Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive. Jeg føler mig tom og forladt. Jeg har svært ved både at være sammen med børnene og også svært ved at de ikke er der. Det gør mig ked af det at jeg ikke magter dem. Men det tager virkelig pusten fra mig.
Fastelavn i går. Alt for mange mennesker. Ri blev ked af det, genert. Turde ikke rigtig slå til tønden. Ma blev kattekonge med Sø’s hjælp… Jeg gik efter Ma fik sin præmie. Jeg kunne ikke være i det lille rum med alle de mennesker. Det var ganske enkelt alt for larmende og socialt. Lidt efter kom de andre hjem igen.
Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad jeg skal tage mig til nu. Det bliver vist knækbrød med ost og så ned til pc’en.
Vi besøgte Br, Be & Ed i lørdags. Det var hyggeligt. Br så min far i fredags og sagde til mig at hvis hendes far var sådan så ville hun blive skuffet. Det er jo sådan jeg har det, jeg er skuffet.
Han har spurgt om han kunne have Ri hele ugen og vi sagde ja. Ma er hos Er & To. Det har jeg det blandet med. På den ene side er det godt for ham, på den anden side, så savner jeg ham. Han er en sød, men krævende dreng. Men jeg ville ikke kunne magte at stå op med ham alene og jeg tør heller ikke rigtig være alene med ham af frygt for at det skulle gå helt galt. Men det er heller ikke nemt at undvære ham. Jeg venter med længsel på at medicinen skal virke. Hvis den kommer til det, det håber jeg selvfølgelig på. Men hvorfor skulle den ikke hjælpe? Hvorfor skulle jeg være uheldig?
Jeg er træt og slidt af min situation. Jeg vil have det godt igen og et bedre forhold til børnene igen. Jeg vil have et godt liv, det hele er bare så svært lige nu.
Inderst føler jeg for det meste bare tomhed, som om jeg savner et eller andet. Når jeg går i seng om aftenen, har jeg tit sådan en følelse af ”Øv, var det det?” Det er svært at forklare. En uro, indre rastløshed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar