19. december 2006

Hvordan skal man beskrive en dag der har er som den er?
Jeg har en masse sommerfugle i maven som jeg har hver dag. En nervøsitet der stammer fra en fremtidig samtale med min sagsbehandler, jeg ved endnu ikk hvornår det bliver. Men jeg ved at hun vil sende mig i aktivering. Jeg føler mig som 1000 espeløv indeni. En flydende masse af tanker der trækker i hver deres retning på én gang uden begyndelse eller ende. Et miskmask af uforståeligt pladder, halve og hele sætninger, der kører i ring. En slags mumlen uden lyd i hovedet. Tanker jeg ikke har styr på fordi der simpelthen er for mange, men jeg bliver nød til at prøve.

Jeg kan mærke på mig selv at jeg er begyndt at lyve for folk. Når min mormor eller fars x-kone spørger hvordan det går, så smiler jeg med munden, men i øjnene kan jeg ikke skjule hvordan det går. Jeg siger "Det går stille og roligt, det er fint, ungerne har det godt." Der er ingen der gider høre på at man har det skidt og faktisk ikke er helt ok. Den bekymring vil jeg skåne dem for. De kan ikke hjælpe mig alligevel.

Det er som en skygge der kun ligger på mig og forpester mine dage. Andre er stressede, render rundt og arbejder, køber julegaver og ser familie. De har travlt, men jeg tror de hygger sig. Imens sniger livet sig forbi mig over mit hoved, lige akkurat så højt oppe, at jeg ikke kan nå bare med så meget som en eneste finger, uanset hvor meget jeg strækker mig. Jeg kan ikke følge med.

Jeg var nød til at i centeret idag for at købe gaver til tvillingerne. HVor er det uudholdeligt med alle de mennesker, sådan som jeg har det. Jeg er nærmest som en video-afspiller sat på slowmotion, mens alle andre er dvd-afspillere på fast forward. Underlig sammenligning egentlig, men hvordan kan man eller beskrive det.

Jeg er så pissetræt af at være trist og negativ. Jeg er så træt af at være mig. Jeg er træt af at være mere eller mindre deprimeret. Jeg er så træt af det.

Jeg VIL ikke have medicin. Jeg vil klare det her uden. Jeg kan godt komme igennem vinteren ved hjælp af samtaler. Men det bliver fandme så svært nu hvor det er ved at være jul. Så bliver jeg 10 år gammel og sidder og græder invendig over min mor der aldrig har været der for mig og som ikke vil mig. Hele sjælen er i oprør og spændt fast i en skruetvinge på den ømmeste sted, den strammes og strammes indtil der kun er et hul tilbage og jeg sidder tilbage alene med savnet - som altid. Men jeg holder masken og smiler pænt med munden til manden, ungerne, svigerforældre og hele verden. Men inderst inde har jeg ikke skyggen af glæde. Det er så sørgeligt når juleglæden ikke engang kan reddes af ens børn. Man burde glædes og se frem til julene med dem i fremtiden, men det hulkende forladte barn inden i mig sidder og ser bagud.
Ingen forstår hvorfor jeg ikke er lykkelig når bare jeg har mine sunde raske børn. Jeg forstår det ikke engang selv.

Vi er lige kommet hjem fra besøg hos fars eks-kone. Hvorfor forlod han dog hende? Vi byttede med dem, bare til ungerne altså. Vi er enige om at vi voksne ikke behøver have. Pyha, det er osse bare så svært at finde på noget til voksne mennesker som de ikke kan købe selv. Jeg foretrækker næsten at købe gaverne til mig selv selv. Så får man da hvad man vil have.

Midt i alt juleriet stopper jeg op og mærker efter. Hvordan har jeg det lige nu? Jeg er træt. Det var en hyggelig aften hos Marianne. Det lurer i baghovedet, hvordan bliver imorgen? Jeg ønsker mig bare en rimelig dag, hvor jeg når de gøremål, jeg har sat mig i hovedet. Men det er sjældent det lykkes at få gjort noget. Efterhånden har jeg vel fået en forventning om at det bare osse bliver en lortedag i morgen. Så bliver det det i hvert fald helt sikkert, når man tænker sådan. Men i den sidste tid har det altså bare været langt mellem de dage der var ok. Endnu længere mellem de gode dage. Jeg VIL have en god dag, eller i det mindste bare en der er ok. Engang havde jeg en samtale med en om skytsengle. Hende jeg snakkede med er sådan en der tror på det alternetive og lidt af hvert. Jeg følte at alt var mig imod som barn og mente ikke at jeg nogensinde havde haft en skytsengel. Så sagde hun til mig om jeg nogensinde havde prøvet at BEDE den om at komme og passe på mig? Det måtte jeg jo så indrømme at jeg ikke havde. Eller har. For jeg har stadig ikke prøvet. Jeg tror vist ikke på det. Sådan noget med engle og feer, det hører barndommens fantasi til. Men nok bare ikke min barndom. Det hele var så alvorligt. Jeg kunne godt smile, men inderst inde var der ikke skyggen af glæde at komme efter. Jeg har en mor der ikke er særlig gammel. Da jeg var 10 år gammel måtte jeg være hjemme og passe min lillebror og give ham flaske om natten, når hun skulle ud på sjov. Idag forstår jeg at det er et alt for stort ansvar at give en pige på 10 år.

I maven er der ro, ungerne sover, musikken strømmer ind i øret, det giver ro i sindet med musik. Dagens nervøse sommerfugle er fløjet og har indfundet sig i livets busk for natten. I morgen vender de troligt tilbage som så mange gange før for at hærge mig. Måske er det ikke sommerfugle, men små dæmoner med vinger?

Det piner mig at være tom det ene øjeblik og det næste fyldt op af følelser jeg ikke ved hvor kommer fra. Der er så meget kaos i mig, som jeg slet ikke har styr på. Jeg tænker så meget på hvordan det skal komme til at gå med det arbejdsmarkedet for mig. Som det er nu kan jeg ikke magte det. Men så vil de vel bare sætte mig på noget medicin. Men det er på en måde bare så nemt at give noget medicin. Det koster osse mange penge. Jeg har haft en del overvejelser på det sidste. Måske trænger jeg til en slags behandling på psykiatriområdet. I morgen kommer min kontaktperson, så tror jeg det er nødvendigt at snakke med hende om det. Det er dumt at blive ved med at gå og have det sådan her. Men måske er der ikke noget at gøre ved det? Måske skal mit liv bare være sådan her?