Jeg skriver fordi jeg er ved at brænde samme oven i hovedet lige nu. Jeg er træt og har haft en lang dag og skal bare af med nogle tanker, ellers tager jeg det med mig i seng og kan ikke sove for det.
Vi sov dårlig for 2 nætter siden og sidste nat fordi sønnen vågnede og klagede over ondt i øret. Vi blev holdt vågen noget tid, hvor manden ringede til lægevagten og fik at vide at når man ikke har feber, så kan man ikke få penicillin. Så er det eneste man kan gøre at give en smertestillende pille. Jeg er holdt op med at tale med vagtlægerne, af en eller anden grund bliver jeg altid opfattet som hysterisk, så nu er det bare manden der klarer det. Da manden var færdig med at snakke med vagtlægen og kom tilbage til soveværelset, da var sønnen faldet i søvn i min arm. Da vi vågnede næste morgen og skulle til julefrokost, havde han ikke ond i øret mere. Så skete det igen i nat. Denne gang fik vi ham - efter meget og trættende overbeviselses snak - til at tage en smertestillende pille og han faldt i søvn. Nu sidder jeg og skriver og tænker på om han mon vågner igen med ondt i øret. Og hvad det mon skyldes og hvorfor der egentlig ikke er noget i vejen om dagen. Og om det mon bunder i noget helt andet end ondt i øret.
Den der udfordring med xxxx og xxxx spøger stadig. Jeg orker næsten ikke at forklare en hel masse omkring det, den blir bare ved med at dukke op, egentlig har jeg glemt den, og arkiveret den, men så begyndte svigerfar at snakke om den igen idag, så starter møllen forfra. Jeg synes stadig jeg har vundet, men jeg kan ikke nyde det særlig meget fordi det ikke er anerkendt af hverken xxxx og xxxx. Kan det lort ikke bare gå i glemmebogen og forsvinde, helt ærligt. Jeg er så røvtræt af det.
Jeg har hørt at Mira Wanting er død her fornylig af livmoderhalskræft. Det er dog fordærdelig hvor mange der rammes at den modbydelig sygdom og den vinder over mange mennesker. Mira Wanting, Geo, xxxx (datterens farmors mand), xxxx (Forhenværende kontaktperson på xxxx) En af svigermors kolleger, man hører jævnlig om folk som rammes og kæmper forgæves kamp mod den sygdom. Både kendte og ikke kendte. Jeg gør mig tanker om kræft. Det er alle der kan blive ramt, gamle som unge, Mira Wanting blev kun 34 år og efterlader sig to døtre, hvoraf den ene blot er 2½ år. Hvor er det tragisk og giver bare slet ingen mening. Hun kommer aldrig til at se hendes piger vokse op, og de kommer til at leve med et evigt savn. Det sætter virkelig ens eget liv i perspektiv. Jeg gør mig specielt mange tanker i denne forbindelse fordi hun døde af livmoderhalskræft. Det bliver de fleste kvinder screenet for hver 3. år, men ikke mig Jeg har dårlig samvittighed overfor mig selv børnene og manden. Tænk, om jeg skulle blive ramt af netop livmoderhalskræft eller en hvilken som helst anden type kræft for den sags skyld, og jeg så ikke havde gjort alt hvad der stod i min magt for at forhindre det og tage det i opløbet, så tror jeg ikke jeg ville overleve det. Tænk hvis man vidste at man ikke havde gjort alt hvad man kunne for at forhindre det i at ske. Så ville det på en måde være ens egen skyld hvis man ikke overlevede det. Disse tanker om kræft gør mig bare så ked af det. Jeg ser sikkert lysere på tingene i morgen, lige nu er jeg bare overvældet af tristhed og en anelse dødsangst, eller ubehagelige tanker om døden. Man ved jo slet ikke hvad der venter, eller om der overhovedet venter noget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar