søndag den 6. januar 2013

5. januar 2013

Jeg ved godt at det nok virker temmelig rodet, håber at man kan finde rundt i det alligevel.
Kaos - My life in a nutshell....
Hele november var faktisk ok, og december indtil d. 10. da ramlede det igen, pga en angstprovokerende oplevelse, som ville have været piece of cake hvis det ikke lige var fordi det virkelig fik aktiveret min socialangst. Jeg troede faktisk at jeg ikke havde det at slås med længere, men det ligger åbenbart inde i mig og ulmer. Men hvordan skulle jeg egentlig osse være klar over at det var der stadigvæk, når jeg bare går hjemme i trygge omgivelser hele tiden og kun bevæger mig ud når jeg "tør"? Sådan har jeg jo levet de sidste 4 år. Jeg tror der er mange ting der ligger passive og ulmer inde i mig, og det bliver aktiveret hvis jeg føler mig presset. Det minder mig om at jeg stadig har brug for at være på førtidspension og at der er en grund til at jeg fik den tilkendt. Det er ikke for sjovt fordi jeg bare er doven, jeg har reelt massive psykiske issues at slås med, det hjælper og holder det i ave at være i trygge omgivelser. Jeg kan godt gå rundt og føle at jeg er stort set normal, og jeg kan gå ud i byen og gå i butikker, men der er heller ingen krav der presser mig, ingen af de mennesker der er derud i byen skal jeg forholde mig til. For 10 år siden følte jeg at jeg skulle forholde mig til dem, så meget filter har jeg dog fået bygget op, så jeg går ikke længere og føler at jeg kan mærke hvordan andre mennesker har det, går ikke længere og er i tvivl om hvor jeg selv stopper og hvor andre mennesker begynder. Men hvis jeg blev sat under pres, så er jeg ikke i tvivl om at det ville komme tilbage. Så jeg er altså i virkeligheden meget skrøbelig selvom det måske ikke umiddelbart virker sådan. Faktisk snyder det også mig selv. Meget ofte føler jeg at der da ikke er nogen grund til at jeg skal gå rundt her hjemme og fise den af, men det er der altså, og det har jeg papirer på. Hvis ikke det passede så havde de sq ikke tilkendt mig førtidspension i en alder af 28 år. Slet ikke i det samfund vi har idag. Der er så mange mennesker derude som ikke forstår sådan en som mig. De kan slet ikke sætte sig ind i hvordan det er at have en personlighedsforstyrrelse. Det kaos man må leve med hver eneste dag - også på de gode dage. Tankerne står ikke stille i hovedet på mig, det er mit lod i livet åbenbart, at spekulere hele tiden. Selv om natten kører det, jeg har mange mareridt i perioder, om at blive forfulgt, at jeg skal dræbe en eller også dræber vedkommende mig. Jeg har engang drømt at jeg kørte min mor ned med en bus jeg havde stjålet, jeg vågnede op ved lyden af mit eget hysteriske grin. Det var sjovt og ret uhyggeligt på samme tid. Jeg blev faktisk lidt bange for mig selv. Jeg har også haft mareridt om at jeg ledte efter nogen, jeg tror i min underbevidsthed at jeg har ledt efter hvem jeg selv var, i flere at drømmene ledte jeg efter en pige og hver gang jeg var lige ved at finde hende, så forsvandt hun. Hun var altid meget forsømt og havde brug for hjælp. Jeg tror det var mig selv.
Det er meget angstprovokerende for mig at møde nye mennesker og at skulle lære dem at kende, at skulle forholde mig til dem. Det er en barriere som er meget svær at komme over for mig. Det kommer sig af at jeg tidligt i mit liv erfarede at mennesker grundliggende ikke er til at stole på, at de i bund og grund ikke vil mig, og at jeg ikke er noget særligt eller vigtig. Jeg ved godt med min fornuft nu at det ikke passer, men det laver ikke mine følelser om. Det kan ikke ændre på at det sidder så dybt i min rygrad at det er noget som jeg altid vil slås med. Jeg har meget få mennesker i mit liv som jeg stoler fuldstændig på. Min mand, mine børn og mine svigerforældre. Og så min kontaktperson. That's it, There is no more.
Når man ikke kommer på en arbejdsplads får man ingen kolleger eller veninder af den vej. Det er jo ikke sådan at man går hen til en anden kvinde i Bilka og siger "Du ser sød ud, har du lyst til at drikke en kop kaffe sammen?". Og hvor skal de så komme fra, de falder ikke ned fra himlen. Det er svært synes jeg, og jeg er ensom. Virkelig ubærligt ensom. Jeg har ingen veninder at ringe til i min telefon. Der er masser af numre til alle mulige andre, skolen, kommunen, kontaktperson, osv. Men veninderne mangler. Selv om man har en god mand og dejlige børn, så mangler der altså nogle veninder. Og det skal være en som kan holde en person ud som melder fra aftaler ind i mellem fordi hun har det dårligt psykisk. Og som kan holde ud at køre med på en følelsesmæssig rutchebanetur ind i mellem. En der holder ved selv om man råber at man aldrig vil se vedkommende mere, for en borderliners vrede er flygtig og man mener det slet ikke på den måde, det er bare fordi man brænder sammen oveni og ikke kan finde ud af at håndtere følelserne på en fornuftig måde og er sindssyg i gerningsøjeblikket. En der forstår hvad det vil sige og indebærer at have en borderline personlighed.

Jeg tror måske jeg har en ide om hvorfor jeg bliver oppe så længe om natten og hvorfor jeg ligger og spille længe på min telefon efter jeg egentlig er gået i seng og burde lægge mig til at sove. Jeg tror det er for at køre mig selv så træt som muligt, for hvis ikke heg er så træt at jeg næsten ikke kan hænge sammen og tænke, så kører tankerne på højtryk om alle mulige ting, både vigtigt og mere ligegyldige ting. Der er aldrig ro, jeg tænker altid på et eller andet, og det er pissetræls at ens hoved aldrig gider være med til at slappe af. Så jeg er vågen til jeg er ved at blive helt skeløjet og ikke føler at jeg kan holde mig vågen længere. Hvem fanden gider ligge i 2 timer og glo ud i nattens mørke med 1000 tanker i hovedet der ikke gider forsvinde? Hvem fanden kan så sove? Ikke mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar