13. januar 2012

Nogen gange tænker jeg ret meget over hvorfor livet er sådan som det er.
Jeg tænker på hvorfor det er så svært at forklare andre hvorfor man er som man er,
eller hvorfor man føler som man gør, eller hvorfor der er nogle ting man bare ikke kan
lige nu. Jeg har Borderline- og depressiv Personlighedsstruktur, også kaldet dystymi.
Mit stemningsleje er altid forsænket i forhold til hvad der er normalt og i forhold til
hvordan andre mennesker har det. Jeg er sjældent, for ikke at sige aldrig, rigtig dybtfølt glad indeni.
Der er altid noget der gør at jeg ikke føler mig rigtig glad. Jeg er altid bekymret eller trist, eller
føler dårlig samvittighed over at jeg ikke gør de ting jeg burde i fht alle aspekter af mit liv.
Rengøring, oprydning, arbejde, mine børn, min mand. Jeg føler aldrig succes, heller ikke når det rent faktisk lykkes for mig at gøre noget godt. Det er hårdt altid at være trist og ked af det. Det er hårdt altid at have dårlig samvittighed. Det koster faktisk ret så meget energi. Det er hårdt at være mig!
Min døgnrytme er ikke-eksisterende. Jeg står næsten aldrig op om morgenen og er der for Magnus, jeg ville ikke kunne trække mig selv ud af sengen om så det gjaldt mit liv. Jeg er simpelhen for træt og udkørt.
Min hverdag er præget af manglende struktur, jeg magter ikke at lave det om. Jeg magter faktisk ikke ret meget, ud over at sidde i sofaen og kigge lidt på min computer eller strikketøj. Min computer er mit vindue til verden, derfor er den mig så dyrebar. Hvis ikke jeg havde den, så ville jeg nok bare sidde og glo ud af vinduet.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved noget af det og hvis jeg vidste det, så er jeg ikke sikker på at jeg ville magte at gøre det.

Jeg har tænkt mig at xxx skal læse den. Vi havde en lang snak igår, jeg tror han var ret træt i hovedet til sidst af al den snak.
Jeg prøvede og prøve at forklare ham hvordan det er at være mig og hvordan jeg har det. Hvad jeg går og slås med. Hvor svært det kan være
at leve op til selv bitte små krav som livet stiller én hele tiden. Hvor svært det er at stå op om morgenen. Hvor meget energi det koster at gøre noget.
I tirsdags tog jeg til byen for at være sammen med xxx, hun var hjemme fordi hun var syg, jeg var tilfældigvis oppe og skulle jo ikke noget. Jeg var der fra kl 10.15
om formiddagen og indtil jeg havde spist aftensmad hos dem. xxx spurgte mig om jeg havde lyst til det, fordi det ville xxx gerne. Så det sagde jeg ja tak til.
Vi er begyndt at have det rigtig godt sammen, xxx og jeg, efter hun har været her en hel del i juleferien. Jeg kan mærke at jeg har brug for at være sammen med
hende og gøre noget for hende og vise hende at jeg er der for hende. Og hun har brug for mig. Og jeg gør det fordi jeg har lyst til det. Jeg spurgte xxx om han havde noget
imod at jeg var hos dem så længe. Han kunne ikke rigtig forstå hvordan jeg kunne, når jeg stort set aldrig kan noget herhjemme. Og når ham og xxx gerne vil lave noget med
mig, så er jeg for træt. Jeg fik rigtig dårlig samvittighed overfor ham og xxx, da han sagde det til mig. Nu har jeg så én ting mere jeg kan banke mig selv i hovedet med. ØV.
Der er milevid forskel på hvordan det er at være sammen med de to børn. xxx kan jo det hele selv, vi sad bare i sofaen med hver vores computer hele dagen.
Og guderne skal vide hvor træt jeg var den dag, fordi jeg ikke havde sovet særlig meget om natten. Der var flere gange jeg overvejede om jeg bare skulle tage hjem igen, fordi jeg har ved at falde sammen af træthed. Men jeg blev der. Jeg er stadig ikke kommet psykisk ovenpå efter i tirsdags. Jeg sidder bare og hænger i sofaen hele dagen uden at få gjort noget som helst. Det har virkelig sin pris når jeg bruger energi på sådan en ting. Det koster flere dage efter. Det fortalte jeg også xxx, at det altså ikke var omkostningsfrit at bruge en dag på den måde. Jeg ved ikke om han forstod hvor udkørt jeg er efter i tirsdags, hvor psykisk afkræftet jeg er.
xxx og jeg kan godt hygge os. Det er slet ikke det. Jeg elsker vores fredag aftener, når xxx er til badminton, hvor vi bare hygger med slik og sidder i sofaen sammen og ser tv. Men så snart der er noget jeg vil bestemme at han skal, såsom i seng, børste tænder, tage tøjet af og ble på, så kommer konflikterne. Han kan finde på at nægte pure. Så må jeg med sved på panden tage tøjet af knægten og stikke tandbørsten ind i munden. Det er ret svært fordi han efterhånden er en stor stærk dreng. Det er eddermame noget af en prøvelse, når man har så ringe en tålmodighed som jeg. Ofte kommer jeg til at være rigtig voldsom, indimellem kommer jeg til at slå. Jeg ved ikke hvordan jeg skal få min dreng til at bare gøre det jeg ber ham om. Han vil ikke høre efter. Så er det meget nemmere at være sammen med xxx, hun hører altid efter og er bare en rigtig go\' pige som jeg virkelig kan mærke at jeg er pavestolt af.
Kære xxx, kan du lære mig at få xxx til at høre efter? Jeg er helt blank og handler tit i afmagt fordi jeg vitterligt ikke ved hvordan jeg skal takle situationer fornuftigt. Jeg vil gerne holde op med at være sådan en sur mor. Men jeg er ikke sikker på at jeg magter det.