Så sidder jeg her igen, i en sen nattetime. Jeg kan ikke få mig selv til at gå i seng. Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver siddende i stedet for at forsøge at sove. Det er som en ond cirkel der bider sig selv i halen hele tiden. Jeg bliver oppe til kl 2-3-4 stykker, går i seng og sover efterhånden til ud på eftermiddagen. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke går i seng. Det starter lidt med at jeg bliver oppe til kl 0.30, så bliver kl 1, så 1.30 osv. Så går jeg i seng og ser måske lidt tv. Det er dumt, jeg ved det godt. Det er sådan I de perioder hvor jeg har det skidt. Jeg er træt af at have det skidt. Jeg er osse ret træt af at gå i seng, bare for at ligge og kigge ud i mørket uden at sove i flere timer. Som regel ender det med at jeg ligger og spiller et eller andet på min telefon, for ikke at ligge og glo. Jeg kan ikke li at ligge og kigge for at falde i søvn, så er det jeg spekulerer for meget på alt det der sker omkring mig. Det har været en ret hård sommer hvad det angår. Det er hver gang jeg ikke foretager mig noget specielt, så kommer tankerne. Det er måske nok derfor jeg ikke har lyst til at gå i seng før jeg er så træt at jeg er ved at skvatte sammen.
Efterhånden som kl bliver sent, så bliver jeg så osse mere trist. Jeg synes sjældent at jeg er i særlig godt humør, det er altid dårligt eller højest middel. Jeg ved godt jeg har min lille familie, men det er ikke nok. Jeg holder utrolig meget af dem, men det er simpelthen ikke nok alene til at holde mit humør, jeg bliver nød til at finde noget i mit liv, som gør mig glad. Jeg laver aldrig andet end at spille computer, det er nok blevet en slags flugt fra virkeligheden. Jeg spiller wow mange timer, specielt om aftenen og natten, som regel så hygger jeg med det. Nogen gange er selv det ikke nok og jeg spekulerer alligevel. Det er som om jeg ikke kan få givet slip på alle de tanker omkring alt lortet med xxxx og xxxx. Jeg ved godt at de ikke burde få lov til at påvirke mig på den måde, men jeg kan ikke gøre for det, jeg magter simpelthen ikke at - jeg ved slet ikke engang hvad jeg skal skrive her. Jeg er bare træt af altid at tænke på et eller andet dårligt. Det er osse hver gang xxxx, xxxx eller xxxx bliver nævnt, så er det stensikkert at tankerne kommer tilbage. Jeg sidder lige nu og synes at livet ikke giver særlig meget mening. Jeg forstår stadig ingenting. Jeg vender hele tiden tilbage til hvad jeg dog har gjort siden man gør det her mod mig. Jeg kan vitterligt ikke huske hvornår jeg har oplevet noget lignende. Og det siger jeg som menneske, ikke borderliner. At jeg har borderline oveni forstærker bare det hele. Jeg er ked af at jeg ikke styrer min personlighed, at den styrer mig og gør mig til en der har det så dårligt. Jeg kan ikke se bort fra det, jeg kan aldrig abstrahere fra det. Der er ingen forløsning i at skrive eller skrige ud i luften, for de hører eller læser det ikke. Og det jeg har skrevet til dem, reagerer de ikke på. Jeg er så fortvivlet og aner virkelig ikke mine levende råd. Hvorfor? Hvorfor? Kan jeg bare blive ved med at tænke. Hvorfor skal jeg igennem det her? Hvorfor vågner de ikke op og ser tingene som de virkelig er? Jeg fatter det simpelthen ikke. Jeg føler mig mere død end levende, jeg har lyst til at gemme mig væk for dem, isolere mig totalt, så kan de ikke gøre mig fortræd igen. Det bliver ved, de bliver ved med at gøre mig ondt, uanset hvad jeg gør, uanset hvordan jeg handler, så blir det ikke anderledes og det æder mig simpelthen fuldstændig op. Uanset hvor meget jeg skriver så vil det ikke gå væk. Jeg kan ikke få det ud af mit hovede og komme videre, ikke denne gang. Som regel når jeg har problemer at spekulere på, så kommer der en løsning. Jeg er så pisse ked af at blive misforstået på den her måde. De mener at jeg er dårlig til at passe mit ansvar og gøre det jeg skal og den måde jeg reagerer på med at trække mig tilbage, bekræfter dem bare i det. Der er bare en lille detalje i det; jeg reagerer som jeg gør pga af deres handlinger, jeg får det dårligt pga dem, jeg kan ikke passe mit ansvar, fordi de har såret mig så dybt at jeg har fået nogle store flænger i min sjæl, som ikke sådan lige lader sig reparere. Jeg stolede på dem, det gjorde jeg virkelig. Jeg tror ikke jeg har oplevet noget lignende, der gør så ondt, som siden jeg var bare og var udsat for svigt fra min mor og far. Det her er med til at sørge for at jeg endnu mindre føler at jeg passer ind noogen steder. Det er sådan jeg har det, jeg føler ikke at jeg passer ind nogen steder. Jeg var så glad for at jeg virkelig var begyndt at føle mig tryk ved familien og nu er det hele ødelagt. Lige i skrivende stund har jeg det ret skidt, jeg har siddet og tænkt lidt på at der ikke er særlig meget ved livet. Jeg ønsker ikke at de tanker bliver stærkede, at de tager over og jeg tænker det længere ud, nogen må gøre noget. De SKAL forstå, de skal se hvad de gør, de skal forstå hvor meget det her skader mig. Og at det i sidste ende går ud over sønnen. Det vil i sidste ende være ham der bliver sorteper i det her spil.
Jeg kan ikke lægge låg på længere, men det er som at slå i en dyne, det er som at smide en sten i et bundløst hul og håbe på at dække hullet. Det er meget ubehageligt (i mangle af et bedre og mere kraftfuldt ord) at blive ignoreret. Det er frustrerende og jeg føler bare afmagt.
Jeg skriver og skriver og skriver og lige meget hjælper det. Det er der stadig, det er uforløst for de ved slet ikke hvordan jeg har det. Eller hvis de ved hvordan jeg har det, så føles det i hvert fald for mig som om de er ligeglade. Det er som at skrige højt, hjerteskærende og længe ud i et lydtæt rum, der er ingen der hører mig. Jeg har været vågen alt for længe nu, og jeg går snart over i en tilstand af at være endnu mere trist og ked af det. Jeg fryser og har gjort det længe. Hvis jeg går i seng, så skal mine ben først have varmen og det tager nok en halv til en hel time, og så kan jeg så ligge der og tænke så længe.
Jeg sidder hele tiden og har lyst til at skrive til dem, men de ingorerer det jo blot og så nytter det ingenting.
Jeg kunne fortsætte med at skrive, men til hvad nytte?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar