Det er morgen kl. 6.30. Jeg er tom og trist. Børnene sover stadig. Vi sov sent for vi så film. Jeg synes ikke jeg har det særlig godt. Det er svært at forklare hvordan jeg har det. Jeg tror jeg bliver lidt snydt af at manden er her til at klare tingene, hvis jeg skulle klare alt selv ville det gå helt galt.
Jeg skal til opfølgningssamtale på kommunen d. 8. januar. Jeg er bange for ikke at kunne forklare hende at jeg ikke kan klare at komme i aktivering. Jeg har ikke lyst, mod eller energi til det.
Jeg har slet ikke lyst til at se mennesker for tiden, jeg vil helst putte mig væk under dynen. Jeg var lige ved at tro at jeg skulle til at have det bedre, fordi det gik ok i 2 dage, men nej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar