi hyggede, spillede kort og bare var sammen. Det var en dejlig uge. Se, nu sidder jeg jo alligevel og kommer til at smile en smule ved tanken om den ferie. Det er et værdifuldt minde som sidder lige midt i mit hjerte.
Det morsommeste ved hende, var når hun kom på besøg så bankede hun ikke på, hun gik bare lige ind midt i stuen. Det var normalt for hende. Lettere ubehageligt når man ikke er forberedt på det, men dog for mig alligevel morsomt at tænke på.
Nu jeg er i gang, så bliver jeg mindet om min farfar. Vi stod altid og grinede når ham og min farmor kørte hjem fra besøg. Han brugte koblingen (tror jeg) forkert og bilen sagde "VRUUUUN VRUUUUN VRUUUUUN". Det lød bare så morsomt og han gjorde det altid. Og vi kunne høre bilen i lang tid efter de var kørt, når vi stod og kiggede ud i den tavse nat.

13. marts 2008

Nu har jeg så fået rettens afgørelse som siger fælles forældremyndighed og min datter skal bo hos hendes far. Det som jeg sådan set allerede var gået med til og har fortalt alle. Det var meget rart at jeg selv havde besluttet det på forhånd. Jeg forestiller mig at hvis nu jeg ikke selv var kommet dertil, så ville jeg har sat mig selv op og have gået og håbet på at få medhold. Så ville jeg være blevet noget så skuffet og var højst sandsynlig gået ned med flaget pga det, der skal jo ikke så meget til. Så selvom det i sidste ende blev det samme resultat, så kom det ikke som et chok. Det er en god ting.

Jeg funderer over hvordan min økonomi kommer til at se ud, selvom jeg har kigget på det og sikret mig at vi kan blive boende her. Det rumsterer nu en del. Hvad nu hvis jeg ikke kan klare mig for de penge jeg har nu? Det nager og bekymrer mig. 3000,- mindre hver måned kan da bestemt godt mærkes...

Ellers er der vel ikke så meget at sige...

Nu skal jeg så til at være weekend-mor...

11. marts 2008

Hmm omkring min datters bopæl og hendes far.Det jeg er mest ked af i denne sammenhæng, er at jeg jo ikke engang ved om det her er det mest rigtige. Hvad nu hvis det går helt galt når hun bor hos ham? Hvad nu hvis han ikke er god ved hende? Hvad nu hvis han ikke giver hende go nok mad(sund mad) og hun tager endnu mere på end hun ville gøre ved at bo hos mig? Jeg har en masse bekymringer.
Han er så overbevist om at det han gør er det rigtige og han kan det hele bedre end mig. En del af beslutningen kom af at jeg ikke orker at kæmpe mere. Jeg vidste at hvis jeg ikke gir mig, og han taber, så anker han alle de gange han kan og jeg magter det ikke i længden, jeg bliver kørt ned og det er ikke godt for mine børn at jeg render evigt deprimeret rundt. Så kan jeg jo heller ikke være der for mine børn. Så vil jeg hellere opgive og få det bedste ud af det.
Der er mange ting i den her sag som bekymrer mig, lige nu kan jeg bare ikke sætte ord på dem alle sammen, måske kommer de hen af vejen?
På den anden side har jeg følt mig meget presset af kæresten og hans forældre til at køre retssagen, selv om jeg godt ved at de ikke direkte har presset, bare ytret hvad de mente var bedst. Men det presser mig når folk har en mening der er anderledes end mig og det påvirker og manipulerer mig.
Allerede for 2-3 år siden da Faren spurgte mig første gang om hun kunne flytte over til ham, følte jeg inderst inde at jeg havde lyst til at sige ja. Fordi jeg godt ved at jeg ikke magter det. Men jeg turde ikke.
Det er på tide jeg begynder at være ærlig overfor mig selv og tro mod mine følelser. Min datter kan jo mærke at jeg ikke 100% vil hende når hun er hos mig. Jeg tror på at det her bliver bedre for mig og giver mig noget mere ro. Jeg håber bare at jeg tager fejl af faren og han klarer fuldtidsforældre rollen bedre end mig.
Jeg er mest af alt forvirret lige nu.

10. marts 2008

Jeg har taget mit livs største, sværeste og tænderudtrækkende beslutning. Min lille datter på 6, snart 7 år, skal ikke længere bo hos mig.
Vi har været i retten, da faren søger om at få hende til at bo hos ham og jeg har nu eftergivet ham hans ønske.
Jeg orker ikke mere retssag.
Jeg tog beslutningen igår aftes, tingene stor pludselig klart og jeg kunne se og føle i hjertet hvad der er rigtig at gøre.
Jeg magter ikke at give hende hvad hun har brug for, jeg kan bare håbe at faren kan gøre det bedre.
Mange gange har jeg ikke lyst til at hun er der, fordi hun suger mig tør for energi i hendes higen efter kærlighed i en kærlighedstør ørken. Jeg elsker ikke mig selv, hvordan kan man så give et barn hvad det har brug for?
Min massive psykiske problemer er en hæmsko i forhold til hende.
Der skal ikke være nogen tvivl om at jeg virkelig elsker min datter og vil hende det bedste i livet.
Derfor vælger jeg at gøre sådan.
Jeg ved ikke hvad der er mest rigtigt eller forkert, spørg mig om 12 år når hun er voksen om det jeg gjorde var godt nok.
Jeg vil koncentrere mig om at give hende nogle gode weekender hos mig og give min søn fuld opmærksomhed såvidt det er muligt i hverdagene.
Det bliver godt for ham at der kun er ham jeg skal forhold mig til til dagligt.

Men det koster tårer, det gør det bestemt.

2. marts 2007


Jeg fik besøgt mormor i går og bagefter tog jeg på besøg hos mor. De er flyttet. Det er et gammelt hus de har gjort en del ved, men mangler stadig meget. Egentlig forstår jeg ikke rigtig hvorfor de flyttede, men det er jo heller ikke min sag. Men hvis de har det godt med det, så er det jo fint.
Jeg har overvejet at lave et album med billeder til mor, så de kan få lidt indtryk af de første år af børnenes liv. Det mangler de jo. Det føles godt og helt rigtigt at have fået kontakt igen. Det er bare lidt ærgerligt at det lige skule være i anledning af at mormor er kommet il skade, men sådan er det altså bare.
Vi var i Bilka i går. Mor købte blomster til den helt store guldmedalje og slik til ungerne. Hun og xxxx var med hjemme og se børnene i går efter vi var i Bilka og det syntes mor var rigtig dejligt. Nu skal hun lige øve sig lidt på at være mormor.

1. marts 2007

Så er A lige gået med børnene. Jeg ved ikke rigtig om jeg skal lægge mig og sove eller om jeg skal besøge mormor. Jeg tror ikke rigtig jeg kommer afsted i dag. Jeg er vist stadig noget udmattet fra i tirsdags. Men mormor ville nyde godt af et besøg, er jeg sikker på. Nu må vi se.

26. februar 2007

Jeg har ligget vågen 1 time i nat og spekuleret på mormor og mor. Jeg er så forvirret over det hele. Jeg vil gerne have mor tilbage i mit liv, men jeg er nok bare bange for at komme til at træde ved siden af. Det hele er så svært og optager mine tanker 100%. Energien er ædt op, så A er gået alene med børnene i dag og kommer nok til det i morgen igen, jeg tror at det kræver at der kommer noget styr på hvad der skal ske med mormor og forholdet til mor skal udredes, før jeg igen kan slappe af i hovedet og få tankerne til at køre i en anden retning. Det er trættende og opslidende, men jeg kan intet gøre for at hinde det. Det her er stækt og har sine egne kræfter og vilje.
Det er som om mor vil have mig til at love at jeg aldrig vil såre hende igen, før hun vil lukke mig ind i hendes liv igen.
Det løfte vil jeg jo aldrig kunne give hende, for livet er uforudsigeligt. Præcis lige som hun heller ikke kan give mig det løfte.
Ingen ved om nogen af os vil kunne holde det før livet er slut.
Så er dagen slut. Min plan er at besøge mormor i morgen, hvis der er energi til det. Det håber jeg selvfølgelig meget på der er. Jeg vil købe et blad med at læse lidt i. Jeg ved dog ikke om jeg vil kunne klare at være afsted hele dagen. Ellers må jeg tage hjem til middag.
Jeg håber ikke jeg vågner og spekulerer igen i nat. Vi kom for sent op fordi vi sov fra alarmerne. Det var ikke så godt.

25. februar 2007

Det har været en svær weekend. Mormor faldt natten til fredag og brækkede højre hofte. Hun ligger nu på Svendborg sygehus. Jeg fik det at vide af Jens fredag kl 10.
Vi besøgte hende i går, hvor hun sov det meste af tiden og vi havde stort set ikke kontakt med hende.
I dag blev hun sat op af nogle portører, mens vi ventede udenfor på at få lov at gå ind igen. Hun er ked af det og har det slet ikke spor godt. Det er så svært at se hende have det på den måde. Hendes største ønske er nok bare at komme hjem, men lige nu er det desværre umuligt. Jeg har mine tvivl på om hun nogen sinde kommer det mere. Jeg vil have min mormor tilbage.
Mor var på besøg i går samtidig med os. Vi snakkede om at masse. Jeg kan ikke huske ret meget af det. Jeg tror gerne hun vil have mig i hendes liv, men hun er bange for at jeg skal såre hende igen. Jeg vidste egentlig ikke at jeg betød så meget at jeg kunne såre hende, for det må det jo betyde. Det er lidt svært lige nu at forholde sig til at tingene måske ser anderledes ud end jeg længe har forestillet mig. Mit billede af verden har pludselig ændret sig meget.

21. februar 2007

Jeg klarede det! Jeg gik alene med Ma i dag. Det var godt nok hårdt, men jeg gjorde det. Det gik op for mig i går, at det slet ikke gir mening noget af det når børnene er væk længe. Så er der intet indhold. Nu ligger jeg mig lidt og får varmen i benene igen, det er koldt udenfor og det regner.

20. februar 2007

Klokken er 7 og jeg er på vej op af min seng. Hvad skal man skrive når man er så tom som mig? Det er svært at finde ud af hvad man skal foretage sig, når man ikke ved hvad man har lyst til. For det aner jeg virkelig ikke.
Egentlig ville jeg måske godt på biblioteket, men jeg ved ikke hvad jeg skal låne go der er også bare alt for mange mennesker. Men jeg er da ikke sikker på om jeg nu virkelig gerne vil derhen alligevel. Jeg aner ikke hvad jeg vil.

19. februar 2007

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive. Jeg føler mig tom og forladt. Jeg har svært ved både at være sammen med børnene og også svært ved at de ikke er der. Det gør mig ked af det at jeg ikke magter dem. Men det tager virkelig pusten fra mig.
Fastelavn i går. Alt for mange mennesker. Ri blev ked af det, genert. Turde ikke rigtig slå til tønden. Ma blev kattekonge med Sø’s hjælp… Jeg gik efter Ma fik sin præmie. Jeg kunne ikke være i det lille rum med alle de mennesker. Det var ganske enkelt alt for larmende og socialt. Lidt efter kom de andre hjem igen.
Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad jeg skal tage mig til nu. Det bliver vist knækbrød med ost og så ned til pc’en.
Vi besøgte Br, Be & Ed i lørdags. Det var hyggeligt. Br så min far i fredags og sagde til mig at hvis hendes far var sådan så ville hun blive skuffet. Det er jo sådan jeg har det, jeg er skuffet.
Han har spurgt om han kunne have Ri hele ugen og vi sagde ja. Ma er hos Er & To. Det har jeg det blandet med. På den ene side er det godt for ham, på den anden side, så savner jeg ham. Han er en sød, men krævende dreng. Men jeg ville ikke kunne magte at stå op med ham alene og jeg tør heller ikke rigtig være alene med ham af frygt for at det skulle gå helt galt. Men det er heller ikke nemt at undvære ham. Jeg venter med længsel på at medicinen skal virke. Hvis den kommer til det, det håber jeg selvfølgelig på. Men hvorfor skulle den ikke hjælpe? Hvorfor skulle jeg være uheldig?
Jeg er træt og slidt af min situation. Jeg vil have det godt igen og et bedre forhold til børnene igen. Jeg vil have et godt liv, det hele er bare så svært lige nu.
Inderst føler jeg for det meste bare tomhed, som om jeg savner et eller andet. Når jeg går i seng om aftenen, har jeg tit sådan en følelse af ”Øv, var det det?” Det er svært at forklare. En uro, indre rastløshed.

16. februar 2007

Jeg var ved lægen i dag og blev sat op på 30 mg Citalopram. Jeg fik en ny tid 7. marts.
He har været her og holdt alle tiders foredrag for min familie og venner. Det var bare super.
Jeg har svært ved at skrive noget om det lige nu. Det er slet ikke fordøjet.

15. februar 2007

I morgen kommer He og holder foredrag, det bliver så spændende. Jeg er spændt på om det udløser noget mere kontakt til far og farmor eller om det virker modsat. Det håber jeg ikke.
Ri skal klædes ud som Rødhætte i morgen. Bare jeg nu ikke glemmer det, det ville være katastrofalt!
Hun skal over til sin far i morgen. Søndag skal hun til fastelavn her og så tilbage igen indtil onsdag.
Jeg er meget træt nu, det er hårdt at stå tidligt op, når man ikke er vant til det. Men min krop og psyke har bedre af det på længere sigt. Dagen i dag har været ok.

13. februar 2007

Jeg har nu fået antidepressive i en uge, men jeg er ikke oppe på fuld dosis endnu. Fa har arrangeret morgenhjælp, i form af A, så jeg ikke står alene med børnene. Måske er det derfor jeg har haft et par rimelige dage. Visheden om at man ikke er overladt til sig selv er god. I morgen kommer Ka og snakker med mig. Jeg skal bare have helt ro på og ikke for meget om ørerne, så går det bedre. De 2 dage her har jeg været vågen fra kl. 5. Jeg har ikke kunnet sove. Jeg har lavet en regel der hedder Nul rengøring, så der er heller ikke noget pres der. Jeg er usikker på hvad der sker hvis jeg lægger presset tilbage på mig. Jeg tror ikke jeg kan klare det.

7. februar 2007

Turen til lægen i går gik godt. De fik talt lidt om speciellægeerklæringen der skal laves. Det var godt nok. Jeg fik endelig udskrevet medicin mod depression og de andre symptomer jeg har. Fem uger efter jeg var til første samtale, hvor jeg gav udtryk for at det ikke gik særlig godt. Hvis jeg nu havde brækket benet, ville han så også vente 5 uger med at give mig gips på?

Jeg tænker på min drøm i nat.
Jeg er på et banegårdscenter eller anden stor bygning. Jeg får øje på en pige, jeg kan se hun er ung, går i specielt tøj, det er nærmest laset, punker-agtigt. Hun ser at jeg kigger på hende og rejser sig og går hastigt ovenpå. Jeg går efter hende for at finde hende, men jeg kan ikke. Jeg leder på alle etager, jeg lægger mærke til 4. etage, det er en slags barsels-etage, hvor der ligger en masse unge piger som lige har født. Der er pigen I hvert fald slet ikke. Jeg leder på øverste etage lige under taget. Der ser jeg hende lige smutte helt op på taget. Jeg kigger lidt rundt, det er som et loftsrum, på en gang fuld af ting der er gennemsigtige og tomt og støvet, der er ikke rigtig noget at komme efter her. Der er stille som graven. Jeg fortsætter og går op hvad jeg sidst så hende smutte op. Jeg står nu på taget og kan se hende i den modsatte ende af den kæmpemæssige bygning. Det er mørkt, koldt og det blæser heroppe. Det er rigtig uhyggeligt og jeg er angst. Pigen står og kigger på mig med armene spredt ud og hendes lange hår blafrer kraftigt. Det er et mærkeligt tag, delt op i pyramider af tagsten der bevæger sig op og ned. Det er svært at holde balancen her, jeg skynder mig så godt jeg kan videre efter pigen. Hun er igen væk. Da jeg kommer hen hvor hun stod, er der en nedgang tilsvarende den i den anden side. Jeg går ned og ser igen de samme to etager ud af mange. Loftsrummet og 4. etage med de barslende piger. De andre etager er åbenbart ikke vigtige. Da jeg kommer helt ned til det sted hvor jeg startede, er en koncert begyndt lidt til venstre for mig. Jeg har en billet til at sidde på den plads hvor jeg nu sidder. Der kommer en for at tjekke billetter. Alle andre har en orange billet til koncerten, jeg har ikke en orange billet, kun en hvid en til min plads. Den der tjekker billetterne vil have mig til at gå, men jeg rejser mig og råber at jeg har billet til min plads og at jeg da virkelig ikke kan gøre for at nogen beslutter sig til at stille sig og lave en koncert så tæt på mig. Og så slutter drømmen. Jeg fandt aldrig pigen.
For flere år siden havde jeg en lignende drøm. Jeg husker ikke længere så mange detaljer. Jeg var i en stor by og en person forsvandt for mig, jeg ledte mange steder. I et stort tomt rum under jorden, der havde været fyldt med lort. Dyb stilhed (som loftrummet i min anden drøm). Jeg ledte i et diskotek, der var larmende og uhyggeligt, mange mennesker der nærmest bølgede (som taget i min anden drøm). Jeg fandt aldrig vedkommende jeg ledte efter.
Jeg spekulerer på hvad de betyder, de er meget ens drømme, og dog forskellige i deres udtryk. Jeg tror de vil mig det samme. Jeg tænker på om det er mig selv jeg leder efter? Begge drømme er forekommet i perioder hvor jeg har haft det meget dårligt. Der er som om en del af mig er blevet væk. Jeg er ikke mig selv for tiden.

Jeg synes jeg er en dårlig mor, hvad har jeg at tilbyde mine børn?
Jeg fik en tegning af min datter i går, jeg blev glad for den. Men jeg har ikke noget at give hende til gengæld. Jeg magter det ikke. Det er ubærligt at hun elsker mig på trods af mine manglende evner som mor, jeg kan aldrig gengælde det nok, jeg er utilstrækkelig. Jeg skulle aldrig have været mor.

Jeg synes jeg er grim, mit ansigt er grimt. Jeg væmmes ved min krop, mit ansigt. Jeg hader min mave, den er fed og slasket. Mine lår er fede og hænger. Jeg har ikke en fast barm, den hænger. Hele min krop er fed og bevæger sig på en dum måde når jeg går. Jeg kan ikke lide mit hår, uanset hvordan det er klippet. Jeg kan ikke li min stemme og synes den lyder dum. Hvis jeg kunne hviske altid, så gjorde jeg det. Jeg kan ikke li at hæve stemme så man virkelig kan høre den.

6. februar 2007

Skal til læge i dag, jeg har uro i maven over det. Jeg sidder med en følelse af ikke at vide hvor jeg skal gøre af mig selv. Skal jeg gå i bad? Skal jeg blive i sengen? Hvad? Jeg tror efterhånden ikke længere på at min læge har tænkt sig at udskrive medicin. Jeg har ingen anelse om hvordan jeg ellers skal komme ud af den her onde cirkel jeg er havnet i.
Ka tager med til lægen.

5. februar 2007

10.20 jeg er fuldstændig psykisk udmattet pga. Ma’s skrigeri i hele weekenden. Jeg kan slet ikke holde det ud, det ødelægger mig. Jeg føler jeg er en stor ruin indeni. Jeg er gået i stykker og skal repareres. Det plejede ikke at være sådan. Det er som om jeg har ændret mig til en langt mere skrøbelig intolerant type. Børnene kan virkelig hidse mig op på kort tid. Jeg vil ha’ mig selv tilbage.

3. februar 2007

Kl. 6.30 vågnede Ma. Frygteligt. Jeg kan slet ikke holde ud at han råber og skriger. Hvad pokker skal jeg stille op? Det bliver to lange dage hvis vi slet ingenting skal. Forfærdeligt. Jeg kan slet ikke have det! Jeg kan næsten ikke holde tanken ud om to dage hvor Ma er der hele tiden.

1. februar 2007

Vågnede kl. 4.40… nu er kl. snart 5.30 og så ringer alarmerne. Jeg har lige taget mig et godt bad. Jeg vil hjælpe de andre ud af døren i dag. Jeg vil ikke sove mere nu. Jeg har overvejet at farve hår i dag. Tænkte godt nok på at få det klippet, men jeg gider jo ikke det korte hår når der er gået 14 dage, det er også for dyrt at få det klippet hos prof frisør, så det bliver ikke i denne omgang. Jeg skal klart ud og kigge efter tøj i dag. Tror jeg vil gå tidligt i Bilka og kigge. Tror dagen bliver ok. Skal op nu. Prøver at vække Sø men det er ikke helt nemt.

31. januar 2007

I går var en af de gode dage hvor jeg kunne en masse. Jeg fik handlet, bagt en kage og ryddet op i gangen og stuen, støvsugede. I dag har jeg sovet til 11 og har det dårligt med det. Jeg lagde planer om at farve hår, købe tøj og gøre rent, men jeg tror ikke jeg når noget af det, jeg er helt dvask lige nu. Hvad pokker skal jeg gøre af mig selv?

27. januar 2007

Det har været en mærkelig dag. Jeg er meget i tvivl om hvad der er årsagen. I morgen komme alle kravene jo tilbage, jeg ved ikke om det får det hele til at styrte i grus igen. Det har nemlig været en ok dag hvor jeg ikke har været lammet på samme måde som de andre. Men der har jo overhovedet heller ikke været nogen af børnene til at få mig til at kokse. Det er som om de suger mig tør og dræner mig totalt for øjeblikket.
Jeg kan mærke at der komme uro nu. Jeg har taget en truxal for at få den til at forsvinde igen, uroen. Nervøsiteten i maven. Jeg skal ringe til lægen på mandag, jeg har haft meget uro på grund af ham i den her uge. Han skulle sende henvisning til Akutteam, men det viser sig at de slet ikke har borderlinere som målgruppe. Så ringede jeg til psykiatrisk skadestue, hvor jeg fik at vide at jeg skal snakke med egen læge ang. medicin. Så det må jeg prøve igen på mandag. Det er noget værre rod. Jeg er vred på min læge over det. Jeg synes hans behandling af mig har været for dårlig. Klokken er 01.00 og jeg er netop hoppet i seng. Jeg ville helst have at Sø lå ved siden af og nussede mig, men han er nedenunder sammen med Mi. Jeg kan da i det mindste høre ham snakke ind i mellem. Jeg har det rimeligt med situationen, da jeg tog truxal tidligere, som er begyndt at virke.

26. januar 2007

Vågnede kl. 7 og opdagede at vi havde sovet for længe, det må ikke ske for tit. Jeg har mest lyst til at gå i seng igen. Jeg føler mig som en dårlig mor. De kan ikke nå at få morgenmad og kl. er 7.45, der pakker de morgenmaden væk i bh og vs. Lort.

25. januar 2007

Stod op 8.30. Spillede Heroes 3 til 10.00, så folketing til 11.30 (Vedtagelse af L91)
Havde uro jeg ikke kan forklare og nervøs mave. Tog en truxal og blev træt 13.45, gik i seng og sov til 17.30 til Sø kom hjem med børnene. Spiste forresten 3 toast 13.30. Nu er kl. 00 og jeg er kun lidt træt. Har haft en ok aften.

22. januar 2007

Stod op og hjalp Sø af sted med ungerne, pakkede deres tasker. Jeg satte en vask over og tørrede den bagefter. Jeg ryddede op i en del af kælderen. Lagde ungerne tøj på plads. Hvad er der med mig? Er jeg deprimeret eller? Jeg kan ikke finde ud af det. Nu må jeg se hvordan det går i morgen.
Går i seng 22.30. Er tom og trist, ked af det, ved ikke hvorfor.

21. januar 2007

Stod op 5.30. Computer. Sov ca. 1½ time i formiddags. Vågen siden 11, men spiste 2 krydderboller kl. 9.
Spiste frokost hos mormor, kan blive så gal på hende når hun vil give os kage med hjem. Jeg vil ikke have at Ri bliver tyk som jeg selv er.
Bagefter hentede vi Ri og besøgte El, Mi & Ea. Det var nu hyggeligt nok. Man kan se at hun har tabt sig. Sø er kørt for at køre hans mor på arbejde, så bilen kan være her i morgen tidlig, det er bedre han er væk nu end i morgen tidlig hvor jeg har det værst.
Jeg skal til læge i morgen. Jeg er nervøs for det. Jeg håber jeg kan sove og at jeg ikke vågner 3.30 igen pga. nervøsitet.

20. januar 2007

Lørdag. Ma er hjemme. Har stort set sovet fra jeg stod op 8.30 – 11- Har ikke spist morgenmad. Har lige været i bad, det er dagens første gode ting. Jeg er deprimeret i dag. Har svært ved at tage mig sammen og jeg bevæger mig langsommere end jeg plejer.
Nu må jeg have resten af mit tøj på. Bare nogen kunne have Ma i dag, så jeg ikke behøvede at blive mindet om det jeg ikke formår. Suk.

18. januar 2007

He var i folketinget i går og nu har de fået ændret en lov så unge under 25 med borderline får voksenkontanthjælp. Der er jo mange der bruger medicin og har svært ved at få pengene til at slå til.
Har haft en tomhedsdag i dag. Møde med Bi og en Ru som jeg ikke kan huske hvem er. Vi blev foreslået en familierådslagning. Vi er gået i tænkeboks. Det føles svært hvis jeg skal til at involvere Sø's forældre yderigere. Men måske er det nødvendigt.
Har taget en truxal ved 20-tiden og er stadig vågen, det er et godt regn.

17. januar 2007

Kl. er halv 4! Jeg tør ikke lægge mig til at sove igen, af angst for ikke at vågne til tiden. I går sov vi for længe og nåede det kun fordi jeg vågnede kl. 6.30. Det var alt for sent, for vi skulle sådan skynde os. Vi nåede det kun lige på et hængende hår.
I dag skal jeg på Li på besøg. Jeg er nervøs, måske er det derfor jeg ikke kan sove. Jeg har ikke set Ka siden mødet forrige mandag. Måske skulle jeg stå op og lave kakao? Eller te? Sove? Jeg ved det ikke. Jeg bliver så træt hvis jeg ikke sover mere.
Kl. 5.45 Prøver at vække Søren, men det er svært, han er træt, nu ringer hans vækkeur. Så er det tid til at han også skal op. Vi skal have ungerne op og i tøjet nu. Har overvejet at spise, er sulten. Skal på Li i dag, er nervøs.

Har været på Li, det gik fint. De havde kun fået at vide at jeg skulle have 10 – 20 timer om ugen, så der måtte vi fortælle dem noget andet. Hvis jeg skal vælge noget så bliver det max 2 x 3 timer ugentligt.
Var på Pa i dag med Ka efter Li for lige at snakke. Vi har aftalt at vi snakker om Li og rengøringshjælp næste onsdag.

15. januar 2007

Har været i bad, vågen siden kl. 6. Har tvangstanker her til morgen. Virker medicinen ikke? Måske ringe til lægen og spørge om det kan være meningen. Skal have tøj på nu og unger op og af sted.
Tom og trist. Det er hvad jeg er lige nu. Det er forfærdeligt at have det sådan.
Har faktisk haft en underlig lyst til at skære mig. Argh. Hvad fanden sker der med mig? Hvad fanden sker der? LORT LORT LORT!!!
ARGH!!! FUCK!

14. januar 2007

Var til fødselsdag i går, det gik helt i ged med Ma. Han blev simpelthen for træt, så jeg måtte skride midt i det hele. Lort. Havde det ad helvede til da jeg kom hjem.
I formiddag har jeg sovet på sofaen, kunne ikke en skid andet, var så latterlig træt. Forfærdeligt.
Har spillet Trivial med K, det var sjovt, bortset fra at han har Genius-udgaven, så det var meget svære spørgsmål, men hva…
Jeg skal ordne vasketøj i morgen. Måske vil jeg ringe til Mar, det er så længe siden vi har snakket.
Jeg har uro i benene i aften.

11.januar 2007

Klokken er 00.00 nu og jeg er lige gået i seng. Dvs. jeg sidder her og skriver. Har snakket en del med K på det sidste, der er godt nok mange ting han er ked af og der er ikke noget af det jeg kan hjælpe ham med. Jeg kan ikke lave om på hans situation, kun give ham en at snakke med, jeg vil tro det er bedre end ingenting.
Jeg selv har det bedre i dag, måske er det medicinen der begynder at hjælpe nu? Jeg tror jeg skal prøve at tage pille nr. 2 når jeg går i seng, så virker den mens jeg sover. Det ville stadig være uoverskueligt at skulle passe et arbejde. Pyha. Måske skulle jeg give min læge en kopi af den tekst min sagsbehandler fik? Er der nogen der mangler at få den? Hvem skulle det være?
Jeg har ondt i ryggen. Jeg har siddet for længe og i en dum stilling i min stol.

9. januar 2007

I seng 1.45 op 6.51. Alt for træt. Vil købe tegneblok i dag, kan mærke der kommer en kreativ bølge, den skal have lov at komme. Træt. Vil sove. Jeg kunne ikke sove i nat.

8. januar 2007

Så er det i dag jeg skal til møde. Jeg er usikker på hvad jeg skal sige, men det kommer vel af sig selv.
Jeg er sikker på at jeg burde pensioneres. Jeg vil gerne selv. Jeg har været oppe siden 6.30 nu er kl. 7.30 og luften er gået af ballonen. Jeg syntes ellers det gik ok, men jeg tog fejl, det var hurtigt slut. Osse fordi manden stiller små krav og det får mig næsten til at vælte. Det er ikke godt.
Nu vil jeg hvile indtil han kommer tilbage. Han er gået i vuggestue med sønnen.

31. december 2006

Det er nytårsaften i aften. Ungerne har sovet hos xxxx og xxxx i nat. Kæmpe lettelse og dog. Kravene kommer jo igen når de kommer hjem i morgen.

Jeg spekulerer på mandens vinterfyring og hvor længe pengene vi har nu mon skal række. Det er næsten ikke til at holde den uvished ud. Han har lovet at ringe til sin sagsbehandler på tirsdag. Men han får vel bare en tid midt i januar. Kont.hj. er jo alligevel bagudbetalt, så det hjælper garanteret ikke en dyt. Det får jeg jo ikke svar på spørgsmålene af. Jeg vil da ikke håbe at jeg bliver hevet ned af det her, fordi der er så meget at spekulere på for tiden. Jeg kan mærke jeg har fået den samme nervøsitet i maven, som dengang vi var på SU og pengene var væk på max en uge efter vi havde fået dem. Forskellen er bare at der nu er to små børn at tage hensyn til også.

28. december 2006

Det er morgen kl. 6.30. Jeg er tom og trist. Børnene sover stadig. Vi sov sent for vi så film. Jeg synes ikke jeg har det særlig godt. Det er svært at forklare hvordan jeg har det. Jeg tror jeg bliver lidt snydt af at manden er her til at klare tingene, hvis jeg skulle klare alt selv ville det gå helt galt.
Jeg skal til opfølgningssamtale på kommunen d. 8. januar. Jeg er bange for ikke at kunne forklare hende at jeg ikke kan klare at komme i aktivering. Jeg har ikke lyst, mod eller energi til det.
Jeg har slet ikke lyst til at se mennesker for tiden, jeg vil helst putte mig væk under dynen. Jeg var lige ved at tro at jeg skulle til at have det bedre, fordi det gik ok i 2 dage, men nej.

26. december 2006

Jeg er vågnet, der er tomt for tanker lige nu og ikke voldsomme problemer med at stå op. Jeg har lige taget et bad og skal op og spise morgenmad med manden og sønnen nu, når jeg lige får tøj på. Er det ikke mærkeligt, når nu jeg mener jeg er deprimeret? Er jeg det så ikke alligevel? Nu forstår jeg slet ikke noget. Er det på grund af min borderline jeg har haft det sådan? Jeg må afvente og se. I morgen skal vi til julefrokost hos xxxx & xxxx, jeg forventer at skulle løbe efter sønnen hele dagen pga. trappen, suk!

Det gik ok til julefrokost i dag. Der var nogle enkelte gange hvor vi måtte skynde os at tage sønnen væk fra trappen, ellers var han gået op eller ned af den. Den ene gang med gåvognen. Det ville ikke have set godt ud. Han kan jo komme vildt til skade – vi må se at få gjort noget ved den trappe, ellers så er vi nød til at sige at de ikke kan passe ham, fordi det simpelthen er for farligt. Har overvejet at give xxxx noget i fødselsdagsgave til at sætte for – hun har d. 2. januar.
Jeg har ikke haft det slemt i dag i fht de sidste uger. Jeg er bare forvirret over at dagen ikke har været så slem. Måske er det bare min borderline der brokker sig?
Vi får at se hvordan jeg har det i morgen, jeg vil gerne have det godt. I morgen er der dømt hygge hele dagen, ingen krav! Vi skal blot handle og rydde lidt op i køkkenet. Og datteren skal hentes. Vi har talt om at måske besøge xxxx og xxxx og se deres nye hus.

22. december 2006

Jeg synes jeg er så mærkelig. Det er slet ikke gået godt i dag. Jeg har skældt ungerne ud for det mindste og har extremt svært ved at styre det. Jeg håber ikke jeg har været for voldsom ved dem i dag. Jeg hader mig selv for det. HADE HADE HADE!!!. Hvad godt er der ved mig?
Jeg har gået og bidt mig i underlæben hele eftermiddagen og aftenen. manden er kørt ud til xxxx for at hente et stativ til kamera vi har fået lov at låne. Så vi kan filme børnene når de pakker gaver op.
Jeg er bange for mørke. Jeg føler at jeg forsvinder når der er helt mørkt og jeg kan slet ikke holde ud hvis jeg ikke har dynen på mig når jeg vågner i mørket om natten. Jeg føler ikke at der er 100 % forbindelse mellem sjæl og krop hvis det er mørkt. Jeg er bange for at forsvinde, gå i opløsning, hvis der ikke er noget der holder sammen på mig.
Hvem er jeg? Hvad vil jeg med mit liv? Jeg ved det ikke. Vil jeg finde ud af det med tiden? Hvordan finder man tålmodighed? Jeg kan ikke li min krop. Den er grim og dellet. Hvorfor elsker manden mig? Jeg forstår det ikke. Det føles ligegyldigt at gøre noget ud af mig selv. Det er lige meget om jeg tager pænt tøj på, jeg er stadig den samme grimme krop. Det er kun et hylster. Et tomt hylster. Jeg eksisterer mest i hovedet. Min krop er bare noget jeg bliver nød til at leve med at være i. Hvis jeg gør mig selv fri af kroppen dør jeg. For mandens og børnenes skyld vil jeg ikke dø. Jeg har lovet dem det og jeg holder det.
Når jeg er i centret eller Bilka er det svært. Der går så mange syge mennesker rundt. Jeg kan ikke læse deres tanker, men deres sindstilstand kan de ikke skjule for mig. Den lyder langt ud af deres øjne og fiser lige ind hos mig. Det er sådan at jeg kan gå hen og blive trist af en tur ude blandt mange mennesker af den her grund. Måske er det bare noget jeg bilder mig ind. Måske kan jeg slet ikke føle det? Ren indbildning.
Hvornår kommer manden? Jeg savner ham sådan. Jeg tror jeg vil krybe ned under min dyne, det er sådan en dejlig fornemmelse at være pakket ind, så kan man rigtig mærke hvor man går til. Hvor kroppen starter og slutter.
I morgen kommer min far, xxxx og farmor. På den ene side vil jeg da godt se dem, men på den anden side, hvem har lyst til at være i stue sammen med ham, der delvist er skyld i min borderline? Faktisk hader jeg ham virkelig. Jeg kan ikke bruge det til en skid at xxxx eller xxxx siger at han ikke var ligeglad dengang. Han har hele mit liv haft muligheden for at gøre noget ved det, men han reagerede med passivitet. Overfladen af ham var kold og ligeglad. Han forlod mig, da ham og mor gik fra hinanden. Han lod mig i stikken, fordi han var en kujon. Og ham skal jeg sidde og julehygge med i morgen. Fordi julen er hjerternes fest. HVOR VAR DIT HJERTE DENGANG FAR? VAR DET ALLEREDE DENGANG FROSSET FAST I DIT BRYST OG MURET INDE, HVOR DET STADIG HVILER UOPNÅELIGT SAMMEN MED ALLE DINE FØLELSER. JEG HADER DIG FAR!

Ja – jeg kan lige så godt sige det først som sidst: Jeg hader min mor og min far og forsvinder nemt i selvmedlidenhed. Jeg synes stadig det hele er så synd for mig.

Derfor kan jeg ikke komme videre. Derfor har jeg brug for hjælp.

Det er synd for mig det hele.

Min mor, en egocentreret strigle, der aldrig var bleg for at tryne mig verbalt.

Min far, en ligeglad kujon, der skjulte sig. Ingen følelser er tilgængelige, han er så skide forbandet tillukket.

Jeg hader dem begge to afsindig meget! Jeg hader dem over alt på jorden!

23 / 12 - 06

Ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive om i dag.
Vi holdt juleaften for datteren i dag. Hun skal være hos xxxx i morgen. Hun gennemskuede xxxx i at være julemand, ha! Ved du hvad hun sagde da hun havde klædt om til sit almindelige tøj igen? ”Det var slet ikke mig der var prinsessen, jeg var bare på toilettet lang tid”. Hun er så morsom ind i mellem.
Vi havde besøg af far, xxxx og farmor. Det var slet ikke så slemt i dag. Farmor sagde at vi kunne kigge forbi, hvis vi kom til byen. Mente hun det eller var det bare noget hun sagde for at være høflig? Jeg fik knus af far, både da han kom og da han gik. Mente han det? Kan han li’ mig i det hele taget? Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg kan ikke finde ud af noget for tiden.
Vi gav datteren en enhjørning, tror det var den bedste gave, den er med hende oppe og sove og har fået den store bamses plads ved hendes hoved.

20. december 2006

Afleverede ungerne, gik hjem og fejede gulv, satte først xxxx legetøj hen i hjørnet for at kunne komme til. Spillede Heroes 3 mens jeg ventede på xxxx. Så tv og ventede på manden. Vi hentede ungerne og tog i Bilka for at handle. Kørte derefter hjem for at spise. Ungerne legede bagefter før de blev puttet. Jeg har lavet et langt indlæg i Borderlineforummet. Jeg føler mig så alene med det. Det gør det jo ikke bedre at der ikke er udsigt til pension, fordi alle mener at situationen stadig kan nå at ændre sig meget. ”Herregud – du er da kun 26!” Fuck dem og alle deres fine argumenter. Jeg er fucking træt af at kæmpe for at have en nogenlunde hverdag. Jeg starter snart på mit 7. år på kontanthjælp. Hvad nu hvis det aldrig bliver anderledes? Den eneste grund til at det år bedre er sgu da at jeg ha opvaskemaskine og tørretumbler. Bortset fra det så er her da stadig lige beskidt. Det gik op for mig i går, at det faktisk ikke er mig der har fået lidt mere energi, det er bare pga. de to hjælpemidler. Men godt for det da. Men der er ingen der skal komme og tro at det går perfekt af den grund. Fuck, hvor er jeg træt af at være fanget i den her krop med tankerne. Jeg vil fri af det, aldrig mere have 1 sekunds bekymring. Gi mig dog den pension.

19. december 2006

Hvordan skal man beskrive en dag der har er som den er?
Jeg har en masse sommerfugle i maven som jeg har hver dag. En nervøsitet der stammer fra en fremtidig samtale med min sagsbehandler, jeg ved endnu ikk hvornår det bliver. Men jeg ved at hun vil sende mig i aktivering. Jeg føler mig som 1000 espeløv indeni. En flydende masse af tanker der trækker i hver deres retning på én gang uden begyndelse eller ende. Et miskmask af uforståeligt pladder, halve og hele sætninger, der kører i ring. En slags mumlen uden lyd i hovedet. Tanker jeg ikke har styr på fordi der simpelthen er for mange, men jeg bliver nød til at prøve.

Jeg kan mærke på mig selv at jeg er begyndt at lyve for folk. Når min mormor eller fars x-kone spørger hvordan det går, så smiler jeg med munden, men i øjnene kan jeg ikke skjule hvordan det går. Jeg siger "Det går stille og roligt, det er fint, ungerne har det godt." Der er ingen der gider høre på at man har det skidt og faktisk ikke er helt ok. Den bekymring vil jeg skåne dem for. De kan ikke hjælpe mig alligevel.

Det er som en skygge der kun ligger på mig og forpester mine dage. Andre er stressede, render rundt og arbejder, køber julegaver og ser familie. De har travlt, men jeg tror de hygger sig. Imens sniger livet sig forbi mig over mit hoved, lige akkurat så højt oppe, at jeg ikke kan nå bare med så meget som en eneste finger, uanset hvor meget jeg strækker mig. Jeg kan ikke følge med.

Jeg var nød til at i centeret idag for at købe gaver til tvillingerne. HVor er det uudholdeligt med alle de mennesker, sådan som jeg har det. Jeg er nærmest som en video-afspiller sat på slowmotion, mens alle andre er dvd-afspillere på fast forward. Underlig sammenligning egentlig, men hvordan kan man eller beskrive det.

Jeg er så pissetræt af at være trist og negativ. Jeg er så træt af at være mig. Jeg er træt af at være mere eller mindre deprimeret. Jeg er så træt af det.

Jeg VIL ikke have medicin. Jeg vil klare det her uden. Jeg kan godt komme igennem vinteren ved hjælp af samtaler. Men det bliver fandme så svært nu hvor det er ved at være jul. Så bliver jeg 10 år gammel og sidder og græder invendig over min mor der aldrig har været der for mig og som ikke vil mig. Hele sjælen er i oprør og spændt fast i en skruetvinge på den ømmeste sted, den strammes og strammes indtil der kun er et hul tilbage og jeg sidder tilbage alene med savnet - som altid. Men jeg holder masken og smiler pænt med munden til manden, ungerne, svigerforældre og hele verden. Men inderst inde har jeg ikke skyggen af glæde. Det er så sørgeligt når juleglæden ikke engang kan reddes af ens børn. Man burde glædes og se frem til julene med dem i fremtiden, men det hulkende forladte barn inden i mig sidder og ser bagud.
Ingen forstår hvorfor jeg ikke er lykkelig når bare jeg har mine sunde raske børn. Jeg forstår det ikke engang selv.


Vi er lige kommet hjem fra besøg hos fars eks-kone. Hvorfor forlod han dog hende? Vi byttede med dem, bare til ungerne altså. Vi er enige om at vi voksne ikke behøver have. Pyha, det er osse bare så svært at finde på noget til voksne mennesker som de ikke kan købe selv. Jeg foretrækker næsten at købe gaverne til mig selv selv. Så får man da hvad man vil have.

Midt i alt juleriet stopper jeg op og mærker efter. Hvordan har jeg det lige nu? Jeg er træt. Det var en hyggelig aften hos Marianne. Det lurer i baghovedet, hvordan bliver imorgen? Jeg ønsker mig bare en rimelig dag, hvor jeg når de gøremål, jeg har sat mig i hovedet. Men det er sjældent det lykkes at få gjort noget. Efterhånden har jeg vel fået en forventning om at det bare osse bliver en lortedag i morgen. Så bliver det det i hvert fald helt sikkert, når man tænker sådan. Men i den sidste tid har det altså bare været langt mellem de dage der var ok. Endnu længere mellem de gode dage. Jeg VIL have en god dag, eller i det mindste bare en der er ok. Engang havde jeg en samtale med en om skytsengle. Hende jeg snakkede med er sådan en der tror på det alternetive og lidt af hvert. Jeg følte at alt var mig imod som barn og mente ikke at jeg nogensinde havde haft en skytsengel. Så sagde hun til mig om jeg nogensinde havde prøvet at BEDE den om at komme og passe på mig? Det måtte jeg jo så indrømme at jeg ikke havde. Eller har. For jeg har stadig ikke prøvet. Jeg tror vist ikke på det. Sådan noget med engle og feer, det hører barndommens fantasi til. Men nok bare ikke min barndom. Det hele var så alvorligt. Jeg kunne godt smile, men inderst inde var der ikke skyggen af glæde at komme efter. Jeg har en mor der ikke er særlig gammel. Da jeg var 10 år gammel måtte jeg være hjemme og passe min lillebror og give ham flaske om natten, når hun skulle ud på sjov. Idag forstår jeg at det er et alt for stort ansvar at give en pige på 10 år.

I maven er der ro, ungerne sover, musikken strømmer ind i øret, det giver ro i sindet med musik. Dagens nervøse sommerfugle er fløjet og har indfundet sig i livets busk for natten. I morgen vender de troligt tilbage som så mange gange før for at hærge mig. Måske er det ikke sommerfugle, men små dæmoner med vinger?

Det piner mig at være tom det ene øjeblik og det næste fyldt op af følelser jeg ikke ved hvor kommer fra. Der er så meget kaos i mig, som jeg slet ikke har styr på. Jeg tænker så meget på hvordan det skal komme til at gå med det arbejdsmarkedet for mig. Som det er nu kan jeg ikke magte det. Men så vil de vel bare sætte mig på noget medicin. Men det er på en måde bare så nemt at give noget medicin. Det koster osse mange penge. Jeg har haft en del overvejelser på det sidste. Måske trænger jeg til en slags behandling på psykiatriområdet. I morgen kommer min kontaktperson, så tror jeg det er nødvendigt at snakke med hende om det. Det er dumt at blive ved med at gå og have det sådan her. Men måske er der ikke noget at gøre ved det? Måske skal mit liv bare være sådan her?

18. december 2006

Hvorfor er det en ressourse at være ung? Når man indeni føler sig som en på 50 - 80 år og nogle dage ikke kan slæbe sig rundt, hvorend man gerne ville. Andre dage er der ikke så meget i vejen, men hverdagen er altid tung alligevel. Humøret bunder nogen gange, men jeg vil ikke på medicin igen. De problemer jeg har er ikke mulige at behandle med medicin. Det er ligesom at drikke alkohol, problemerne er der stadig når man vågner næste morgen + man har gigantiske tømmermænd.
Nogle mennesker tror ikke på diagnoser og negligerer at man har en sådan. De mener at man bliver fastlåst af diagnosen. Det har de sq godt nok fået gat i halsen da. Det er da ikke diagnosen man er fastlåst i, det er da problemerne som er beskrevet i diagnosen. Hvis jeg ikke havde problemerne ville jeg heller ikke have diagnosen, men jeg ville da stadig have problemerne selvom jeg ikke havde fået diagnosen. Jeg ville stadig have de samme ting at slås med, nu har jeg bare et navn at kalde det.
Læger smider da heller ikke bare rundt med diagnoser for sjov, der er sq da en grund til at jeg har fået den.
Nås man føler at ens liv balancerer på en knivæg, så er det ikke sjovt at nogen skubber til en ved at lægge et uforskammet indlæg i en debat, de ved ikke hvor ondt det gør. Når de ikke forstår at 10 timers aktivering kan vælte en. Jeg er en ok mor når jeg har overskudet til at være noget for mine børn. Men jeg er bange for at miste den smule overskud der er. Bare fordi en åndsvag lovgivning ikke vil lade mig være i fred og jeg skal tvinges til at bruge af mit sparsomme overskud. Det forstår jeg ikke noget
af. Jeg ville hellere bruge det på at lade op til børnene kommer hjem fra institution. Det har intet at gøre med at være doven. Men jeg har simpelthen ikke det overskud der skal til. Hvorfor er det så svært at forstå at ikke alle mennesker har lige meget overskud? Hvorfor har folk så ondt i røven over at man ikke kan varetage et arbejde?
Jeg fatter ikke noget.
Min borderline diagnose skulle jeg nok bare have holdt for mig selv, men nu er det lige meget. Alle herinde ved det. At der så er nogen der åbenlyst IKKE har sat sig ind i hvad det vil sige at være borderline, det er så en anden side af sagen. Det burde de nok efter min mening gøre, men det er jo ikke mig der bestemmer.

"Emotionelt ustabil personlighedsforsturrelse, impulsiv type:

* Man er stridslysten og reagerer aggressivt, ikke mindst hvis man bliver forhindret i at følge sine impulser.

- og mindst to af følgende karaktertræk:

* Man har en tendens til at handle impulsivt og uoverlagt
* Man reagerer let stærkt følelsesmæssigt og eksplosivt, dvs. at man let går amok
* Manglende udholdenhed, dvs. at man har problemer med at gøre tingene færdige
* Ens humør er ustabilt og lunefuldt

Emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, borderline type:

* Man har en usikker og forstyrret identitetsfølelse, dvs. at man ikke rigtigt ved hvem man er, og man har ikke dannet sine egne meninger og holdninger
* Ens forhold til andre mennesker er intense og ustabile, dvs. at de er meget tætte, men sjældent holder ret længe
* Man gør sig store anstrengelser for at undgå at blive alene og forladt
* Man har en tendens til at gøre skade på sig selv
* Man har en kronisk følelse af indre tomhed

Det er mere sådan som ens personlighed er blevet af den opvækst man har haft, i hvertfald for mit eget vedkommende. Jeg havde en mor som faktisk var ligeglad med mig og lod mig bo hos min mormor. Min barndom var dagligt præget af indre konflikter og jeg troede til sidst at alting var min egen skyld. Jeg følte mig tilovers, forladt.

Det er hele personligheden der er forstyrret, det er ikke blot en psykisk barriere, der kan fjernes, det kræver hårdt arbejde at gøre noget ved det. Man laver ikke bare end grundfundament om, det som hele mennesket er bygget på. Min opfattelse af mig selv. Det er som at forsøge at rive rygraden ud på sig selv og prøve at reparere den. Det kræver så ufattelig meget energi. Energi som jeg ikke ejer og måske aldrig får. Det er ikke sikkert jeg nogensinde kommer til at kunne arbejde. Derfor mister man langsomt, men sikkert håbet på at det nogen sinde lykkes.
Depression kan man komme sig ovenpå, det tager ufattelig lang tid, jeg ved det af erfaring, jeg har selv været deprimeret i årevis uden at være klar over det. Dagene flød bare hen over hovedet på mig.
Med alt det her i tankerne og rigtig meget mere,

SÅ ER DER FANDME IKKE NOGEN DER SKAL KOMME OG SIGE AT JEG BARE SKAL TAGE MIG SAMMEN!!! DET ER SQ DA DET DER ER MIT FUCKING PROBLEM!!! JEG KAN IKKE TAGE MIG SAMMEN OG BARE LIGE PÅ ET SPLITSEKUND REPARERE MIN PERSONLIGHED!!! FAT DET DOG!!!

Dagens vredesudbrud.

Jeg må huske at klappe mig selv på ryggen og sige "Det var fandme i orden du lige var vred der, folk skal repektere dig og være klar over at ikke alle er ligesom dem.

17. december 2006

xxxx har haft den der nisse Rumle med hjem hos xxxx her i weekenden, i nat bager han pebernødder til børnene på stuen .
xxxx har sovet ved xxxx og xxxx fra i går til i dag. Lige nu ligger begge unger og sover, men man ved aldrig hvad nattens timer bringer, måske vågner xxxx som han gjorde natten til fredag. Det håber jeg virkelig ikke, jeg er en person som meget dårligt kan undvære min nattesøvn. Nu skal vi se resten af ”Det var på rundetårn” inden vi lukker og slukker for denne weekend. Så kommer der en ny uge. Gad vide hvordan den bliver? Jeg håber virkelig på det bedste. Jeg vil prøve at være positiv og se om jeg kan få det bedste ud af min situation.

13. december 2006

I dag har jeg ikke haft det så slemt. Jeg var meget pessimistisk da xxxx var her. Måske ville det være en god ide hvis jeg kunne bruge mine 10 timers aktivering på at lære om kost og motion. Evt. svømning kunne være godt. Det har jeg jo gået til selv før og var glad for det. Jeg skal ringe til min sagsbehandler efter jul. Det blev jeg enig med xxxx om i dag. Hvis hun ikke kan vente på at jeg ringer, så ringer hun vel til mig. Jeg er ikke så trist her til aften i dag. Jeg er nok mest af alt neutral. I dag. Hvem ved hvordan det er i morgen? Håber det bliver en god dag i morgen. Det ønsker jeg mig.

12.december 2006

Tomhed. Gnavende skrigende tomhed. Jeg er så inderlig træt af den følelse af tomhed. Af at være trist om aftnen. Dagen igennem er der kedeligt og tomt uden manden. Jeg er blevet meget opmærksom på mine følelser omkring det at han ikke er hjemme. Jeg ville helst have ham hos mig hele tiden, men jeg ved godt med min fornuft at han er nød til at arbejde. Han ville køre træt hvis han skulle være herhjemme hele tiden. Det ville ikke være godt for vores forhold. Han har brug for nye input, så han kan komme hjem og være glad.
Hvor er jeg dog tom og trist. Mine knogler giver genlyd, der er ikke rigtigt liv som der burde være.
Jeg trives ikke med at være som jeg er lige nu. Måske deprimeret? Eller også er det bare en dårlig periode. Uvisheden. Får jeg lov at være i fred?

10. december 2006

Jeg har ikke skrevet noget længe. Ved ikke helt hvorfor. Jeg startede på xxxx fordi jeg gerne ville ud af kontanthjælpen. Men nu er jeg ikke så sikker længere. Faktisk ønsker jeg mig bare at være i fred. De behøver måske ikke give mig førtidspension, bare de vil lade mig være. Jeg fandt et gammelt stykke papir fra Ringe kommune, en statusrapport. Min diagnose er ”Emotionelt ustabil personlighedsstuktur, borderline type”. Faktisk havde jeg glemt alt om den indtil den dag. Så da det ved et tilfælde dukkede op, gik jeg på nettet og fandt en masse om det, som jeg printede og det har jeg vist xxxx og xxxx. Min sagsbehandler skal også have det at vide.
Jeg er dødtræt af at være som jeg er. Jeg er personlighedsforstyrret, og det giver mig problemer. Jeg hader at være alene, når manden skal nogle steder hen uden mig. Jeg føler mig skidt tilpas med det og jeg hader mig selv for det.
Jeg hader at jeg er så ustabil at jeg skifter humør flere gange om dagen.
Jeg er ikke særlig glad for mig selv. Hvad godt er der ved mig?
Jeg hader at jeg altid er så negativ, irriteret, har lavt overskud, overblikket er dårligt.
Jeg hader mig selv.