Jeg er nød til at skrive det her ned, ellers tror jeg mit hoved eksploderer af tanker. Igår havde jeg det ok med situationen, nu har jeg sovet på det og har det bare rigtig skidt. Jeg er nød til at prøve at få det skrevet ned så godt som jeg kan, huske så godt som jeg kan hvad der skete. Det er ikke sikkert jeg får det hele med. Det er ikke sikkert at det jeg skriver er det samme som resten af familien oplevede. Det er sådan som jeg husker og oplevede det. Som borderlineren opfattede tingene.
Det startede i tirsdags da xxxx ringede til mig. Hun sagde at mandens forældre havde brug for at se os alle sammen, for de havde brug for at få sagt fra fordi de synes vi alle trækker for meget på dem. Jeg reagerede med at blive vred og gjorde xxxx ked af det. Jeg sagde nej til at komme fordi jeg ikke kan overskue det lige pt. xxxx ringer til manden for at sige om han ikke kan snakke med mig om vi ikke godt kan gøre det og få det overstået. Jeg føler mig presset og siger ok. Resten af aftenen går med at spekulere og fundere og jeg får det meget skidt over det hele, jeg har ikke lyst til at komme om og høre på at jeg er en klods om benet på svigerforældrene, så jeg overvejer frem og tilbage om jeg har lyst til at tage afsted. Jeg trækker mig ind i computerverdenen med høj musik i ørerne for at slippe for at tænke mere resten af aftenen.
Onsdag vågner jeg og har det skidt med det hele, men har besluttet mig for at tage med og høre hvad de har at sige. Jeg snakker med xxxx om det og ser lidt lysere på tingene. Jeg skriver til xxxx og giver hende en undskyldning og alt er fint. Det har jeg det godt med. Det ændres nu lidt til at vi skal have et møde fordi alle i familien har det svært og vi skal snakke om hvad vi kan gøre for at hjælpe hinanden. Ok, fint nok, det lyder fornuftigt nok, tænker jeg. Lad os bare tage en snak om hvad vi hver især har af ting at bøvle med. Så længe det ikke handler om at jeg er en klods om benet på nogen er det fint nok. Så længe det ikke er møntet på mig er det fint. Jeg sætter mig og skriver en tekst som jeg vil tage med:
Kære familie
Alting bygger på respekt.
Vi ved at I mener det godt når I vil passe sønnen og vi sætter stor pris på det.
Hvorvidt der skal findes en ny aflastningsfamilie til sønnen efter sommerferien,
det er noget som manden og jeg alene tager stilling til sammen. I må selvfølgelig have
alle de meninger I har lyst til og komme med alle de gode råd I vil, men de endelige
beslutninger tages kun af manden, mig og xxxx.
Vi ønsker ikke at drøfte sønnens aflastning med jer, da vi synes det er meget privat
og man kommer hurtigt for tæt ind i nogle diskussioner man ikke har lyst til.
Vi takker meget gerne ja til tilbud om pasning af sønnen.
Dette beder vi jer respektere.
Jeg bryder mig ikke om at jeg bare får at vide at nu er der strikkeklub
hos xxxx (i fredags), uden at blive spurgt om jeg har tid/lyst/overskud til at være med.
Derudover synes jeg ikke det er sjovt at jeg så sidder og venter på at blive hentet,
men jeg bliver ikke hentet og finder kun ud af at vi ikke skal afsted før om aftenen fordi jeg
ringer for at spørge hvornår jeg bliver hentet.
Kommunikation er kodeordet her, kære familie.
Vil I ikke godt forsøge at blive bedre til at informere om tider og andet vigtigt?
Det er meget frustrerende kun at kende til en halv altale.
Eller få vigtige ting at vide i sidste øjeblik.
Jeg bliver hentet af xxxx. Vi samles, giver knusere og får omsider sat os i sofaen alle sammen. På nær svigerfar som pusler med stegen til aftensmaden og i øvrigt ikke er særlig meget med i mødet overhovedet, viser det sig senere.
xxxx starter mødet og meget hurtigt drejer det over i at handle meget fokuseret på mandens og min situation omkring sønnen. xxxx har en hel liste med stikord på sin Iphone som tilsyneladende handler enormt meget om os og jeg bliver nærmest bombarderet med spørgsmål. Jeg føler hvordan de bare regner ned over mig og jeg kan mærke at jeg bare slet ikke har lyst til at svare på nogen af dem. Men jeg bliver siddende i sofaen og afværger så godt jeg kan den værste katastrofe. Hun spør om ting som »Hvad vil I gøre for at sønnen ikke skal stikke af?« »Hvad gør du (henvendt til mig) for at få det bedre?« Jeg kan ikke huske alt, men det er det som jeg blev mest ked af at blive spurgt om. Jeg tror xxxx som mange tager fejl af borderline som en psykisk sygdom der kan helbredes med den rette behandling af medicin og terapi. Men det er netop hvad det ikke er. Det er som titlen beskriver en personlighedforstyrrelse og ikke noget jeg egentlig kan helbredes for, da det jo netop er min personlighed, så skulle jeg ændres til at være et helt andet menneske hvis jeg skulle »helbredes«. Da jeg gik til psykiater sagde hun at jeg ikke kunne helbredes og at min tilstand ville være varig. Det står i mine papirer.
Vi får af xxxx at vide svigerforældrenen ikke kan holde til at manden kommer meget på besøg med sønnen, for når han kommer, så sætter manden sig til at se tv eller lægger sig og sover på sofaen og så er det svigermor der står med sønnen alene, det mener hun ikke at hun kan længere, sønnen er for besværlig (sådan tolker jeg det, det blev ikke sagt direkte) Vi er ikke enige om hvor tit det sker, men vi mener ikke at det er så ofte som svigermor mener. Det korte af det lange i den diskussion er, at manden ikke længere må gøre det. Han må ikke komme og bare lade sin mor tage sig af sønnen. Svigermors overskud er helt i bund pt. Hun er stadig stødt over det møde vi tre havde tidligere på året omkring morgener, finder jeg ud af, hun blev skuffet over at jeg kom med listen med det halve års morgener hvor xxxx ikke kommer her. Hun vil ikke planlægge så meget pga det fordi hun skal stå med det alene.
Hvis svigerfar siger ja til at passe sønnen, så tager han ham med hjem, sætter sig i sofaen og sover fordi han er træt og ikke kan overskue det. Så er det igen svigermor der står med sønnen. De andre siger så at skal der laves aftaler om at passe sønnen, så skal det går gennem svigermor, fordi det er hende der skal passe ham under alle omstændigheder. Det duer ikke at lave aftaler med svigerfar længere, fordi han ikke kan overskue det. Det er helt fint med mig, jeg kan sagtens forstå at det skal være sådan når det forholder sig på den måde.
Manden siger næsten ingenting under hele mødet. xxxx, xxxx og xxxx vil have at manden skal ringe til dem når han har det svært og sige det, så de kan hjælpe. Men det er jo ikke bare noget man kan få manden til, det ved man hvis man kender ham godt. Han skal bare lige ringe til dem og sige noget i stil med »Kan jeg komme forbi i eftermiddag, jeg har brug for at komme ud eller vil I med i zoo?"
xxxx er inde på at sønnen skal have adgang til at ringe til dem hvis han har brug for det.
xxxx snakker om at man måske kan få nogen til at komme og give sønnen endnu mere struktur, sætte alting op i skema og lære ham hvornår han skal hvad så han bliver nemmere at styre for os. Jeg tænker at det dels vil være meget dyrt at her skal være nogen hele tiden og dels vil det da være enormt invaderende for os som familie aldrig at kunne være i fred. Jeg siger at der er de foranstaltninger på sønnen som er nødvendige for at han kan fungere og bo hos os, som xxxx finder tilstrækkelige. De spør en del til xxxx, vil gerne vide hvad det er xxxx gør. Jeg føler på sin vis ikke at jeg har lyst til at gå dybt ind i alt hvad xxxx hjælper os med. Jeg ønsker privatliv, jeg vil ikke have blotlagt alting til skue. Det får mig til at føle mig sårbar, nøgen. Jeg føler ikke at de mener jeg er i min ret til at være privat om de ting, fordi de mener de skal hjælpe os med en hel masse. Jeg afviser at tale om aflastning, da det er vores beslutning alene. Det vil jeg simpelthen ikke have at de blander sig i. Jeg siger til dem at det ikke er deres bord at tage sig af det og at jeg ikke kan svare på hvad der kommer til at ske efter sommerferien. De mener at der skal findes en ny aflastningfamilie, så vores egen familie ikke bliver belastet. Når nu de går ind og »tilbyder« hjælp så tror jeg de føler at de har ret til at kræve et svar på om der kommer en ny aflastningfamilie. Men i bund og grund er det altså ikke noget jeg har bedt dem om, de har selv tilbudt at passe sønnen og jeg synes ikke de kan tillade sig at stille krav på det grundlag, så er jeg hellere foruden hjælpen. Så vil jeg hellere bede xxxx om hjælp, end hjælp på betingelse af at de får lov til at trumfe deres mening igennem. Det vil jeg simpelthen ikke være med til.
Jeg føler mig meget alene. Psykisk tortureret og forulempet. Min familie har gjort det værst tænkelig ved mig. Jeg kan godt se at det de gør er fordi de mener at det kan hjælpe os. Men de snød mig. Fortalte mig at jeg skulle til møde med fokus på Sørens forældre. I stedet ender jeg og min lille familie som midtpunkt for det hele. Får mig på den ene side til at føle mig som en belastning. På en måde vil de give os hjælp, men det er egentlig ikke en hjælp jeg føler at jeg har lov til at sige nej tak til. Fordi jeg har en søn som belaster dem enormt meget ved sin tilstedeværelse. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal beskrive hvordan jeg har det med det. Jeg tænker en masse ting i hovedet, der er osse en masse tanker jeg ikke får sat ord på, der foregår så meget tankevirksomhed i mit hovede lige nu at det er svært at holde det ud. Tanker der kører i ring, situationer og spørgmål der blev stillet som kører igen og igen inde i mit hovede. Jeg har med garanti ikke fået skrevet alt ned. Det er svært at vide om familien har opfattet det her på samme måde som mig. Jeg ved bare at jeg har det skidt og det jeg har skrevet var noget af det som foregik igår.
Jeg ved hvordan jeg selv er som menneske, hvis ikke manden var her, så boede sønnen nok ikke hos mig. Måske ville det være sådan. manden har svært ved at indrømme at han ikke har et stort overskud. Hvis vores familie føler sig belastet af at han kommer med sin søn, så skal vi måske bede om at xxxx finder en ny aflastningfamilie. Jeg ved det ikke rigtig. Manden synes ikke at sønnen skal lære en ny familie at kende. Men hvis vi ikke selv kan klare det her som det er nu, så er det måske det vi er nød til at gøre. Jeg vidste ikke at han bare tog sønnen med derom og lagde sig til at sove eller se tv. Jeg troede at de hyggede sig.
Jeg føler at der er masser af tanker og følelser jeg ikke har skrevet ud endnu. Jeg føler mig meget psykisk træt idag. Det var hårdt at tage imod den regn af spørgsmål uden en paraply.
Formålet med et møde med xxxx og familien, de vil gerne vide mere om xxxx, jeg ved slet ikke om det er ok, at de kommer og spør en hel masse. Måske er det, måske ikke. De vil gerne vide hvordan de kan hjælpe os, jeg ved ikke om jeg har lyst til at have familien så tæt på, jeg ved ikke om det er hensigtsmæssigt. Jeg ved ikke om de kan gå hen og få nogle roller i fht os, der gør at familieforholdet bliver uligevægtigt. Det er lidt sigesom at man heller ikke kan bruge sin partner til at læsse en hel masse ting af, fordi personen er for tæt på. Jeg har ikke lyst til at have dem så tæt på, jeg vil hellere at det er fagpersoner, der er neutrale, eller i det mindste ikke fortæller hvis de synes noget skidt om mig, som kan være 100% professionelle omkring den opgave de skal udføre. Min eget personlige formål med mødet er at få hjælp til at sige fra overfor familien.
Jeg er godt klar over med min fornuft at de gør det fordi de bare gerne vil hjælpe, men jeg føler mig i den grad tråd på.
Jeg kan mærke på mig selv at jeg sidder og bliver meget vred på min familie lige nu. Jeg tror ikke de har overvejet konsekvenserne af det der skete igår. Hvis jeg er uheldig får jeg er nedtur pga af det, fordi de har knækket mig. Det føles sådan lige nu. Jeg tror ikke de er klar over hvor ondt alle spørgsmålene gjorde, hvor dybt såret jeg faktisk er over at de kan finde på at »invitere« til møde og så skal det i virkeligheden handle om noget helt andet end det jeg har fået at vide. Jeg havde på ingen måde sagt ja hvis jeg havde vidst at vi skulle sidde og tale om det her. Jeg er meget skuffet, såret og føler den sædvandlige følelse af svigt som jeg kun kender alt for godt. Ikke fordi de vil hjælpe os, men fordi de gør det på den måde de gør. De ødelægger den skrøbelige tillid jeg har fået bygget op til dem ved ikke at være ærlige overfor mig. Jeg følte ikke at jeg havde noget valg eller kunne sige fra, jeg følte mig tvunget til at sidde på pinebænken og blive udspurgt om nogle højst personlige og smertefulde ting. Der er intet jeg kan udtrykke med ord der dækker hvordan jeg har det. Skuffet er slet ikke stærkt nok et ord. Ubeskriveligt vred. Jeg føler det trukket ned over hovedet på mig at skulle sidde der når jeg mest af alt havde lyst til at skride. Et eller andet sted så er den vrede jeg lod gå ud over xxxx da hun ringede til mig måske berettiget lige pludselig? Jeg vil aldrig mere tillade at de går bag ryggen på mig igen på den måde. Aldrig igen. Måske er tilliden for altid brudt og forsvundet. Hvordan skal jeg kunne fortælle min familie næste gang at sønnen stikker af, hvis de så skal udspørge og ydmyge mig igen på den måde? Hvordan skal jeg have tillid til at snakke med xxxx om fortrolige ting når jeg forventer at det ryger direkte videre til xxxx? Jeg føler at nu bliver jeg nød til at trække mig ind i mig selv og holde mere på de svære ting og ikke fortælle min familie det. Jeg troede bare de kunne være dem der lagde et øre til når tingene var svære uden at gøre et stort nummer ud af det. Jeg har igen absolut ingen familie jeg føler tillid til eller føler jeg kan snakke med om svære ting længere. Der er kun dig xxxx. Kun dig.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved noget af det.
Jeg ved ikke om jeg skal sende den her tekst til min familie eller lade være. Jeg ved ikke hvad konsekvenserne af det vil være hvis jeg gør. Jeg kan slet ikke finde ud af hvor jeg står henne i fht familien. De tror alt er godt og fint fordi jeg havde det fint da vi var færdige med at snakke igår, de ved slet ikke hvordan jeg har det. Men jeg ved at reaktionen på noget så traumatiserende som det de udsatte mig for først skal bundfælde sig mindst til dagen efter. Den er så kommet nu. Det jeg frygtede er sket, vores familieforhold bliver aldrig det samme igen. Det kan jeg mærke. I hvert fald ikke for mig. Jeg har ikke lyst til at gi dem krammer mere når vi mødes. Det er for tæt på. Det har jeg virkelig ikke lyst til. Fordi de sårer mig så dybt. Gør mig så ked af det. Jeg er så gal, vred, frustreret, jeg har brug for at snakke med nogen, men der er ingen at snakke med, jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen og snakke mere. Jeg er så forbandet ensom lige nu, jeg har brug for at der er nogen der holder om mig, holder mig fast, så jeg kan mærke at jeg ikke bare forsvinder i kaos. Men det skal være nogen som ikke gør mig ondt.
Der er ingen i familien der har kompetencer eller forståelse nok til at lave et møde med indhold af den karakter. Om de så havde, ville jeg stadig have sagt nej til dem, netop fordi de er familie, hvis jeg altså følte at jeg havde et valg vel at mærke.
Det gir mig snart hovedpine at blive ved med at have alle de tanker drønende rundt i hovedet. Jeg har lavet mig en kop kakao for prøve om det hjælper lidt med noget varmt. Ikke engang høj musik og computerspil kan holde det væk. Jeg ved jeg er sulten men jeg har ikke lyst til at spise noget fordi jeg er så ked af det indeni. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med noget af det og ingen forstår hvad der foregår indeni mig. Ingen kan sætte sig ind i det. De kan ikke engang begynde at forestille sig hvor stort et kaos de har skabt inde i mig.
Jeg er simpelthen så vred på jer. Det er ikke ok at gå bagom ryggen på mig som I har gjort. Det I gør, er ikke noget der hjælper andre end jeres egen samvittighed. Der hvor I mener at det skal hjælpe, der hjælper det ikke. Det er ikke hjælp, det handler udelukkende om jer selv og hvordan I kan få det bedre med jer selv og føle at nu har I gjort noget godt for os. I stedet føler jeg mig umyndiggjort, jeg føler mig ydmyget på det groveste. Jeg føler mig overhovedet ikke hjulpet. Hvis man vil hjælpe andre så spør man dem hvad de har brug for, man begynder ikke at udspørge dem og fortælle dem hvad man mener de skal gøre. Det er bare ikke i orden det I har gjort. Det kan godt være at jeg har nogle psykiske problemer at slås med, men det gør mig ikke til et mindreværdigt menneske man kan behandle som man vil. Jeg har krav på og fortjener at blive behandlet ordentligt og med respekt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar